Nær byen Copiapo i det nordlige Chile har håbet fået farve og form. Fire meter høj og 53 centimeter bred, klædt i nationale farver står et metalbur klar til at afslutte det mareridt, der begyndte den 5. august med en sammenstyrtning 700 meter under jorden i en kobber- og guldmine. Stående i buret skal de 33 fangede arbejdere, én for én, om kort tid trækkes op af mørket og tilbage til det liv, der pludselig lukkede sig bag dem.
Der ligger en god portion symbolik i, at denne snævre mini-elevator har fået navnet Phoenix, opkaldt efter det persiske fabeldyr, der genopstod fra asken. Der kan nemlig meget vel være en regulær genfødsel i vente for mange af minearbejderne. Eller i hvert fald en omvæltning af de større, for man slipper sjældent uberørt gennem mere end to ufrivillige måneder dybt under jorden.
Af samme grund følger et større hold læger og psykologer mændene tæt. De hjælper med de angst- og depressionsanfald, der er opstået. De giver daglig terapi via videokamera. Og så har de lagt en kontroversiel strategi for, hvad der skal ske, når mændene igen står på landjorden. De skal nemlig ikke genforenes med de familier, der ængsteligt har ventet hver dag ved indgangen til minen. De skal heller ikke tale med den verdenspresse, der løbende har fulgt dramaet. De skal blive i isolation i mindst en uge for at blive fysisk behandlet og mentalt afklimatiseret.
Det kan virke besynderligt, og både minearbejderne og deres familier har protesteret kraftigt. For at forstå, hvorfor det er nødvendigt, er man nødt til at forstå, hvad måneders isolation på meget lidt plads i en potentielt farlig situation gør ved et menneskets psyke.
Faktisk ved man en del om menneskesindet i situationer som denne. Adfærden hos ubådsmandskab, sømænd og i nogle af de historiske isolationstilfælde blandt polarforskere på Antarktis er nøje undersøgt. Det er dog særlig inden for rumfartsforskning, man systematisk har forsøgt at forstå det mentale pres, der ligger i længerevarende gruppeisolation. Det er derfor ikke tilfældigt, at flere af de psykologer, der hjælper minearbejderne, netop kommer fra den amerikanske rumfartsorganisation NASA.
Astronauters isolation er et forskningsfelt, der er styrket markant de senere år, i takt med at den cirka to og et halvt år lange tur til Mars rykker tættere på. I flere omgange er astronauter blevet isoleret og fulgt, og et hold på seks er lige nu i gang med at gennemleve 520 dage med kun begrænset radio- og videokontakt til omverdenen. De resultater, man allerede har taget med sig, kan i høj grad bruges til at analysere og forstå forholdene for minearbejderne i Chile, mener ledende psykolog i Beredskabsstyrelsen Henrik Lyng. For selvom de ikke frivilligt er endt i isolation, har deres kultur mentalt forberedt dem på, at det kunne ske. Historier om fædre eller andre familiemedlemmer, der har oplevet at blive fanget, er en del af livet som minearbejder.
"Selvfølgelig er der forskel på, om man som astronaut i årevis er blevet trænet til en situation, man brændende ønsker at havne i, nemlig at være ude i rummet, og så at være fanget dybt under jorden, men forskningen viser, at de psykologiske mekanismer i høj grad kan sammenlignes. For uanset om man er på et rumskib, i en ubåd eller sneet inde på Antarktis, så er man i en situation, man ikke kan bryde ud af. Lige meget hvor panikslagen man bliver. Og det kræver noget helt særligt at kunne klare det," forklarer han.
For minearbejderne gælder det, at de er vant til at arbejde under trange og mørke forhold. At de lige nu opholder sig i et sikkerhedsrum til netop situationer som denne, viser, at arbejdets farer hele tiden har været synlige. Det er medvirkende til, at langt de fleste opfylder et af de vigtigste kriterier for succesfuld overlevelse, nemlig psykologisk robusthed. Et andet kriterium er et klart og effektivt hierarki, og det er også på plads under jorden. Gruppen er blevet opdelt i mindre hold med hver sin leder, og der er udpeget særligt ansvarlige for en lang række opgaver. Det sikrer ro, moral og overblik, når tingene spidser til. Og det dæmper følelsen af kontroltab, depression og angst. Netop dette punkt var formentlig afgørende for, at polarforskeren Ernest Shackleton og hans hold mod alle odds overlevede en ekspedition til Antarktis i begyndelsen af 1900-tallet, mens flere andre ekspeditioner menes at være gået til i dårligt lederskab.
Afgørende er også, at mændene kan have jævnlig kontakt med deres familier og venner, så følelsen af at være forladt holdes stangen. Det samme gælder opretholdelsen af normale rutiner. Mændenes dagligdag er derfor delt op i arbejde og fritid, der er særlige soverum, hvor lyset altid er slukket, og en række faste gøremål - blandt andet bøn og terapisamtaler - er med til at opretholde illusionen om et struktureret liv, så ingen forfalder til tunge grublerier.
"Mennesket er bygget til at have en døgnrytme og til hele tiden at omstille sig til forskellige gøremål," forklarer Henrik Lyng og fortæller om et forsøg, hvor testpersoner blev pakket sådan ind, at de intet kunne mærke, se eller høre. I løbet af ganske få timer begyndte de at hallucinere.
Fra forskning i isolationsfængslede ved man desuden, at risikoen for at blive psykotisk er væsentlig forhøjet, i høj grad fordi manglen på indtryk får hjernen til selv at generere indtryk. Det er ikke tilfældigt, at afskæring fra søvn og sanseindtryk er en af verdens mest brugte torturmetoder.
Manglen på mening er dog for mange den største udfordring af alle, mener han:
"Vores psyke er helt afhængig af at kunne skabe mening med de ting, der sker omkring os. For de fleste kommer den eksistentielle tænkning derfor i højsædet, når ekstreme situationer opstår. Vi forlanger svar på, hvorfor det her sker for netop os."
Det samme oplever én af verdens få rumfartspsykologer, danskeren Jesper Jørgensen, som er tilknyttet det igangværende Mars-forsøg i Moskva. Han peger blandt andet på forskning i, hvem der overlevede kz-lejrene. Her er en af hovedpointerne netop, at det gjorde de, der bedst kunne finde en mening med det hele.
"Det handler om at kunne sætte sig selv ind i en større sammenhæng, eksempelvis en religiøs. På den måde undgår man at reducere sig selv til et ikke-menneske, der bare sidder og sveder i mørket langt fra en normal verden," forklarer Jesper Jørgensen.
Kun på ét punkt lever minearbejderne ikke op til de optimale betingelser for at klare sig godt: Der er ingen kvinder iblandt dem. Det sikrer ellers mod for mange konflikter og for store psykologiske problemer - især hvis kvinden har en "moderlig" natur. Måske af disse grunde vurderes de 33 til at klare sig forbløffende godt under omstændighederne med kun få tegn på depression og angst.
Om få dage forventes de tre bor, der hver time skærer sig yderligere en meter ned gennem bjerget, at nå frem til mændene, og Phoenix kan indlede sin pendulfart. En hel til halvanden time varer turen, så der er god tid til at mærke efter, hvilke spor forløbet har sat.
Ifølge Henrik Lyng reagerer folk meget forskelligt på nærdødsoplevelser. Nogle ændrer deres liv, lægger karrieren om, er mere sammen med familien eller arbejder i højere grad med noget, de virkelig interesserer sig for. Andre fortsætter uforandret. Og en hel del ændrer sig, men falder efter kort tid tilbage i gamle rytmer. Det udslagsgivende synes at være, hvordan folk vælger at søge tryghed.
For alle gælder det dog, at de bærer begivenheden med sig i måneder, ofte år. Fysisk går kroppen i et alarmberedskab, der blandt andet kan måles ved ændringer i centralnervesystemet. Kroppen er indstillet på kamp, flugt eller passivitet alt efter personens temperament, og det ændrer sig ikke blot ved at blive fri igen. Det kan komme til udtryk på flere måder, forklarer rumfartspsykolog Jesper Jørgensen. Han har fulgt flere af Mars-eksperimenterne tæt og oplevet, hvordan flere astronauter er blevet ved med at sove i de kapsler, de havde været indespærret i i månedsvis - nogle gange i flere uger, efter at eksperimentet var overstået. De savner trygheden i det tætte fællesskab, som også kendetegner sømandslivet. Og arbejdet i minerne.
Det er også velkendt, at op mod hver tredje af de amerikanske astronauter, der har været i rummet, opbygger deres egne kirker eller lignende, når de vender tilbage. De har prøvet helt at forlade den normale verden og har derfor fået et nyt perspektiv på deres liv, forklarer Jesper Jørgensen.
For at kunne rumme disse eftervirkninger og finde den tryghed, de kræver, viser erfaringerne, at en stabil familiesituation ofte er afgørende. Og her er der for en del af mændene lagt i kakkelovnen til alt andet end lørdagshygge. Lejren for de ventende familier har nemlig udviklet sig til lidt af et reality-show med korporlige slagsmål, trusler og tænders gnidsel. Mineselskabet, som mændene arbejder for, betaler nemlig en pæn sum penge til de efterladte familier, og det har fået skeletter - i form af ekskoner, elskerinder og uægte børn - til at vælte frem. En enkelt af mændene har efter sigende hele fire kvinder ventende på sig. Det ved han bare ikke, for al kontakt til mændene bliver kritisk censureret. For ikke at få mændene til at panikke, lyder forklaringen.
Et andet problem er det massive opbud af medier, der alle vil fortælle historien om Los 33 (de 33), som de for længst er døbt. Derfor er mændene nu begyndt at få medietræning. Af alle disse grunde har psykologerne valgt at afskærme mændene den første uge tilbage på landjorden. Måske endda længere, hvis det er nødvendigt. Selvom det virker barskt, giver det god mening, mener Jesper Jørgensen:
"Lige nu er gruppen vigtigere for mændene end familien, selvom de ikke nødvendigvis er klar over det. Det er kun gruppen, der forstår, hvad de har været igennem, og det er gruppens struktur, der holder fast om mændene. Opløsningen og overgangen til den normale familiestruktur er nødt til at være langsom, for deres normale forsvarsmekanismer er helt væk. De er gået tilbage til en mere primitiv tænkning og vil have svært ved at klare store følelsesmæssige udsving," forklarer han.
Det samme gælder i forholdet til medierne. Mændene vil blive verdensstjerner for en tid. Men på et tidspunkt skal de tilbage i mørket for at arbejde. Mange har ikke andet valg.
"Jeg tror godt, man kan sige, at mændene stadig står over for deres største udfordring. Særlig når man ikke er trænet til at gå igennem, hvad der for de fleste er et mareridt, er det at møde hverdagen faktisk en temmelig barsk oplevelse," siger Jesper Jørgensen.
