”Det på tide at se det i øjnene. Israels politik er apartheid,” skrev seniorredaktør ved det israelske dagblad Haaretz, Bradley Burston, for nylig i en opsigtsvækkende artikel.
Den tidligere krigsreporter for det britiske nyhedsbureau Reuters og det konservative dagblad Jerusalem Post forklarer over for Kristeligt Dagblad, hvorfor han i dag støtter brugen af ordet apartheid om Israel. En sammenligning han ellers altid har bekæmpet:
Jeg har tidligere argumenteret imod beskyldninger om, at Israel praktiserer apartheid på Vestbredden. Jeg mente, at besættelsen måske kunne kaldes følelseskold og udemokratisk, men at den ikke havde noget med apartheid at gøre. Men over de sidste seks år har situationen udviklet sig sådan, at det nu passer på virkeligheden.
Et eksempel er brandbombeangrebet på det palæstinensiske hjem på Vestbredden den 31. juli, hvor en 18 måneder gammel dreng og hans far blev dræbt. Regeringen har besluttet, at familien ikke er berettiget til erstatning, som ellers automatisk tilkendes israelske terrorofre, inklusive bosættere.
Et andet eksempel er den nye lov, der straffer stenkastning som terror med op til 20 års fængsel. Loven siger ikke ligeud, at den kun gælder for palæstinensere.
Men kun en uge efter vedtagelsen kastede jøder sten efter soldater og politifolk ved en bosættelse på Vestbredden. Benjamin Netanyahu belønnede stenkasterne ved at love nye bosættelser. Det er det, der er sket med vores retsstat. To sæt bøger. Et for os. Og et for dem. Det er apartheid.
Men uanset denne jødiske ekstremisme har Israel så ikke et legitimt sikkerhedsbehov, der kan retfærdiggøre en vis diskrimination af palæstinenserne?
Israel har klart et sikkerhedsproblem og er oppe mod morderiske fjender. Men det er vigtigt at skelne klart mellem Israels politik inden for grænserne fra før 1967 og så politikken på Vestbredden. Israelske arabere kan lide under en vis form for diskrimination i forhold til offentlige ydelser og boliger for eksempel, men som israelske borgere har de rettigheder, som nægtes Vestbreddens palæstinensere.
Vestbredden administreres efter to forskellige sæt love, et for jøder, et for arabere. Derfor er det korrekt at tale om apartheid. Mens jøder på Vestbredden nyder alle israelske borgerrettigheder, har palæstinenserne hverken stemmeret, ytringsfrihed, fri bevægelighed eller retssikkerhed.
Noget af det mest foruroligende - og det er her, at systemet bevæger sig henimod apartheid - er, at knægtelsen af palæstinensernes rettigheder på Vestbredden i stigende grad ledsages af religiøs fundamentalisme og jødisk overherredømme, der opmuntres af radikale højrefløjsrabbinere.
Ledere som Ehud Olmert og Ehud Barak har tidligere advaret mod, at uden en to-statsløsning risikerede Israel at glide over i et udemokratisk regime. Hvilken sammenhæng er der mellem den situation, De beskriver, og udviklingen i fredsprocessen?
Apartheid-lignende politikker skyldes kompromisløse medlemmer af regeringen, som ønsker, at Vestbredden annekteres af Israel. Den enøjede ideologi om jødernes gudgivne ret til at regere over hele Det Hellige Land er selve brændstoffet i bevægelsen hen mod apartheid. Politikken på Vestbredden og Netanyahu-regeringens klare vej væk fra fredsforhandlinger og en to-statsløsnng er ødelæggende for Israels nutid og fremtid. Jeg elsker Israel. Jeg hader disse politikker. Jeg er overbevist om, at de ødelægger Israel indefra.