DET VAKTE OPSIGT, da Harvard-psykologen Steven Pinker for nylig i grove vendinger bad USA's bioetikere klappe i og ”komme af vejen” for forskningen. Pinker er, med BBC's betegnelse, en ”videnskabelig superstar”, fordi han er ophavsmand til en række populærvidenskabelige bestsellere.
”En virkelig etisk bioetik bør ikke vikle forskningen ind i regler, betænkninger eller trusler om retsforfølgelse baseret på tågede, men storladne principper som 'værdighed', 'hellighed' eller 'social retfærdighed'. Den skal heller ikke kvæle forskning, der nu eller i nær fremtid har sandsynlige, gode resultater, ved at sprede panik om nazistiske forbrydelser, hære af klonede Hitlere eller folk, der sælger deres øjne på eBay,” skrev Pinker i avisen Boston Globe.
Etikerne er ikke blot uklare i deres argumentation, de er også farlige, hævder han. En ”fuld fart frem-forskning” kan redde liv, så der må ikke trykkes på bremsen ud fra blot ”mavefornemmelser”.
Pinker er darwinist og tilhører den såkaldte kognitive psykologi, der regner sig for mere køligt videnskabelig end tolkende psykologi.
Hans udfald udløste reaktioner fra adskillige amerikanske bioetikere, heriblandt Mildred Solomon, formand for Hastings Center, USA's ældste etiske tænketank.
Hun kritiserer Pinker for at ”udmale dem, der overvejer de etiske konsekvenser af genetisk manipulation, som maskinstormere, der foragter videnskab.”
I magasinet Pacific Standard kaster Sally Satel, psykiater fra Yale, sig ind i debatten om videnskab i højeste gear versus etikernes efterlysning af omtanke.
Pinkers udfald er barskt formuleret, men rummer en kerne af sandhed, mener hun. Det er vigtigt, medgiver Satel, at der fremlægges etiske analyser, som kan rådgive beslutningstagere og offentlighed. Bioetikerne gør en god gerning, når de fremlægger velovervejet argumentation, men, fortsætter hun:
”Hvorfor skulle bioetikeres vurderinger veje tungere end andre, der har aktier i sagerne - læger, forskere, jurister - som omhyggeligt overvejer de samme spørgsmål og når andre konklusioner?”.
Bioetikernes bud må ikke tillægges større vægt end andres, mener Satel, der beklager, at politikere, medier og sundhedsvæsen ”for ofte anser bioetikernes input som en moralsk autoritet”.
Amerikanske bioetikere optræder ofte i medierne med en attitude, der signalerer: ”enhver, der er uenig med mig, er enten tankeløs eller uetisk. Sådan en arrogance støder nogle kolleger i det videnskabelige samfund,” skriver Satel.
ENGANG VAR DET ANDERLEDES. I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne bestod amerikansk bioetik blot af et kollegialt netværk af læger, filosoffer, jurister, sociologer og lignende, der interesserede sig for drøftelse af etiske grænser. Siden udsondrede bioetikken sig i USA som en faglig specialisering, hvad der forleder mange til pompøst at give den som en art ”etik-politi”.
Og mange af disse fuldtids bioetikere anså fra starten deres indsats som del af en politisk aktivisme med social samvittighed, konstaterer Satel.
Der er dog også dem, indrømmer hun, der modstår fristelsen til at optræde som ”professionelle eksperter i moral”.
”Når de er bedst, er bioetikerne eksperter i at formulere gode argumenter for og imod bestemte fremgangsmåder og i at kunne skelne mellem præcise og uklare argumenter. De er relevant historisk uddannede og leverer seriøs baggrundsviden om den kulturelle baggrund for stridspunkterne,” skriver hun.
”Men et synspunkt skal ikke sejre eller tilkendes særlig vægt, fordi det er fremført af en bioetiker. Hvad mere er: Bioetikere, der vil fremme et bestemt synspunkt, skal åbent gøre det klart, at de tager del i en debat snarere end at fremsætte moralske sandheder. Bioetikernes primære rolle i vores samfund er at oplyse debatter, ikke at afgøre dem.”
De bør især være eksperter i, hvilke værdistridigheder der gennem den nyere historie er blevet udkæmpet inden for lægevidenskabens og bioteknologiens områder, slutter Satel. Og de skal på upartisk måde vise, hvordan man fornuftigt gennemfører en moralsk undersøgelse.
”Deres evne til at opridse begrebsmæssige landkort over et aktuelt dilemma, mens de opregner forskellige måder at løse det på, yder os en stor tjeneste. Men det passer, at de, der pr. refleks er nejsigere og pegefingerløftende moralister, faktisk skal se at 'komme af vejen'.”
Bastante meldinger, som til alt held ikke er relevante herhjemme, hvor Det Etiske Råd er sammensat af både eksperter og lægfolk (herunder undertegnede), og opdraget er netop kyndigt at nuancere og perspektivere debatten, ikke at fremsætte etiske afgørelser.
I USA findes der, ud over nævnte Hastings Center, også The Kennedy Institute of Ethics, The Presidental Commission for the Study of Bioethical Issues, Center of Genetics and Society og Medical Technology & Practice Patterns Institute.
Anders Raahauge er kulturjournalist og medlem af Det Etiske Råd