Islamismen er et mangehovedet uhyre

Drømmen om et muslimsk kalifat er ens for alle islamister, men spørgsmålet om, hvordan man skal opnå målet, splitter dem voldsomt

Generelt er der  én ting, der binder islamisterne sammen, siger Jonathan Spyer: ”De er alle motiveret af det samme mål. Alle ønsker at etablere et verdensomspændende muslimsk kalifat.” På billedet ses tusinder af muslimer der deltager i fredags bøn i Bangladesh den 9. januar 2015.
Generelt er der én ting, der binder islamisterne sammen, siger Jonathan Spyer: ”De er alle motiveret af det samme mål. Alle ønsker at etablere et verdensomspændende muslimsk kalifat.” På billedet ses tusinder af muslimer der deltager i fredags bøn i Bangladesh den 9. januar 2015.

Selvom der stadig er mange uopklarede spørgsmål efter onsdagens terrorangreb i Paris, peger meget i retning af, at angrebet er motiveret af en islamistisk ideologi. Fra alle dele af verden har der lydt massive fordømmelser af denne religiøse fanatismes hærgen.

Men ved at stemple angrebet som et resultat af islamisme har man ikke nødvendigvis sagt særlig meget. De utallige islamistiske forgreninger, der kæmper deres religiøse kamp rundt om i verden, er så forskellige, at der ikke står et klart billede tilbage, når man bruger betegnelsen islamisme.

”Der er meget afgørende forskelle på islamistiske grupper. Det bliver nemt fortegnet, hvis man ser islamismen som en samlet bevægelse,” siger den britisk-fødte terrorekspert Jonathan Spyer fra den israelske tænketank Gloria.

Billedet af islamismen bliver ikke mindre broget af, at grupper ofte er så internt splittede, at de bruger lige så meget energi på at bekrige hinanden som på at bekæmpe deres vantro fjender, herunder de ikke-religiøse tegnere og journalister på magasinet Charlie Hebdo.

Generelt er der dog én ting, der binder islamisterne sammen, siger Jonathan Spyer:

”De er alle motiveret af det samme mål. Alle ønsker at etablere et verdensomspændende muslimsk kalifat.”

Den afgørende splittelse blandt islamister handler om, hvilken taktik og hvilke metoder de skal bruge for at opnå målet.

Et tydeligt eksempel på det så man i februar 2014, hvor terrorbevægelsen al-Qaeda annoncerede et brud med Islamisk Stat, der sidder på magten i store dele af Irak og Syrien. Begrundelsen var, at krigerne i Islamisk Stat var blevet for brutale i deres metoder - selv for al-Qaeda. I dag bekriger de to grupperinger hinanden i Syrien.

Den mest grundlæggende splittelse mellem islamister går mellem sunni- og shia-forgreningen af islam. Islamismen inden for shiaislam er meget centraliseret og typisk bundet op om en stat som Iran eller den libanesiske organisation Hizbollah.

De fleste af de grupper, der udfører angreb i Europa, er sunniislamister, siger Jonathan Spyer:

”Men også sunniislamismen i sig selv er en meget bred størrelse, hvor der er helt centrale forskelle på de forskellige grupperinger,” siger han.

Jonathan Spyer forklarer, at spektret inden for sunni-islamisme spænder lige fra Det Muslimske Broderskab, der som udgangspunkt bruger politiske metoder til at opnå sine mål, til salafistiske jihadister, der er en særlig fundamentalistisk retning, der primært beskæftiger sig med voldelige og militære aktiviteter.

For at forstå, hvor mangehovedet et uhyre islamismen er, kan man også kaste et blik på Gaza. Selvom Gaza ikke er meget større end Langeland, kan man ifølge det mellemøstlige internetmedie Al-Monitor finde et hav af forskellige salafistiske grupper, der er i intern splid med hinanden. For nylig er 19 af grupperne dog gået sammen og har vist loyalitet over for Islamisk Stat. Øjensynligt ønsker Islamisk Stats leder Abu Bakr al-Baghdadi dog ikke at være i alliance med Gazas salafister, skriver Al-Monitor.

Med til forvirringen hører, at de salafistiske grupper bliver bekæmpet af den ligeledes islamistiske gruppe Hamas, der sidder på magten i Gaza. Hamas er også optaget af at sørge for, at Islamisk Stat ikke vinder fodfæste i Gaza.

Ifølge Jonathan Spyer kan islamismen sammenlignes med den yderste politiske venstrefløj. Her er alle enige om, at målet er en kommunistisk verdensorden.

”Men vejen dertil og karakteren af revolutionen er de forskellige venstrefløjsgrupper splittede omkring,” siger han.