Islamisk Stat har angiveligt frigivet kristne gidsler i Syrien

Observatorium oplyser, at godt 250 assyriske kristne er blevet løsladt efter at have været holdt fanget af Islamisk Stat i to uger

.

Alle de kristne gidsler, som Islamisk Stat har holdt fanget i det nordøstlige Syrien i næsten to uger, er fredag blevet frigivet.

Det oplyser den britisk-baserede observatørgruppe Syriens Observatorium For Menneskerettigheder. Gidslerne blev angiveligt løsladt efter fredagsbønnen.

Det har ikke været muligt at få oplysningerne bekræftet fra andre kilder. Observatoriet baserer generelt sine oplysninger på et vidtforgrenet netværk af informanter i Syrien.

Krigere fra Islamisk Stat tog for to uger siden op mod 250 kristne som gidsler under et angreb på en række kristne landsbyer i det nordøstlige Syrien. Alle gidslerne er assyriske kristne, der er en del af de orientalsk-ortodokse kirker.

Under den tre dage lange offensiv indtog Islamisk Stat 10 kristne landsbyer, som blev lagt øde hen. Over 1000 kristne flygtede fra området. De ekstreme islamister satte desuden ild til flere kirker i byerne under angrebet.

Senere har kurdiske tropper indtaget mindst tre af byerne igen.

Det har hele tiden været uklart, hvad Islamisk Stat ønskede at opnå med gidslerne. Adskillige statsledere og kirkeledere har udtrykt stor bekymring for de kristne gidslers skæbne, da en gruppe under Islamisk Stat i Libyen i sidste måned offentliggjorde en video, hvor 21 kristne egyptere blev halshugget.

Tidligere på ugen løslod Islamisk Stat i Syrien 19 af gidslerne, efter de havde betalt en særlig skat for ikke-muslimer opkrævet af den lokale sharia-domstol. En af de frigivne gidsler fortæller til det assyriske nyhedsbureau Aina, at ingen af de kristne har tænkt sig at vende tilbage til deres byer, men i stedet vil forsøge at flygte til Libanon.

Fredag formiddag blev resten af gidslerne løsladt, efter kirkeledere og menneskeretsgrupper i adskillige dage har forhandlet med islamisterne. Syriens Observatorium For Menneskerettigheder oplyser fredag, at de frigivne gidsler stadig befinder sig på et område kontrolleret af Islamisk Stat.