Den internationale kritik er haglet ned over Taleban i Pakistan, efter at terrorbevægelsen forleden skød og myrdede 141 mennesker, herunder 132 børn, på en skole i den nordvestlige del af landet.
Selv det afghanske Taleban i nabolandet, som er berygtet for sin brutalitet, har fordømt handlingen som i strid med ”islamiske principper”.
Selvom Talebans massakre i Pakistan ikke umiddelbart har et religiøst motiv, mener den fundamentalistiske bevægelse at repræsentere den rette lære inden for islam.
Spørgsmålet er derfor, om der alene er tale om barbariske handlinger, eller om massakren har rødder i islams hellige skrifter.
Avais Malik, som er ledende imam i Pakistan Islamic Welfare Society, en pakistansk moské i Odense, er ikke i tvivl.
”Jeg vil gerne understrege, at det, som Taleban har gjort, ikke har noget som helst med islam at gøre. Det er udelukkende misbrug af islams navn. I mine øjne er Taleban ikke muslimer, for islam tillader ikke drab på uskyldige mennesker,” siger han.
Ifølge imam Avais Malik er der alene tale om terrorisme.
”Terrorisme dækket ind under Islams navn. Men det har intet med min religion at gøre. Koranen fordømmer drab på uskyldige: Der står, at hvis man dræber én mand, så er det som at dræbe hele menneskeheden.”
Den udlægning af Koranens syn på krig og drab skal dog nuanceres, mener professor i Koran- og islamstudier ved Københavns Universitet Thomas Jøhnk Hoffmann.
Talebans handlinger er ikke grebet ud af det blå, men har afsæt i Koranens tale om hellig krig, vurderer han.
”Man må hele tiden gøre sig klart, at Taleban ikke handler irrationelt. Det er givetvis dumt, men deres handlinger giver mening ud fra en særlig brutal form for logik, som til dels har hjemmel i Koranen,” siger han.
Ser man på mange af Koranens vers om jihad, hellig krig, er de ofte funderet på at føre krig som gengældelse, forklarer Thomas Jøhnk Hoffmann. For eksempel står der i Koranens sura 5:33, at ”gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet”.
”Jihad handler altså ikke kun om offensiv krig for at udbrede Guds rige, men om at ’de vantro' er efter os og prøver at slå os ihjel og ødelægge det for os, og derfor må vi bekæmpe dem. Talebans talsmand handler meget klart ud fra det ræsonnement, når han siger, at der er tale om en gengældelse,” siger Thomas Jøhnk Hoffmann med henvisning til, at Talebans talsmand Muhammad Umar Khorasani ifølge Reuters har begrundet angrebet med, at ”regeringen angriber vores familier og kvinder. Vi vil have, at de mærker vores smerte”.
”Vi er dermed ikke ovre i de forfinede retlige argumenter fra shariaen, men helt nede i grundræsonnementet for hellig krig. Det er øje for øje og tand for tand, som vi også kender det fra Det Gamle Testamentes love. Denne gengældelseslogik føles simpelthen retfærdig,” siger Thomas Jøhnk Hoffmann.
Taleban står samtidig med et forklaringsproblem, for de islamiske tekster taler klart imod drab på andre muslimer og drab på børn, påpeger han.
”På den ene side ser vi i Koranen, at drab på vantro kan legitimeres, men på den anden side er der også en klar fordømmelse i Koranen af drab på muslimer, for eksempel at ’ ingen troende må dræbe en troende’, hvor ’troende’ er blevet fortolket som ’muslim’. De dræbte i Pakistan er alle børn af muslimer, så i den forstand overskrider Taleban det klare forbud.”
Derudover er det forbudt at slå børn ihjel ifølge haditherne – de autoritative tekster, der handler om profeten Muhammeds ord og handlinger, påpeger Thomas Jøhnk Hoffmann.
”Flere steder siger profeten, at drab på kvinder og børn er forbudt, uanset om det er muslimer eller vantro – det vil sige ikke-muslimer. Det er meget tungtvejende og autoritative hadither,” siger han.
Når Taleban vælger at dræbe muslimske børn, er der ingen i Pakistan, der kan vide sig sikre, mener formand for det danske støtteselskab for Pakistans Kirke, frimenighedspræst Mikkel Crone. Støtteselskabet er knyttet til en pakistansk kirke med hovedsæde i Peshawar, hvor angrebet fandt sted. Han har modtaget et brev fra den pakistanske kirke, som ”stiller sig fuldstændig solidarisk med det muslimske samfund i denne tragedie”, fortæller han.
Efter tragedien har flere kommentatorer spået, at dette vil blive et vendepunkt for Pakistan, og at samfundet nu for alvor vil vende Taleban ryggen. Men det er et naivt håb, mener Mikkel Crone:
”Pakistan kan godt samle sig mod den ekstreme vold, men man må også forstå, at Talebans ønske om et samfund præget af den meget fundamentalistiske udgave af islam er blevet udbredt og meget almindelig. På det punkt ser jeg desværre ikke noget lyspunkt.”