Indvandring er et urgammelt historisk fænomen, der oftest har bragt udvikling og fremskridt med sig. Det er Spanien et moderne eksempel på. Og trods en voldsom stigning i antallet af indvandrere det seneste årti er der i modsætning til andre steder i Europa en positiv forståelse for det i det spanske samfund.
Det siger Joaquin Arango, der er professor i sociologi ved Complutense-universitetet og leder af afdelingen for Borgerskab og Migration ved Ortega y Gasset-forskningscentret i Madrid.
– Selvfølgelig har migrationer til tider medført problemer og haft omkostninger på grund af rodløshed og kultursammenstød, men generelt har de betydet bevægelse, dynamik, håb og muligheder i modtagerlandet, og det vil fortsætte. Det er derfor beklageligt, at der i nogle, især europæiske lande, har installeret sig et overvejende defensivt og negativt syn på indvandring, siger Arango.
Den spanske professor tager udgangspunkt i situationen i hjemlandet, der især det seneste årti har mærket en drastisk stigning i strømmen af immigranter. Antallet af registrerede indvandrere er således steget fra en halv million i 1996 til over 3,5 millioner sidste år. Det svarer til cirka 8,5 procent af en befolkning på små 44 millioner. Ifølge EU's statistikkontor Eurostat var Spanien sidste år det land, der modtog flest indvandrere med 652.300. Det var næsten dobbelt så mange som de 338.0000, der kom ind i det næststørste modtagerland, Italien. Dertil kommer den illegale immigration, som der ikke er sikre tal på, og hvor Spanien også er det land i EU, der er hårdest presset.
– Generelt set har effekterne af indvandringen dog været positive både rent demografisk og økonomisk, og graden af accept i befolkningen er ret høj, siger Arango.
Indvandringen har således både været med til at råde bod på de faldende fødselstal i det sydeuropæiske land, og den har dækket det store behov for arbejdskraft, som den blomstrende spanske økonomi har skabt.
– Dertil kommer, at immigrationen i sig selv skaber nye arbejdspladser. Dels er der helt nye sektorer rettet imod disse grupper, for eksempel aviser og specialbutikker, dels er der andre områder, hvor den billige arbejdskraft gør det rentabelt at ansætte en arbejder til eller have en hushjælp eller en gartner, noget de færreste havde råd til før, men som nu er mere almindeligt, forklarer Arango.
For indvandrerne er der tale om en mulighed for at komme i arbejde, og så længe det sker inden for lovens rammer, er der ikke tale om udnyttelse, mener han.
– Der findes selvfølgelig også folk, der skamløst udnytter immigranternes sårbarhed og udsathed for egen vindings skyld, men det er noget andet.
Det, at indvandrerne kommer i arbejde, er med til at opretholde den dynamiske økonomi. Dermed ses de som nyttige for samfundet, og det er en vigtig faktor i integrationen af dem. Samtidig synes der ikke at være nogen reel konkurrence på jobmarkedet mellem indvandrerne og de oprindelige spaniere.
– Beviset for det er, at mens antallet af indvandrere er steget meget, er arbejdsløsheden i Spanien også faldet meget.
Ifølge Arango er integrationen på arbejdsmarkedet også en af de vigtigste grunde til, at der ikke har været nogen synderlig reaktion i Spanien på indvandringen. Der har været få xenofobiske episoder og meget få voldelige.
– De fleste forstår, at indvandrerne er nødvendige for Spanien og for opretholdelsen af vores levestandard. I andre lande har der har været megen modvilje mod indvandrerne og mod at acceptere, at samfundet udviklede sig til et multikulturelt samfund, selvom det allerede var ved at ske. Det har skabt et negativt billede af indvandringen og givet grobund for xenofobiske partier. Det er en ond cirkel, der besværliggør, at indvandrerne bliver integrerede.
Han fremdrager her især Danmark og Holland som eksempler.
– De to lande var tidligere et forbillede og meget avancerede på dette felt, men i disse tider fører de en fjendtlig og alt for hård politik. De fremmedfjendtlige partier i de to lande har med deres budskaber været med til at skabe en konfrontation og dermed en slags selvopfyldende profetier, siger han og fortsætter:
– I begge lande taler man om, at der er mange indvandrere, men det afhænger jo af, hvordan man tæller – om man kun tæller indvandrerne eller også tager deres børn og børnebørn med.
Arango mener også, at de sydeuropæiske lande i sig selv måske er lidt mere åbne over for indvandring end de nordeuropæiske naboer.
– Det medvirker til, at der er mindre frygt hernede for at miste den nationale identitet. Det skyldes til dels den store diversitet mellem de spanske regioner, men også graden af stolthed over det nationale. Afvisningen af "de andre" har ofte meget at gøre med en følelse af overlegenhed, siger Arango og tilføjer:
– Her spiller det også ind, at spanierne indtil for et par årtier siden selv var udvandrere, og at der derfor kan være en lille solidaritetsfølelse med indvandrerne og det, de går igennem.
Det er dog ikke et spørgsmål om, at Spanien derfor er bedre forberedt på indvandringen end andre lande.
– Et land kan ikke være forbe-redt på indvandring. End ikke lande som USA, Canada og Australien, der opstod som indvandrernationer og har været det gennem hele deres historie, klarer det uden problemer. Integrationen er en langvarig, der afhænger af situationen i samfundet og en række kulturelle, politiske og sociale faktorer. Det, det handler om, er reaktionen: at vide, hvordan man skal reagere, siger Arango.
Han nævner især tre punkter, der er vigtige:
– Man må give indvandrerne lige adgang til arbejdsmarkedet og boliger, der skal være en antidiskriminationslovgivning, og så skal man lave pr-arbejde om indvandringen og indvandrerne over for befolkningen i modtagersamfundet. Men der er ikke nogen egentlig opskrift på at få det til at virke. Det kræver meget arbejde, og det bliver den store udfordring de kommende årtier for hele Europa.
For Arango er immigration i dag et fælles projekt. Spaniens grænser er også Europas grænser. Det er derfor nødvendigt at arbejde sammen for at beskytte dem og stå stærkere i det diplomatiske arbejde, så man kan undgå den store strøm af illegale indvandrere, der kommer til landet fra især Sydamerika, Nordafrika og Østeuropa. Langt størstedelen kommer til landet med fly eller bus på et turistvisum, og de afrikanske immigranter, der kommer sejlende over Atlanterhavet til de Kanariske Øer, udgør kun et lille mindretal.
– Ideen om, at det er der, presset hovedsagelig kommer fra, skyldes medierne. De fokuserer stort set kun på den del på grund af det menneskelige drama i det, siger Arango.
De officielle tal støtter dette synspunkt, da kun godt 13.000 personer er kommet til landet på den måde i de første seks måneder af 2006.
Derfor ser Arango heller ikke en satsning på Afrika som løsningen på migrationsproblematikken.
– Der er ikke nogen entydig, mekanisk forbindelse mellem fattigdom og migrationer. Det er et meget komplekst spørgsmål. De fleste indvandrere i verden kommer faktisk fra lande, der er i udvikling. Dertil kommer, at størrelsesordenen af den internationale hjælp, der skal til for at komme de dybereliggende årsager til livs, skulle være uendeligt mange gange større end nu, og selv da er det ikke sikkert, at det ville virke, da modtagerne mange gange ikke er de samme som migrationskandidaterne. Det ville være nødvendigt at hjælpe alle lande i verden, for ellers ville nogle andre bare overtage rollen som afsenderlande, og før alle ville være udviklede, kunne der gå 100 år, siger Joaquin Arango.
Han er derfor ikke i tvivl om, at indvandringen til Europa vil fortsætte, og det eneste, landene kan gøre, er at få det bedste ud af den.
Joaquin Arango
**Professor i sociologi ved Complutense-universitetet i Madrid. Leder af afdelingen for Migration og Borgerskab ved Ortega y Gasset-forskningscentret i Madrid. Har tidligere blandt andet været direktør for det nationale spanske center for sociologisk forskning, CIS, og for Det Europæiske Center for Forskning og Dokumentation inden for de Sociale Videnskaber, "Wien Centret". Har udgivet over 70 værker om forskellige sociologiske emner, en stor del heraf om immigration i Spanien og Europa.
Hvor går
verden hen?
uVerden er i opbrud, grænserne falder, og de store globale problemer berører efterhånden de fleste. Men hvor bevæger verden sig hen
i de kommende år? uKristeligt Dagblads korrespondenter rundt om i verden opsøger en række fremtrædende internationale meningsdannere og samfundsdebattører for at få deres bud på udviklingen inden for deres respektive ekspertiseområder.
uArtiklen på denne side, der er den femte i serien, har immigration som omdrejningspunkt. De øvrige interview er blev bragt den 22., 28. og 29. juli.
uArtiklerne i serien kan læses på
kristeligt-dagblad.dk