Værelset er lille, og luften virker tung. Der er ingen ventilation, og rummets eneste lille vindue er lukket til med skodder og en tung habitjakke, der hænger over vindueskarmen. Selomon, en 61-årig eritreisk mand, slår undskyldende ud med armene med henvisning til den spartanske indretning. Bag ham står en seng med et sammenfaldet myggenet over, mens der i det modsatte hjørne ligger en sort rejsetaske med et tårn af tøj og plasticposer ovenpå. Det lille kammer hører til et pensionat, der har gjort det ud for hans hjem, siden han ankom til Uganda i august 2014.
Ligesom mindst 3000 andre mandlige asylansøgere er han blevet fløjet fra Israel til Østafrika gennem det såkaldte frivillige repatrieringsprogram. Et program, der er sat i værk for at sende nogle af Israels godt 45.000 asylansøgere ud af landet igen.
Israels regering har ikke offentliggjort de konkrete aftaler eller navnene på samarbejdslandene, men en række organisationer har dokumenteret, at modtagerlandene er Uganda og Rwanda.
Selomon blev præsenteret for idéen om at rejse til Østafrika under et tvungent ophold i den israelske detentionslejr Holot i Negev-ørkenen. Lejren blev bygget i 2012 for at huse mandlige asylansøgere, typisk i en periode på et år. Lejren har fået hård kritik af menneskerettighedsorganisationer, der kalder forholdene i de afsides ørkenbarakker for umenneskelige.
”Fordi den ligger i ørkenen, er luften tung og ubeskriveligt varm. Alting er beregnet til at presse dig psykisk,” siger Selomon.
Selv flygtede han til Israel, fordi han efter mange år i Eritreas hær kom i clinch med sine overordnede, forklarer han. Han er overbevist om, at der venter ham tortur og sandsynligvis dødsstraf, hvis han som desertør nogensinde vender tilbage til sit hjemland.
Derfor var han som udgangspunkt indstillet på at blive i Israel, også selvom det inkluderede et år i detentionslejren.
Men efter en måned med helbredsmæssige problemer i Holot kunne han ikke mere. Derfor gik han med til at rejse til Rwanda, som de israelske myndigheder forklarede ville tilbyde ham en juridisk status og arbejdstilladelse. Da han sammen med fem andre eritreere stod i lufthavnen i Tel Aviv efter syv års ophold i Israel, fik de hver udleveret 3500 amerikanske dollars (23.200 kroner) til at starte et nyt liv for. Men pengene kom ikke til at række langt.
”Der var ingenting til os. En mand tog imod os i lufthavnen og sagde, at der ikke var noget arbejde eller noget sted til os i Rwanda,” siger Selomon om ankomsten i Kigali.
Derfra blev han sammen med en gruppe mænd indkvarteret på et hotel i fem dage med udgangsforbud, indtil en bil kom og hentede dem og mod betaling kørte dem til den ugandiske grænse.
Hans historie stemmer overens med de beretninger, som organisationer i både Israel og Uganda har indsamlet om Israels udvekslingsaftaler. Sigal Rozen er ansat i den israelske organisation Hotline for Refugees and Migrants, der har publiceret flere rapporter om emnet. Hun mener, der er klare beviser for, at Israel krænker Flygtningekonventionen.
”Det største problem er, at Israels myndigheder bedrager de her mennesker. Det ville være fint med mig, hvis myndighederne i Israel fortalte dem, at de bliver sendt til Uganda og Rwanda, hvor de skal klare sig på egen hånd. I Rwanda får de ikke engang lov til at blive, så herfra bliver de transporteret til Uganda. Men myndighederne snyder dem. De giver dem papirer med løfter om, at de vil få en status, mulighed for at arbejde og adgang til uddannelse. Det er alt sammen løgne,” siger hun.
Sigal Rozen kender kun til få, der rent faktisk bliver i Uganda, for langt de fleste rejser videre, forklarer hun.
”Jeg har lige talt med en bekendt, der er kommet tilbage fra Calais. Hun mødte en mand fra Darfur, som fortalte, at han har mødt flere, der kommer fra Israel og har været igennem Rwanda og Uganda.”
”Og så kender vi til dødsfald på Middelhavet fra pårørende. Det kan vi ikke dokumentere, men der har været mange sørgeceremonier i Tel Aviv,” fortsætter hun.
Tilbage i Ugandas hovedstad, Kampala, har Selomon sat sig til rette i en dyb sofa på pensionatet sammen med stedets ejer. De drikker traditionel eritreisk kaffe af små kopper i en mørk stue, der kun bliver oplyst af et fjernsyn med etiopiske musikvideoer kørende i baggrunden.
Pensionatejeren kommer selv fra Eritrea, men har aldrig været i Israel. Han kender mest til landet fra de efterhånden mange landsmænd, han har huset, efter at de har været igennem repatrieringsprogrammet.
”I vinteren 2014 ankom det højeste antal. Jeg vil skyde på, at der kom mellem 40 og 50 hver uge, fordi de ledte efter et sted at bo,” siger han.
Nogle har penge til at betale for et værelse og overnatter kun få dage, før de tager videre, mens andre får lov at bo gratis, hvis de ikke kan betale. Sådan er aftalen med Selomon, der i omkring to år har boet gratis på pensionatet. Han hjælper nogle gange til i en tilstødende bar, men som 61-årig uden nævneværdige engelskkundskaber er kommunikationen med gæsterne svær.
Selomon søgte om asyl i Uganda i august 2015, forklarer han og viser et papir udstedt af de ugandiske myndigheder. Men han har ikke fået noget svar på ansøgningen og er afhængig af at forny sine pairer med nogle måneders mellemrum. Derfor er han bange, både for at blive deporteret tilbage til Eritrea og for at spioner fra det diktatoriske styre skal finde ham i Uganda.
Det er en situation, mange står i, vurderer Andie Lambe, der er administrerende direktør i organisationen International Refugee Rights Initiative med base i Kampala, der også har udgivet en rapport om repatrieringerne.
”Vi kender kun til to, der har fået flygtningestatus, men langt størstedelen – over 90 procent – af dem, vi har talt med, er uden status og er derfor ekstremt sårbare. De er i højrisiko for at blive udnyttet, som det blandt andet er sket med de eritreere, der er blevet smuglet fra Rwanda ind i Uganda og var tvunget til at betale store summer for det,” siger hun.
Israels regering har meldt ud, at navnene på samarbejdslandene bliver holdt hemmelige efter ønske fra de pågældende lande. I israelske medier har der været spekulationer om, at Israel mod at sende asylansøgerne til Afrika til gengæld tilbyder landene teknologi, våben eller kontanter. Det har ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at få en kommentar fra Israels immigrationsmyndigheder.
Selomons navn er opdigtet, men hans rigtige navn er redaktionen bekendt.
