Irland bryder årtiers dødvande i abortlovgivning

Den irske regering offentliggjorde i går sit forslag til en lov, der sikrer kvinders ret til abort, hvis deres liv er i fare. Loven har opbakning i befolkningen, men kritiseres af den katolske kirke

En spejdertrop tropper op i en kirke. Men hvad betyder ordet trop egentligt?
En spejdertrop tropper op i en kirke. Men hvad betyder ordet trop egentligt?. Foto: Johnny McGinleyDemotix.

Den irske regering skriver historie, når den efter alt at dømme i næste måned får vedtaget en lov om abort, som utvetydigt fastslår, at kvinder har ret til abort, hvis deres liv er i fare. I går offentliggjorde regeringen sit endelige lovforslag, som kommer efter måneders hed debat.

Nogle mener, at loven går alt for langt. Andre, at den ikke går langt nok. Vi føler, at det, vi gør her, er en reel forbedring i forhold til at afklare loven for kvinder, der har brug for vores sundhedsydelser, og de professionelle, der skal levere dem, sagde sundhedsminister James Reilly i går til den irske radio RTÉ.

Det er mere end 20 år siden, at den irske højesteret i en sag om en 14-årig pige, der var blevet gravid efter voldtægt, afsagde en dom, der fastslog, at irske kvinder skal kunne få abort, hvis deres liv er i fare også når det skyldes selvmordtanker som hos den 14-årige pige. Ingen irsk regering har dog før nu ønsket at udfordre stemningen i den stadigt overvejende katolske befolkning og forsøge sig med en egentlig lovregulering.

Den siddende regering havde formentlig heller ikke gjort det, hvis ikke en ung indisk indvandrer sidste år var død som følge af blodforgiftning under graviditeten, fordi hendes lokale hospital nægtede at udføre en abort. Kvindens død skabte imidlertid voldsom kritik, og regeringen lovede, at den ville bringe lovgivningen i orden, så det stod klart, hvornår abort er en rettighed.

Loven har mødt heftig modstand fra den katolske kirke og irske abortmodstandergrupper, men viser sig at have stor opbakning i befolkningen generelt.

LÆS OGSÅ:Aborten sidder i dig hele livet

En undersøgelse fra den irske avis Irish Times og meningsmålingsinstituttet Ipsos/MRBI viste i går, at 75 procent af befolkningen er enig i, at kvinder skal have ret til abort, hvis deres liv er i fare. Omkring 80 procent er også villige til at tillade abort, hvis fostret ikke kan overleve fødslen, hvis graviditeten skyldes voldtægt, eller hvis kvindens helbred kan tage alvorligt skade ved at gennemføre graviditeten. Ingen af de seneste tre årsager er dog medtaget i loven som gyldig grund til abort. Kun livsfare kan begrunde abort.

I en tale til parlamentet i onsdags forsvarede den irske premierminister, Enda Kenny, lovforslaget mod den skarpe kritik fra den katolske kirke, hvis biskopper tidligere på ugen sendte et åbent brev til regeringen, hvor de afviser loven som en kolossal løgn, der gradvis vil føre til fri abort i Irland. Enda Kenny understregede imidlertid, at de tider er forbi, hvor den katolske kirke kan diktere irsk politik.

Jeg er stolt over at stå her som en offentlig repræsentant, en taoiseach (det irske udtryk for premierminister, red.), der tilfældigvis er katolik, men ikke en katolsk taoiseach. Jeg er taoiseach for hele folket. Det er min opgave, så længe jeg har jobbet, sagde Enda Kenny.

Premierministeren fortalte også, at både han og andre i regeringen i øjeblikket modtaget trusselbreve skrevet med blod, pakker med plastikfostre eller katolske symboler.

Jeg bliver i øjeblikket stemplet over hele landet som en morder, der vil få 20 millioner babyers liv på samvittigheden, sagde Kenny.

Han fastholdt dog, at der ikke kan blive tale om at droppe lovforslaget nu.

Den assisterende ærkebiskop af Armagh og det kommende katolske overhoved i Irland, Eamon Martin, advarer om, at loven repræsenterer en fundamental ændring for alle i Irland. Han undrer sig over, hvordan politikere kan lovgive om noget, der vedrører ethvert menneskeligt væsens ukrænkelige ret til liv.

Dette har ikke noget med kirken at gøre. Det er et anliggende for ethvert menneske. Abort er forkert, uanset om der er en kirke, om der er en katolsk kirke, om der er kristne kirker overhovedet, siger Eamon Martin til den irske avis Irish Times.