Kvinder udgør 70 procent af verdens ekstremt fattige og 60 procent af de godt 800 millioner mennesker i verden, der sulter. De producerer op imod 80 procent af fødevarerne i de fattige lande, men ejer kun to procent af den jord, de dyrker. Og en stor del af deres arbejdsdag går med ubetalt arbejde i marken eller med at hente vand eller brænde.
Øget ligestilling mellem mænd og kvinder og styrkelse af kvinders selvbestemmelse er et mål i sig selv i de 2015-mål, som verden netop nu gør status over. Men ligestilling er også en betingelse for at nedbringe fattigdommen. Kvinders adgang til jord og til lønnet arbejde er derfor en nøgle til større selvbestemmelsesret for kvinder, men også til økonomisk udvikling, viser flere undersøgelser, der konkluderer, at ligestilling og økonomisk udvikling hænger sammen.
For eksempel anslår Global Compact, FN's platform for samarbejdet med private globale virksomheder, at ”ligestilling kan føje flere, i nogle lande tocifrede procentpoint til vækstraterne”.
Nur Jajeen er en af de kvinder, der har bidraget til den økonomiske vækst i sit hjemland, Bangladesh, og som samtidig har skaffet sig en grad af selvstændighed, mange andre kvinder næppe kan forestille sig. Hun er en selvsikker kvinde, der har gjort karriere i tekstilindustrien. Den 42-årige kvinde begyndte som syerske i en stor fabrik i hovedstaden, Dhaka. I dag er det hende, der sørger for at sætte kundernes ordrer i produktion og får dem ekspederet. Hun er en selvstændig kvinde og tydeligvis ikke den type, der lader sig kommandere med.
”Jeg har givet mine to sønner en god uddannelse. Og jeg har besøgt den ældste i Florida, hvor han bor nu. Jeg har frihed til selv at bestemme. Men jeg har også et bedre job end de fleste. Min fabrik producerer tøj for vestlige tøjmærker, men for at kunne levere til tiden får vi en del syet hos underleverandører. Og her er der ikke noget med faste jobs og fast løn. Her er kun mundtlige kontrakter, og hvis der ikke er arbejde en dag, bliver kvinderne bare sendt hjem,” siger Nur Jajeen.
Vi møder hende hos kvindeorganisationen Awaj Foun-dation i Dhaka, hvor hun er ved at spille en slags Trivial Pursuit med tekstilarbejdere, der skal lære deres rettigheder at kende.
”Barselsorlov”, står der på det kort, hun har trukket, og for at spille videre skal hun forklare barselsreglerne.
”De er et stort fremskridt for kvindernes rettigheder. Men de gælder kun for store virksomheder med over 100 medarbejdere. Kvinderne hos vores underleverandører har ikke den slags goder,” fortæller Nur Jajeen.
Kvindernes andel af den samlede arbejdsstyrke i Bangladesh er gået frem fra otte til 36 procent.
Det skyldes øget beskæftigelse i landbruget, men også i den hastigt voksende tekstilindustri, der beskæftiger 3,2 millioner kvinder. Mange af dem forlader landsbyerne og et ofte traditionelt familiemønster for at arbejde i en af de mange tekstilfabrikker i hovedstaden.
Men selvom arbejde i tekstilindustrien giver kvinder større uafhængighed, er det ikke automatisk synonymt med ligestilling, påpeger Kalpona Akter, der forsvarer kvinders rettigheder i fagforeningen Bangladesh Center for Worker Solidarity i Dhaka.
”En kvinde, der tjener sine egne penge, kan lettere sige fra over for en voldelig mand, og hun kan kræve skilsmisse, hvis manden skulle finde på at tage en kone mere. Hun kan betale skolegang for sine døtre, og lønnet arbejde medvirker til at få antallet af tidlige ægteskaber til at falde. Det får visse barrierer for kvinders frihed til at falde. Men på arbejdspladserne møder kvinderne ofte den samme undertrykkelse som i resten af samfundet,” siger Kalpona Akter og tilføjer:
”Kvinderne avancerer kun yderst sjældent. Og den vold, der eksisterer mod kvinder ude i samfundet, findes også på fabrikkerne, hvor kvinder kan blive udsat for sexchikane og tvunget til sex for at beholde deres job. Og hvis vi kræver en løn, vi kan leve af, får vi at vide, at arbejdspladserne vil forsvinde til endnu billigere lande.”
Det er også den konklusion, Naila Kabeer drager. Hun er professor i køn og udvikling på London School of Economics og har analyseret forskningen på området i rapporten ”Where are the women” (Hvor er kvinderne). Forskerne er generelt enige i, at især Østasien, med Bangladesh som et skoleeksempel, kan takke kvinderne og deres lave lønninger for deres økonomiske vækst.
”I Østasien synes kønsulighed i lønniveauet i industrien at have spillet en vigtig rolle i regionens hurtige økonomiske vækst på grund af en positiv effekt på investeringer og eksport. Lande med de største kønsforskelle i lønningerne er vokset hurtigst,” skriver Naila Kabeer.
De amerikanske økonomer Stephanie Seguino og Robert Blecker har konstateret, at kvindernes lave lønninger ikke skyldes lavere uddannelsesniveau og produktivitet end mændenes. Forskellene afspejler derimod kvindeundertrykkelse kombineret med bevidste politiske strategier om at udnytte, at kvinder har sværere ved at forhandle sig til en bedre løn.
Naila Kabeer finder heller ikke belæg for, at kvindernes indtjening automatisk fører til større selvbestemmelsesret:
”Forskningen viser generelt, at økonomisk vækst har lille eller ingen effekt på kønsulighed og i visse situationer forværrer den. Det afhænger helt af, hvilke vækstspor de enkelte lande har valgt.”
Statusrapporten over 2015-målene konkluderer således, at kvinder i højere grad end mænd arbejder i den uformelle økonomi og til lavere lønninger end mænd.
Det er også tilfældet i Indien, som er klatret flere pladser op i det ligestillingsindeks, der hvert år offentliggøres af World Economic Forum. I 2013 var landet nummer 101 ud af 136 lande mod nummer 114 i 2009. Det skyldes primært bedre politisk repræsentation af kvinder især på lokalt plan. Men de fattige kvinders økonomiske selvstændighed er ikke blevet væsentligt forbedret.
”Der er kommet flere muligheder for kvinder, men samtidig er livet også blevet vanskeligere. De kvinder, der flytter fra landet til byen, kommer til at bo i slum. Og lange arbejdsdage betyder større risiko for at blive udsat for vold på vej til eller fra arbejde. Volden mod kvinder er blevet værre inden for de seneste år, som voldtægtssagerne i de indiske busser har været med til at sætte fokus på,” siger Damyanti Sridharan, seniorrådgiver i ligestillingsspørgsmål ved den tyske Friedrich Ebert Stiftelse i New Delhi.
Hvis den økonomiske vækst skal føre til øget ligestilling, er det derfor nødvendigt med en målrettet indsats for at styrke kvinders rettigheder, lyder det også fra Sascha Gabizon, talskvinde for Women's Major Group, en sammenslutning af kvindeorganisationer verden over, der er observatør ved forhandlingerne om de bæredygtige udviklingsmål, som skal erstatte FN's 2015-mål.
”Man kan ikke bare sige, at et dårligt betalt job for kvinder er bedre end slet ikke noget job. Ligestillingseffekten kan være lige så stor af at få en ko. Eller af at få adgang til offentlige serviceydelser som for eksempel Brasiliens program Bolsa Familia, der sikrer fattige familier mad på bordet,” siger hun.