Intellektuelle: Tjekkiet må videre i Havels ånd

ARKIV--Slut med unge, smukke Cult-piger, der danser med alkoholiske drikke i hånden,   (Foto: Brian ...

Den tjekkiske udenrigsminister, Karel Schwarzenberg, betegnes af en gruppe intellektuelle som ”det eneste ordentlige menneske” blandt de ni opstillede kandidater ved landets præsidentvalg. – Foto: David W. CernyReuters. / Scanpix

Tjekkerne vælger i disse dage en ny præsident. En gruppe tjekkiske intellektuelle opfordrer vælgerne til at stemme på Karel Schwarzenberg, der ifølge dem er den eneste, der lever op til Václav Havels humanistiske budskab

Den verdenskendte filminstruktør Milos Forman, den poetiske forfatter Ivan Klíma og den kontroversielle kunstner David Cerny er blot nogle af de mange tjekkiske intellektuelle, som i løbet af den seneste tid har opfordret tjekkerne til at sætte kryds ved den nuværende udenrigsminister Karel Schwarzenberg ved præsidentvalget i dag og i morgen.

De mange prominente tjekkere, som inkluderer musikere, skuespillere, forfattere, filminstruktører og sportsfolk, betegner Schwarzenberg som det eneste ordentlige menneske blandt de ni opstillede kandidater og mener, at han bedst lever op til Vaclav Havels humanistiske budskab. De mener også, at han er den absolut bedst egnede til at repræsentere Tjekkiet på den internationale arena.

LÆS OGSÅ: Tjekkisk præsidentvalg indvarsler ny æra

Den 75-årige Schwarzenberg, som stammer fra en adelig familie og både er tjekkisk og schweizisk statsborger, har da også været Vaclav Havels nære ven og har i tiden før de politiske omvæltninger i Tjekkiet i 1989 været aktiv i at støtte de tjekkiske dissidenter.

Karel er den eneste, der er uplettet, og den eneste af kandidaterne, der har format, fortæller den 47-årige grafiker og musiker Petr Wegner fra den tjekkiske hovedstad, Prag.

Han er overbevist om, at Karel, som Schwarzenberg bliver kaldt og selv markedsfører sig som, vinder blandt vælgerne i Prag, men er mere bekymret for, hvordan det vil gå i provinsen.

Mere eller mindre alle jeg kender vil stemme på Karel, men i de mindre byer i provinsen og på landet er situationen desværre en ganske anden, siger Petr Wegner med en skuffelse i stemmen og tilføjer, at her er det den tidligere socialdemokratiske leder Milos Zeman, der har været landets premierminister i 1998 til 2002, der formentlig får de fleste stemmer.

Petr Wegner har god grund til sin bekymring. Ifølge prognoserne tyder alt på, at slaget vil stå mellem Milos Zeman, og statistikeren Jan Fischer, som har stået i spidsen for landets forretningsregering i perioden 2009 til 2010. Karel Schwarzenberg kommer ifølge prognoserne først på tredjepladsen, og det er ikke nok til at gå videre til valgets anden runde.

At vinde valget i første runde kræver, at en af kandidaterne opnår mere end halvdelen af stemmerne, og det er der ingen af de opstillede kandidater, der blot er i nærheden af. De to kandidater, der i første runde får flest stemmer, fortsætter i anden runde om 14 dage, og det er formentlig først her, at det tjekkiske præsidentvalg bliver afgjort ifølge prognoserne altså mellem Milos Zeman og Jan Fischer. Det eneste, der kan stikke en kæp i hjulet for de to kandidater og være med til at indfri Petr Wegner og de intellektuelles ønske om Karel Schwarzenberg som præsident, er de to kandidaters blakkede fortid. Både Milos Zeman og Jan Fischer har før de politiske omvæltninger i Tjekkiet været medlemmer af Det Kommunistiske Parti, og det er ikke noget, der er velset i Tjekkiet.

Derfor har de seneste dages kampagner blandt Karel Schwarzenbergs tilhængere fokuseret på de to kandidaters kommunistiske fortid og advaret tjekkerne imod at afgive deres stemmer til en af de to kandidater.

Det tjekkiske præsidentvalg foregår i dag og i morgen og fortsætter i anden runde den 25. og 26. januar. Der er opstillet i alt ni kandidater, heraf tre kvinder. Det mest eksotiske indslag blandt kandidaterne er operakomponist, maler og universitetsprofessor Vladimir Franz, som er tatoveret over hele kroppen.