For en uge siden blev der, som omtalt her i avisen, dræbt en og såret tre ved et knivoverfald på en togperron i Bayern. Gerningsmanden var etnisk tysker, men råbte under angrebet: ”Allahu-akbar!”. Det viste sig, at manden var sindsforstyrret, men ofte rummer vrangforestillinger idéer om gudsbefalede handlinger. Det bemærker kultursociolog Christian Schneider på netmediet Spiegel Online .
Med dens islamistiske tone vakte hans gerning i alle tilfælde enorm opsigt; ængstelsen er jo stor i disse terrortider. For første gang i 300 år havde angsten i Tyskland religiøse konnotationer, hævder Schneider. Og han frygter, at en vild og voldelig religiøsitet vil begynde at tiltrække flere tyskere i et gennemsekulariseret land.
”I lyset af den vidtgående opløsning af traditionelle miljøer og nationale identitetsprofilers svindende sammenhængskraft er det ikke sært, at religiøse følelser vender tilbage. Ikke i form af eksplicitte trosbekendelser eller en renæssance for det kirkelige engagement, men snarere ved en globaliseret tidsalders perverse sammenligning: Hvilken religion har mest ’følelsespower’?”.
”Er vi kristeligt prægede ikke automatisk på tabernes side i dén globale kamp, sammenlignet med det uhyre følelsespotentiale, som kommer til udtryk i de islamistiske excesser? Mangler vores verdslige samfund, i vidt omfang afskåret fra de religiøse kraftkilder, ikke noget afgørende i ’kulturernes sammenstød’?”.
Schneider mener dog samtidig, at konservative tyskere allerede hylder værdier, der set gennem hans sociologiske briller minder om islamismens. De, som er mest bekymrede for islams indflydelse i Tyskland, er for ham som islamister, idet begge grupper har religion på hjernen. De bekymrede tyskeres ”aggressive traditionalisme” giver også dem ”emotionel vished” og ”en meningsfylde befriet for tvivl”. De ”antisekulære konservative” er ”moderniseringens tumpede tabere”, der angiveligt længes efter en før-moderne, ekstatisk hengivelse. Kort sagt: besatte af religion på samme måde som politisk islam.
Den ateistiske sociologi ser jo fundamentalisme overalt og har som bekendt svært ved skelne mellem religioner.
Ude i virkeligheden er skellene ellers tydelige. Som omtalt i Kristeligt Dagblad i tirsdags finder der også i Tyskland mange overgreb sted mod mellemøstlige kristne i asylcentrene. Forrige uge blev der afholdt en konference i Berlin om det betændte tema. En række organisationer fremlagde resultaterne af en undersøgelse, der byggede på samtaler med ikke-muslimske flygtninge. Der bliver berettet om dødstrusler, prygl og indlæggelser, fordi de plagede bryder psykisk sammen.
Særligt hårdt ramte er iranske kristne og konvertitter fra Afghanistan, som aldrig har haft nogen kirke.
Et kristent ægtepar fra Iran måtte således ikke få senge i et berlinsk flygtningecenter ledet af en afghaner, og deres bibler blev ødelagt. En ung konvertit blev dag og nat plaget med rungende koransang; han forsøgte til sidst selvmord, og hans liv blev kun med nød og næppe reddet. Det refererer den tyske avis Die Welts kulturjournalist Regina Mönch fra konferencen.
Mere end én gang har flygtninge i Tyskland mødt deres plageånder fra Irak eller Syrien. Kvinder blev hånet, fordi de var blevet set på slavemarkedet i IS-højborgen Raqqa.
De fleste tyskere frygter, mener Regina Mönch, at blive stemplet som islamofobe eller det, der er værre, hvis de taler om problemet. Under fire øjne har Mönch som journalist påhørt mange oprørende historier, men de er aldrig til citat. En militærlæge fra Erfurt skrev en rystende indberetning om sine erfaringer fra asylcentrene, men blev både hudflettet offentligt og idømt en tjenstlig straf. Hans rapport byggede kun på løs snak, hævdede hans foresatte.
De ansvarlige myndigheder undskylder de mest åbenlyse tilfælde med, at de er isolerede episoder, og det hedder rutinemæssigt, at det naturligvis altid vil komme til konflikter, hvor alt for mange er proppet ind på for snæver plads.
Der er alle vegne mangel på uafhængige, troværdige tolke, bemærker Die Welts medarbejder. Det er ofte hændt, at der bevidst er blevet fejloversat, hvorpå de kristne klagere er blevet affærdiget som kværulanter – og siden udsat for ny chikane.
Muligvis er politikerne blevet endnu mere sky for at behandle de ulykkelige forhold, siden det af medierne forhadte, indvandringskritiske parti AfD er begyndt at tage dem op. På pressekonferencen i Berlin opfordrede en journalist således arrangørerne til at tage afstand fra partiet.
Regina Mönch spørger: ”Er en voldtægt da ikke længere en voldtægt, hvis en AfD-politiker har gjort opmærksom på den?”. Og hun spørger tillige: Skal Tyskland optræde som usikkert sted for mellemøstlige kristne på det årlige indeks over lande med religiøs forfølgelse, før nogen reagerer?