En julidag i fjor trådte Abu Bakr al-Baghdadi, leder af Islamisk Stat (IS), op på prædikestolen i al-Nuri-stormoskéen i Mosul i Irak og udråbte midt i en ellers ordinær ramadanprædiken sig selv som kalif Ibrahim - den første kalif i generationer, herskeren over alle muslimer.
Islamiske lærde fra hele verden fordømte al-Baghdadi som en grandios bedrager, men hans proklamation blev hørt af tusinder af unge mænd og kvinder, der valfartede til Syrien for at melde sig under IS' sorte faner.
Lige siden har verden måbet over den voksende tilstrømning til al-Baghdadi og det rædselsregime, han hersker over. Moderate muslimske organisationer stempler IS som ”uislamisk”, og det samme gør verdensledere som USA's præsident, Barack Obama, der konsekvent undlader at bruge ordene ”islam” og ”muslim” til at beskrive truslen fra den ekstremistiske gruppe.
Men det er både forkert og uklogt at negligere IS' religiøse rødder, siger Bernard Haykel, der er professor i nærøstlige studier ved Princeton Universitet i USA og en førende ekspert i Islamisk Stats teologi.
”De, der hævder, at IS intet har at gøre med islam, eller at dens tilhængere ikke er muslimer, benægter ganske enkelt kendsgerningerne. IS' ledere baserer deres intellektuelle og teologiske lære på autentiske islamiske tekster og lærde. Det er farligt at lade, som om de ikke er en rigtig religiøs gruppe. Man er nødt til at vedkende sig, hvem de er, for man kan ikke besejre en fjende, hvis identitet og eksistens man benægter,” siger Bernard Haykel, der har forsket i islamiske politiske bevægelser gennem en årrække.
Benægtelserne af IS' religiøse identitet er ofte rodfæstet i politisk korrekthed, tilføjer Haykel. Han beskriver IS' religiøse tankesæt som en slags ”tøjlesløs wahhabisme” - en henvisning til den saudiske stats fundamentalistiske udgave af sunni-islam.
”IS-jihadisterne repræsenterer en meget ekstrem minoritet inden for den islamiske tradition, og på mange områder deles deres synspunkter ikke af det store flertal af verdens muslimer. Men muslimer, der kalder IS uislamisk, ignorerer deres egen religions historiske og teologiske rødder,” siger Bernard Haykel.
Ifølge Bernard Haykel er det naivt at hævde, at Islamisk Stat fordrejer islams tekster.
”Folk ønsker at frikende islam. IS' ytringer lyder ofte gammeldags og absurde, men gruppen trækker meget tydeligt på tekster og traditioner fra den tidligste islam. IS praktiserer en meget, meget bogstavelig, stringent og kompromisløs fortolkning af Koranen, og det gælder ikke bare gruppens ledere, men også dens fodsoldater. Selv dem, der er lavest i hierar-kiet, er tydeligt indpodet med en intens religiøsitet og refererer konstant til doktrinerne,” siger han.
Muslimer anerkender sædvanligvis, at de krigslove, der står nedfældet i Koranen, var tilpasset en turbulent og voldelig fortid og er forældede i den moderne verden. Ifølge Bernard Haykel genskaber krigerne fra Islamisk Stat imidlertid troligt den tidligste islams krigsnormer. Koranen angiver eksempelvis korsfæstelse som en afstraffelses-type for islams fjender og instruerer muslimer om at bekæmpe kristne og jøder, indtil disse villigt underkaster sig kalifatet.
”Når IS' krigere halshugger, korsfæster og tager slaver, følger de slavisk islams tidligere middelaldertradition. De tager ikke alene Koranen, men også profeten Muhammeds ytringer meget, meget seriøst. De genopliver tradi-tioner, der har været døde i århundreder. Det, som Islamisk Stat praktiserer, kan sammenlignes med en kristen gruppe, der bogstaveligt efterlever Det Gamle Testamentes samfundsformer og dogmer uden hensyntagen til den tid og den sammenhæng, som hører teksterne til,” konstaterer han.
Bernard Haykel understreger, at IS bekender sig til en dommedagstankegang, som er en vigtig brik i forståelsen af gruppens strategi. Islamisk Stats ledere har udtalt, at de forventer den snarlige ankomst af den såkaldte Mahdi - en messiansk figur, hvis skæbne det er at lede muslimerne til sejr i en kosmisk krig forud for verdens undergang.
”IS er apokalyptisk på en måde, som de fleste andre jihadistgrupper ikke er det. De tror, at dommedag er nær, og at deres kamp mod 'de vantro' og 'synderne' er del af et profetisk slag, der vil fremskynde denne undergang. Denne dystopiske tankegang er med til at forklare, hvorfor IS ikke er en rationel aktør og ikke kan behandles som en sådan,” forklarer han.
Islamisk Stat henviser til, at muslimernes profet Muhammed forudsagde, at islams hærskarer forud for apokalypsen vil møde fjendens invasionstropper i en endelig styrkeprøve på en slagmark i den syriske by Dabiq nær Aleppo. IS har opkaldt sit propandamagasin efter byen, som den erobrede i august, og da gruppen halshuggede den amerikanske nødhjælpsarbejder Peter Kassig i november, erklærede bøddelen i henrettelsesvideoen, at ”vi begraver den første korsfarer i Dabiq og afventer resten af jeres hærskarers ankomst”. Den profetiske fortælling, der forudsiger slaget i Dabiq, refererer til fjenden som ”Rom”.
”Vi ved ikke præcist, hvem 'Rom' er i IS' tolkning, men hvis en vestlig magt invaderer Syrien, vil IS se det som en bekræftelse af profetien om Dabiq. Det, som vi kan være sikre på, er, at deres kamp mod fjenden vil fortsætte indtil verdens undergang. Så det er en fremtidsvision, der er fuld af endeløs krigsførelse og blodsudgydelser,” siger Bernard Haykel.
IS sammenlignes ofte med terrornetværket al-Qaeda, men det er vigtigt at sondre mellem de to grupper, siger Bernard Haykel. Præsident Obama refererede sidste år til IS som al-Qaedas ”juniorhold”, men sådanne udtalelser undervurderer spliden mellem de to grupper, siger han.
”IS og al-Qaeda er indædte rivaler og står på nogle områder langt fra hinanden. Al-Qaeda deler ambitionen om at etablere et kalifat, men tror, at det er noget, der vil ske engang ude i fremtiden og nægter at anerkende al-Baghdadi som kalif. Al-Qaeda er også meget mere fokuseret på at ramme den fjerne fjende i Vesten og meget mindre brutal over for shia-muslimer, end IS er det. Mens al-Qaedas politiske målsætning er at forvise ikke-muslimer fra hele den arabiske halvø og afskaffe staten Israel, er IS mere optaget af at udvide kalifatet og bekæmpe fjender i dens nærhed, heriblandt de 'vantro' shia-muslimer,” forklarer han.
Netop IS' ekstremt voldelige adfærd er et af stridsspørgsmålene mellem gruppen og andre jihadister, heriblandt al-Qaeda, siger Bernard Haykel.
”Da IS opstod i 2004-2005, advarede al-Qaedas ledere gruppen imod at være så ekstrem. IS svarede, at vold er deres signatur. For al-Qaeda er vold et middel til at nå et mål. For IS er vold et mål i sig selv,” siger han.
Takket være sin fokus på kalifatet er IS også mere geografisk bundet, end al-Qaeda er det:
”Al-Qaeda kan operere under jorden som et hemmeligt, smidigt netværk af autonome celler. Det kan IS ikke. Et kalifat kan ikke eksistere uden territorium, og IS' fortsatte succes afhænger af, at gruppen bevarer kontrollen over de områder, som den har erobret. IS-folkene har udnyttet arabiske regeringers svaghed, og den kendsgerning, at store, jiahdist-kontrollerede territorier er blevet en norm i lande som Irak og Syrien vil gøre det nemmere for dem at sikre sig nye ressourcer og rekrutter. Og selv hvis IS mister sit territorium, vil de underliggende årsager til, at ekstremismen trives, bestå. Islamisk Stat er symptom på en meget dybtliggende følelse af fortørnelse og ydmygelse, som eksisterer i den arabiske verden.”
Sunni-muslimerne i Islamisk Stat betragter alle shiamuslimer som vantro og har brutalt myrdet tusinder af shiitter i Irak og Syrien. Bernard Haykel vurderer dog ikke, at IS har en målsætning om at udrydde verdens godt 200 millioner shia-muslimer.
”Jeg tror ikke, at IS-jihadisternes langsigtede mål er at begå storstilet folkemord. De vil erobre territorier og tilbyde shia-muslimer valget mellem at at konvertere til deres variant af sunni-islam eller at dø. Hvad angår kristne og jøder, vil de give dem muligheden for at acceptere at leve i underdanighed til kalifatet og betale en særlig skat påbudt i Koranen, 'jizya'. Hvad enten dette nye kalifat lykkes eller ej, vil den religiøse vold i den arabiske verden formentlig blive værre, førend det bliver bedre,” siger Bernard Haykel.