Israel kæder rydning af bosættelser sammen med etnisk udrensning

I en internetvideo beskylder premierminister Benjamin Netanyahu kritikere af de israelske bosættelser for at støtte etnisk udrensning. Videoen har skabt intens debat i Israel og er de seneste dage også blevet viklet ind i den amerikanske valgkamp

Israelske soldater inspicerer området omkring bosættelsen Kiryat Arba nær Hebron på Vestbredden.
Israelske soldater inspicerer området omkring bosættelsen Kiryat Arba nær Hebron på Vestbredden. . Foto: Hazem Bader.

Det er nærmest daglig kost, at israelske og palæstinensiske ledere kaster beskyldninger efter hinanden i udiplomatiske vendinger. Men det hører til sjældenhederne, at en propagandavideo breder sig langt ud over landets grænser og sætter sindene så meget i kog som den seneste fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

I den to minutter lange videotale med titlen ”Ingen jøder”, der er lagt ud på både Netanyahus egen og regeringens Facebook-side, vender han Vestens vante forestilling om de jødiske bosættelser på Vestbredden på hovedet. I stedet for at se bosættelserne som en hindring for fred, beskylder han de palæstinensiske ledere for at forsøge at oprette en jødefri stat ved at kræve bosættelserne ryddet.

”Der findes en betegnelse for den slags. Det kaldes etnisk udrensning,” siger han på engelsk.

Videoen er blevet modtaget i Israel med lige dele forargelse og begejstring. Det er Netanyahu, når han er bedst, skriver journalist Yifat Erlich i en kommentar i avisen Yediot Aharonot.

”Visionen om to stater for to folk, som den amerikanske præsident, Barack Obama, har arbejdet intenst på, inkluderer oprettelsen af et ’judenrein’-område. Det er, hvad man kalder et terri-torium, hvor ingen jøder kan sætte deres fødder,” skriver hun.

Modsat mener journalisten Chemi Shalev, at videoen er så virkelighedsforvrængende, at man dårligt tør tro på det, før man har set den.

”En ting er, at man kræver suverænitet over bosættelsesområderne, fordi bosættelserne i sig selv har skabt en ny status quo. Men at man også beskriver palæstinensernes krav om at fjerne bosætterne som ’etnisk udrensning’ bryder alle rekorder for at gøre sig selv til offer,” skriver han i en kommentar i dagbladet Haaretz.

Netanyahus video er ikke kun et angreb på palæstinenserne, men også en kommentar til vestlige lande, der ser bosættelser som den væsentligste hindring for fred. I videoen kalder den israelske regeringschef kravet om at udføre en etnisk udrensning ved rydde bosættelserne for en skandale og tilføjer:

”Og nogle ellers oplyste lande støtter denne skandale.”

Den kommentar er ikke faldet i god jord hos Obama- regeringen, hvor den lægger sig som endnu et benspænd i det i forvejen elendige forhold mellem Netanyahu og USA’s præsident. En talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium har således understreget, at man er stærkt uenig i Netanyahus udlægning af virkeligheden.

”Vi mener, at brugen af den slags terminologi er upassende og ufrugtbar,” siger talskvinden Elizabeth Trudeau.

Efterfølgende er videoen også blevet viklet ind i den amerikanske valgkamp, hvor den republikanske lejr har bakket Netanyahus pointe op og samtidig hånet Obama-regeringens kritik af den.

”Palæstinenserne vil have Israel til at tage imod et utal af ’flygtninge’, folk, der aldrig har boet i Israel, og hvis forfædre aldrig er blevet fordrevet fra Israel, mens deres såkaldte stat skal være judenrein, som nazisterne sagde,” siger David Friedman, der er præsidentkandidaten Donald Trumps rådgiver i Israel-USA-anliggender, til Haaretz.

Videoen er i øjeblikket blevet set over en million gange alene på Netanyahus og den israelske regerings Facebook-sider.

Den er blevet publiceret lige op til, at verdens ledere samles til FN’s Generalforsamling. Men flere israelske analytikere peger ifølge avisen The New York Times på, at videoen især skal tjene et indenrigspolitisk formål for Netanyahu. Erfaringer har vist, at hårdtslående engelske taler, der umiddelbart er rettet mod et udenlandsk publikum, ofte øger opbakningen til premierministeren på hjemmefronten.