Italiensk nej er endnu en advarsel til Europa

Matteo Renzi faldt , fordi han aldrig rigtigt fik økonomien i gang, og den utilfredshed skaber nu politisk turbulens i støvlelandet og usikkerhed om euroens fremtid

”Jeg påtager mig det fulde ansvar for nederlaget. Min regeringstid er forbi,” sagde Matteo Renzi natten til i går. Her ses han på en iturevet kampagneplakat. –
”Jeg påtager mig det fulde ansvar for nederlaget. Min regeringstid er forbi,” sagde Matteo Renzi natten til i går. Her ses han på en iturevet kampagneplakat. – . Foto: Gregorio Borgia/AP/Polfoto.

Efter at Italiens regeringschef lige havde rundet 1000 dage ved magten, har vælgerne vendt tommelfingeren nedad for Matteo Renzi og endnu engang sendt støvlelandet ud i politisk turbulente tider. Italienernes massive nej ved søndagens folkeafstemning om en forfatningsreform var en klar melding mod den 41-årige snart forhenværende premierminister og hans politik og endnu et folkeligt oprør mod de europæiske magthavere.

Set fra Bruxelles og de øvrige regeringskontorer sker det på det værst tænkelige tidspunkt for EU-samarbejdet, der i forvejen er rystet af Brexit, og der er nervøsitet ved udsigten til, at dét, der nu er døbt Renxit, skal underminere euro-samarbejdet.

Italienerne er dog i modsætning til englænderne ikke på vej ud af EU eller parate til at droppe euroen lige nu, og selvom det finansielle marked tog nogle ture op og ned i går, så udeblev den voldsomme negative reaktion på børserne, som på forhånd var frygtet, ligesom der lød beroligende meldinger fra gårsdagens eurogruppemøde.

En måling fra instituttet Quorum viser, at halvdelen af de lige knap 60 procent vælgere, der stemte nej, primært gjorde det for at ”sende et politisk signal” imod Renzi. Samtidig står det klart, at de unge og det sydlige Italien, som især mærker den høje arbejdsløshed og er klemt på det daglige brød, har stemt overvældende imod forfatningsændringen, som skulle have gjort det nemmere at regere landet. Men det blev et nej i næsten alle regioner. Så der er stof til mere europæisk selvransagelse.

Som den borgerlige avis Il Giornale skrev i går, er resultatet vælgernes opgør med Europa, de gamle rævekage-metoder, politikken og Renzi. Han betaler regningen for ikke at have fået rigtigt gang i den italienske økonomi og har nu som lovet bebudet sin afgang. Renzi har været en klar pro-europæisk leder, kritisk i forhold til Unionens stramme økonomiske politik, som var med til at koste ham magten, men altid i den kontekst, at Italien hører hjemme i og har en stor rolle at spille i EU.

Modsat har valgets absolutte vinder, Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse længe krævet en folkeafstemning om euroen ligesom det andet store protestparti, Lega Nord, på den yderste højrefløj, der også tager en del af æren for resultatet af folkeafstemningen.

Italienernes nej kan paradoksalt komme til at betyde, at muligheden for, at netop Beppe Grillos protestbevægelse kommer til magten, får længere udsigter, selvom den i nogle meningsmålinger står til at blive det største parti. Som den tidligere premierminister Massimo D’Alema – Renzis partifælle, der til den nu afgående premierministers vrede førte kampagne for et nej – udtalte i går: ”De var ved at give magten til Grillo, og vi har stoppet dem.”

Hvis det var blevet et ja, og Femstjernebevægelsen havde vundet næste valg, ville den med den nuværende lov have kunnet sætte sig enerådende på magten. Det skyldes en bonus-regel, der giver det største parti absolut flertal i parlamentets underhus, Deputeretkammeret. Nu tyder alt på, at det nuværende parlament skal vedtage en ny valglov, inden italienerne skal stemme om en ny regering. Og der tegner sig et flertal mod bonus-reglen, hvorved det bliver meget mindre sandsynligt, at Femstjernebevægelsen vil kunne sætte sig på magten.

Beppe Grillo og Lega Nords leder, Matteo Salvini, forlangte i går, at der bliver udskrevet valg med det samme. De står da også begge til kraftig fremgang. Men det er Italiens præsident, Sergio Mattarella, der bestemmer, hvornår det skal udskrives, og lige nu kan han se et parlamentsflertal for at lave valgloven om først.

Parlamentet er også i gang med at vedtage en finanslov, og Mattarella udsendte i går en kortfattet meddelelse, hvori det hed, at parlamentet har opgaver og tidsfrister, der skal overholdes, hvilket kan tolkes som om, at statsoverhovedet vil have finansloven vedtaget, inden der sker mere.

Et muligt scenarie er, at Mattarella udpeger en ny regeringsleder, eventuelt en af Renzis ministre eller formanden for Senatet, som får ansvaret, indtil finansloven og en ny valglov er vedtaget. Den regering kan så sidde, indtil valgperioden udløber i 2018, men for at komme Grillo i møde er det måske mere sandsynligt, at valget kommer til foråret.

Uanset, hvem der nu bliver ny premierminister og hvor længe, så vil det handle om at holde skuden kørende indtil et valg, og de reformer og den politiske energi, som landet har så hårdt brug for, må endnu engang vente. Renzi har nået meget i de 1000 dage, men de helt store problemer, især med manglende effektivitet i det offentlige system, bureaukrati, korruption og et dræbende langsomt retssystem, er der stadig.