Roen har så småt sænket sig over Jerusalem en tidlig fredag aften, efter at den ugentlige jødiske helligdag, sabbatten, er begyndt.
Mens store dele af byen ligger øde hen, fortsætter livet på den smarte cafégade Betzalel midt i byen. Unge, stilsikre israelere sidder og snakker muntert rundt om de små caféborde upåvirkede af den netop begyndte hviledag.
Blot et par meter fra bordene har godt 50 ultraortodokse jøder samlet sig. De sortklædte mænd og unge drenge står i lange silkekåber, runde pelshuer eller bredskyggede hatte med ansigterne vendt mod caféen. En rabbiner træder et par skridt frem. Med en klar barytonstemme synger han den smalle gade op med en hebræisk bøn og får for et øjeblik cafésnakken til at forstumme, mens resten af gruppen taktfast rokker med overkroppen.
Sådan har gruppen stået hver fredag, siden caféen åbnede i efteråret, for at demonstrere imod, at ejeren holder åbent på en sabbat.
Det er en kamp for at bevare Israel jødisk, siger Chuck Bernstein, en midaldrende mand fra demonstrationen, klædt i sort fra top til tå og en bred hat til at skygge over det fuldskæggede ansigt.
”Det er en flere tusinde år gammel jødisk skik, at vi hviler på sabbatten. Nu kommer der en ny café til mit nabolag og ødelægger den orden. Det er min pligt at reagere og forsøge at kæmpe imod den udvikling, så Israel kan forblive jødisk,” siger han.
Dermed udtrykker han en af Israels mest presserende kulturkampe, hvor sekulære israelere og stærkt religiøse jøder får stadig sværere ved at enes om, hvordan samfundet skal indrettes. Kulturkampen er ældre end staten Israel, men er mere aktuel end nogensinde, efter at premierminister Benjamin Netanyahu i sidste uge dannede regering med landets to ultraortodokse partier.
Som belønning for at levere den afgørende støtte til Netanyahus regering er det ultraortodokse samfund, der i store træk fungerer isoleret fra det øvrige israelske samfund, blevet lovet stor økonomisk støtte og sikret en række religiøse og sociale særregler. Indrømmelser, der er blevet mødt med skarp kritik og dyb bekymring fra den sekulære del af samfundet.
Konflikten mellem de sekulære og ultraortodokse er blevet mere udtalt, i takt med at antallet af ultraortodokse stiger, forklarer Ariel Picard, forskningsleder ved Shalom Hartman Instituttet, der forsker i jødedom og det israelske samfund.
”Ultraortodokse jøder har ligesom andre radikale religiøse samfund en forestilling om, at deres tro og religiøse leveregler ikke bare er til det bedste for dem, men også er til det bedste for alle andre mennesker,” siger han.
Se video fra demonstrationen foran caféen. Artiklen fortsætter under videoen.
I dag udgør ultraortodokse jøder godt otte procent af Israels otte millioner indbyggere. Men da de er den absolut hurtigst voksende gruppe i Israel med i gennemsnit syv børn pr. familie, ændrer det tal sig hurtigt.
Ariel Picard forklarer, at jo flere ultraortodokse der bliver i en bydel, des flere krav stiller de om, hvilke regler der skal gælde i det offentlige rum. Det kan så resultere i, at den lokale skole bliver omdannet til en ultraortodoks skole. Butikker og caféer bliver tvunget til at holde lukket på helligdage, ligesom veje bliver spærret for biltrafik på sabbatten. I enkelte tilfælde bliver fortove og busser kønsopdelt.
I takt med at gruppen af ultraortodokse er vokset, er deres politiske indflydelse steget. Mod at love loyalitet til den siddende regering har de gennem årene fået en særstatus, hvor de modtager økonomisk støtte af staten til at hellige sig religiøse studier. De har været fritaget for værnepligt og haft frihed til at undervise, som de vil i deres skoler. I praksis betyder det et pensum, hvor matematik, fremmedsprog, historie og samfundsforhold er fjernet til fordel for religiøse fag.
Dermed er det ultraortodokse samfund vokset til ikke blot at udgøre en kulturel udfordring i Israel, men også til at være et presserende økonomisk problem.
”Der er bred enighed blandt økonomer om, at landet ikke i længden kan overleve med, at en så stor og voksende del af befolkningen ikke bidrager til økonomien,” siger Menachem Friedman, professor emeritus i sociologi ved Bar-Ilan Universitetet ved Tel Aviv.
Artiklen fortsætter under billedet.
Derfor har man de seneste år under store ultraortodokse protester set en række politiske reformer i Israel, der skal sikre, at de ultraortodokse bliver sluset ind i det almindelige samfund. Unge er blevet pålagt at aftjene værnepligt, offentlige midler til de ultraortodokse institutioner er blevet beskåret, og skolerne presses til at indføre standardpensummet.
Men efter at de ultraortodokse partier er tilbage ved regeringsmagten, har de erklæret, at de vil rulle det hele tilbage igen. Selvom Netanyahu selv har iværksat mange af reformerne, har han givet de ultraortodokse partier frihed til at ændre reglerne, under forudsætning af at de støtter hans regering i andre politiske sager.
”Med den nye regering er reformerne fuldstændig døde. På længere sigt bliver det et stort problem. Især er ændringerne af skolereformen kritiske, for hvis børnene kun lærer religiøse fag, får de aldrig forudsætningen for at bidrage til en moderne økonomi,” siger Menachem Friedman.
Netanyahus indrømmelser over for de ultraortodokse partier har også givet ny næring til en allerede eksisterende frygt i Israel for, at de ultraortodokse er ved at omdanne landet til en religiøst konservativ stat.
Den bekymring møder man på caféen ved demonstrationen i Jerusalem. Her sidder den unge caféejer Uri Inbar bag baren og sukker over den ugentligt tilbagevendende demonstration, som typisk varer over en time.
Han var blevet advaret om, at han ville støde ind i problemer ved at åbne caféen i et område, hvor der også bor ultraortodokse. Men for ham er det en personlig kamp, at der skal være plads til sabbat-åbne caféer i Jerusalem.
”Jeg elsker virkelig Jerusalem med den puls, det natteliv og det cafémiljø, der er her. Det er mit hjem. Hvis der ikke er nogen, der bliver og kæmper, vil de ultraortodokse have overtaget byen om nogle år,” siger han.
Udviklingen er dog ikke så entydig, at Israel bevæger sig i retning af stadig mere ultraortodoks kontrol, indvender Ariel Picard fra Shalom Hartman Instituttet.
”Jeg forstår godt frygten, men jeg tror ikke, at Israel bliver mere religiøst. Den ikke-religiøse del af landet med biografer, sabbat-åbne butikker og natteliv udvikler sig lige så hurtigt som den religiøse del,” siger han.
I stedet forventer samfundsforskeren, at landet vil blive skarpere opdelt, så det bliver endnu tydeligere, hvilke områder de religiøse og de sekulære holder til i.
Samtidig mener han også, det er vigtigt at lægge mærke til den udvikling, der finder sted inden for det ultraortodokse samfund. Her ser man tendenser til en voksende middelklasse, hvor flere tager verdslige uddannelser og har almindelige jobs:
”Der sker en opblødning blandt de ultraortodokse, hvor flere orienterer sig mod mere vestlige værdier. Vi ser tegn på en kulturel ensretning med resten af samfundet. Så selvom antallet af ultraortodokse stiger, falder graden af religiøs ekstremisme blandt dem,” siger Ariel Picard.
