Det er ikke, fordi det ligefrem springer i øjnene. Men Noor Jahan og hendes mand Irfan er ikke længere ekstremt fattige. Hun er over 50 år, han er nærmere de 70 år, og de bor i to små rum uden vinduer på i alt 15 kvadratmeter i en af de smalle gader i New Seema Puri.
Toilet er der ikke - det er der kun ganske få af boligerne i slumbyen i den nordøstlige udkant af New Delhi, der har. Noor og Irfan og deres 12-årige søn må i stedet bruge et af de offentlige toiletter, som de skal betale for at bruge. Eller gøre som de fleste andre: forrette deres nødtørft udenfor, hvor de kan komme til det. For eksempel i den smalle kloakrende, der løber foran deres hus.
Det første rum er familiens køkken. I det andet, som er en anelse større, er der lige akkurat plads til to senge til dem selv og deres søn - det eneste af deres fem børn, som har overlevet. På endevæggen er krus og tallerkener og enkelte andre personlige ejendele sirligt stillet op på hylder af træplanker. Det er også her, de opbevarer bøtterne med farveblyanter i alle farver.
Det er takket være disse farveblyanter, at Noor og Irfan ikke længere er ekstremt fattige.
De er kommet til New Delhi fra nabodelstaten Uttar Pradesh på den anden side af Yamuna-floden, hvor de solgte cigaretter og andre varer fra en lille bod. Men det kunne de ikke længere leve af. Og nu er de blevet såkaldte hjemme-industriarbejdere og pakker farveblyanter i æsker med seks blyanter i hver i otte til 10 timer hver dag. De får knap en rupee eller 10 øre pr. æske. En gang om måneden kommer virksomheden, de arbejder for, og henter deres produktion, leverer nye æsker og blyanter. Og betaler dem de lige godt 6000 rupees, de gennemsnitligt tjener.
Noor og Irfan Jahan er nogle af de omkring 800 millioner mennesker i verden, som ifølge Verdensbanken er blevet løftet ud af fattigdom siden 2000, det år, FN's såkaldte årtusindmål blev vedtaget. Det skyldes især den økonomiske vækst i lande som Kina og Indien.
Næsten 45 år efter, at Indira Gandhi lancerede sit løfterige slogan Garibi hatao - Afskaf fattigdommen - er 140 millioner indere blev løftet over fattigdomsgrænsen i perioden mellem 2008 og 2011, viser Verdensbankens 2014-rapport om fremskridtene i årtusindmålene. I samme periode var Indien ifølge Verdensbanken det land, som bidrog mest til fattigdomsbekæmpelsen i verden.
Spørger man Noor og Irfan, synes de nu ikke, at livet på den anden side af den ekstreme fattigdomsgrænse er særligt luksuriøst.
”Vi får som regel mad nok, for vi har fået lov til at beholde vores rationeringskort til ris og olie, og så længe vi begge kan arbejde, holder vi skindet på næsen. Og vores søn går i skole,” siger Noor stolt.
Så kigger hun på sin mand. Og hendes øjne fyldes med tårer:
”Men hvad skal der blive af os, hvis vi bliver syge, før vores søn bliver gammel nok til at arbejde? Hvem skal tage sig af ham, hvis der sker os noget? Hvordan skal vi få råd til medicin?”.
Noors spørgsmål optager i høj grad også Aasha Kapur Metha. Hun er professor i økonomi ved Det Indiske Institut for Offentlig Administration og leder af den indiske del af et internationalt forskningsprojekt om såkaldt kronisk fattigdom, Chronic Poverty Research, under det britiske forskningscenter Overseas Development Institute. Projektet har analyseret fattigdomsstrukturer og veje ud af fattigdom i fire lande, deriblandt Indien. Og resultatet er, at rejsen ud af fattigdom sjældent sker på enkeltbillet.
”Når vi følger fattige familier over en længere årrække, viser det sig, at nogle bliver mindre fattige, men derefter ryger tilbage i fattigdom. Andre, der ikke var fattige, ryger pludselig ned under fattigdomsgrænsen, fordi de rammes af en hændelse, der påvirker deres indtægt. Det kan være sygdom eller en ulykke, som gør et familiemedlem uarbejdsdygtig. For at kunne betale lægehjælp og medicin kan familien blive tvunget til at sælge den smule ejendom, de har, som for eksempel husdyr eller jord. Eller til at gældsætte sig, ofte til ågerrenter, så de fanges i en gældsfælde i mange år frem,” forklarer Aasha Kapur Metha.
Hvis indbyggerne i New Seema Puri bliver syge, kan de få gratis konsultationer på kvarterets offentlige sundhedscenter et par gange om ugen. I den mørke gang med cementgulv foran lægens konsultation er køen lang.
”Undersøgelsen er gratis, men lægen er her kun få timer om ugen. Og vi skal selv betale for den medicin, han ordinerer. Hvis en af os bliver alvorligt syg og skal på hospitalet, bliver vi nødt til at låne penge,” fortæller Rajkumari.
Hun bor sammen med sin mand, svigerforældrene og parrets to børn i to rum, der er en kopi af Noor og Irfans hjem. Madrasserne, de sover på, er gemt af vejen. Til gengæld troner et lille tv-apparat oven på et køleskab. To synlige tegn på, at familien er kommet over fattigdomsgrænsen, efter at Rajkumaris svigermor har fået arbejde i en fabrik, der producerer vandhaner.
”Men vi lever stadig fra hånden og til munden. Vores liv er ikke blevet forandret. Vi bor stadig i slummen, for vi har ikke råd til andet,” siger hun.
For en del indbyggere i slumkvartererne er højere indtægter blevet omsat i mobiltelefoner og tv-apparater, fortæller Parvati Tampi fra den internationale hjælpe-organisation Action Aid.
”Det er selvfølgelig folks eget valg at bruge pengene på det. Men de er blevet lovet at få del i det indiske vækst-eventyr, og mobiltelefoner er det mest synlige symbol på, at de er med på vognen, selvom deres leveforhold ikke har ændret sig synderligt,” siger hun.
Slumbyens elever er for eksempel stadig henvist til New Seema Puris eneste offentlige skole, EDMC Primary School.
Eleverne sidder på gulvet i lange rækker, for klasseværelserne har hverken borde eller stole, og en gennemtrængende stank breder sig fra toiletterne ude på gangen. Til gengæld er Parvati Tampi positivt overrasket over, at der i dag er lærere til stede i klasseværelserne, hvor eleverne ellers ofte overlades til sig selv, fordi lærerne har travlt med administrative opgaver eller bare er fraværende.
Rajiv Kumar, der leder den lille lokale hjælpeorganisation Pardashita, synes ikke, at New Seema Puri har mærket meget til, at fattigdommen skulle være faldet.
”Faktisk bliver levevilkårene værre dag for dag i de store byer i Indien,” mener han.
”Der bliver flere og flere mennesker, der lever i slum, fordi den økonomiske aktivitet trækker folk ind fra landet. Priserne på alting stiger, især priserne på mad, og der bliver mere børnearbejde i slumbyerne, fordi familierne ellers ikke kan klare sig,” siger Rajiv Kumar.
I Indien er andelen af mennesker, der indtager under 2100-2400 kalorier om dagen vokset fra 64 til 76 procent siden 1988. FN's Årtusindmålsrapport for Indien anslår, at 40 procent af alle indiske børn under tre år vil være undervægtige, når timeglasset udløber til september.
Men er der da ingen succeshistorier at finde blandt de 800 millioner mennesker, som har fået flere penge mellem hænderne siden 2000, da FN's årtusindmål blev vedtaget? Jo, og vi møder nogle af dem i Bhopal, 800 kilometer fra New Delhi, i Madhya Pradesh, en af de fattigste delstater i Indien.
Rahul Nagar-kvarteret ligner til forveksling New Seema Puri med forfaldne rønner, stinkende, åbne kloakker og affaldsdynger. Men her er også nykalkede facader, hvor de mest velstående beboere med alle midler kæmper for at gøre deres omgivelser udholdelige.
Her har Soma boet i 30 år med sin mand. De rejste hertil for at få arbejde, da de blev gift. Soma fik arbejde i en lille skrædderbutik, mens hendes mand fik et godt og især stabilt offentligt job. Somas øjne lyser op i et strålende lys, da hun præsenterer sin yngste datter, Manta, som er ved at afslutte en master i socialvidenskab. Sønnen har også fået en god uddannelse og arbejder i en bank. Den ældste datter er godt gift, og Soma holder sit første barnebarn på armen.
”Det har været hårdt i alle de år at knokle for at kunne sende børnene i en ordentlig privatskole i stedet for den offentlige skole. Men nu bærer vores anstrengelser frugt. Jeg håber, vi snart kan forlade Rahul Nagar,” siger Soma.
For Kiran, Karuna, Pooja og Lovina, som lærer syning efter skole, er Manta et idol. Hun repræsenterer ”Shining India”, det strålende Indien, som i valgkampen i 2004 blev fremstillet som et symbol på indernes lyse fremtidsudsigter. Pigerne er vakse og veltalende teenagere, der drømmer om at blive læge eller arbejde i en bank, det helt store hit. De drømmer om at blive en del af det indiske vækst-eventyr.
”Ud af 100 familier er der 30-40 familier, der klarer sig bedre,” anslår Francis Antony, som trods sit britisk klingende navn er født i Bhopal, hvor han står i spidsen for en lille hjælpeorganisation med det pompøst klingende navn Institut for Socialforskning og Udvikling.
”Man kan ikke sige, at det ikke går bedre. Men det går langsomt. Og det er ikke alle, der klarer sig. De, som er allerfattigst nu, vil få meget svært ved at komme ud af fattigdommen, for de kan ikke drage fordel af de nye økonomiske muligheder,” siger han.