Internettet er forsvundet i borgerkrigsramte Syrien

I bogen "Mor husk mig", der netop er udkommet, sætter forfatteren Dorte Ørsig fokus på ...

Syrere har for tiden ikke mulighed for at komme i kontakt med resten af verden via internettet. Her er det et billede fra byen Maaret al-Numan. Foto: HO Denmark / Scanpix

Det er fortsat uklart, hvad der har forårsaget det omfattende nedbrud, som har afskåret landet fra omverdenen

Internetforbindelsen mellem Syrien og verden uden for det borgerkrigsramte land forsvandt tirsdag aften, lyder det fra amerikanske Google og andre globale internetvirksomheder.

Størstedelen af hjemmesiderne inde i Syrien blev også lukket, fortæller andre it-eksperter, og det ser ud som om, at landet selv har afbrudt forbindelsen.

- Nedlukningen betyder, at Syrien er afskåret fra internetkommunikation med resten af verden. Det er stadig uklart, om internettet inde i Syrien er tilgængeligt, siger Dan Hubbard, it-ekspert hos firmaet OpenDNS.

- Selvom vi endnu ikke ved, hvad der har forårsaget dette udfald, er lignende hændelser tidligere blevet knyttet til både ordrer fra regeringen og skader på infrastrukturen, der omfattede fiber- og strømafbrydelser, tilføjer han.

LÆS OGSÅ
: Derfor bomber Israel i Syrien

En lignende mørklægning af internettet i Syrien fandt sted i november sidste år. Her røg både internetforbindelsen og mobildækningen i cirka tre dage. Regimet i Syrien nægtede at have stået bag afbrydelsen.

Præsident Bashar al-Assad og hans regering er flere gange blevet beskyldt for at have afbrudt både internettet og telefonforbindelsen under den over to år lange folkelige opstand mod Assad og hans autoritære styre.

Omvendt har regeringen i Damaskus tidligere sagt, at internettet-afbrydelser skyldes "terroristers" handlinger. Den syriske regering omtaler sine modstandere som terrorister.

LÆS OGSÅ: FN: Intet afgørende bevis for kemiske våben i Syrien

Kort før han blev væltet af et folkeligt oprør i februar 2011, kappede Egyptens daværende præsident Hosni Mubarak forbindelsen til internettet for landets 80 millioner indbyggere.