Børnene er den glade del af historien. Så snart marokkanske Jalila Sadik fortæller om sine fire sønner og to døtre, glimter øjnene, og ansigtet overgiver sig til smil. Men resten er et mareridt, hun stadig forsøger at vride sig fri af. De godt 21 år med Redouan – manden, der er far til børnene, og som hun blev overdraget til i svigerfamiliens hus, da hun var 16 år, som led en aftale mellem hendes far og Redouans forældre.
”Min far mente, at jeg lige så godt kunne lave husarbejde i deres hus som hos os selv, og hans forældre ville gerne have en kone til ham, fordi de håbede, at det kunne dæmpe hans voldsomme temperament at blive gift. Han var 24 år og meget vild,” fortæller Jalila Sadik, der er i København i denne uge i forbindelse med Women Deliver-konferencen om piger og kvinders vilkår.
Jalila protesterede mod arrangementet og forsøgte at tage livet af sig selv inden brylluppet ved at drikke en flaske medicin. Den sendte hende i koma og 20 dage på sygehuset, men ændrede ikke faderens planer om at gifte hende væk. Noget særligt bryllup blev der dog ikke tale om.
”Jeg blev afleveret som en pakke. Der var ingen ceremoni, ingen brudekjole, intet højtideligt. På det tidspunkt havde jeg stadig ikke mødt Redouan, kun min svigermor,” siger Jalila.
Hendes stemme knækker over flere gange undervejs i beretningen, og hendes øjne bliver blanke.
Den nat blev hun banket og voldtaget af sin nye ægtemand for første gang. Også selvom lægen, der skulle bekræfte, at hendes mødom var intakt, havde skrevet på certifikatet, at Jalilas krop ikke var udviklet nok til samleje, så Redouan burde vente, til hun blev 18 år.
Jalila fortalte lægen, hvad der var sket, og lægen advarede svigerfamilien om, at hvis det gentog sig, ville han melde dem til politiet. I Marokko er der ingen aldersgrænse for, hvornår en pige må giftes, men en dommer kan blive bedt om at tage stilling til, om pigen er moden nok. Det fik Redouan til at dæmpe sig, og han rejste snart efter til Tunesien for at arbejde og blev væk i et år.
I mellemtiden passede Jalila sit husarbejde og sov på patioen foran huset. Hendes svigermor var dog sød ved hende, og Jalila foretrak trods alt hendes selskab frem for de tre hustruer, som hendes far boede sammen med i hendes barndomshjem. Hendes egen mor var flygtet fra faderen, da Jalila var fire år, på grund af vold.
”Men de gode ting varer ikke ved. Min svigermor døde, og efter et år kom min mand kom tilbage fra Tunesien og krævede, at vi levede sammen. Han var den eneste i familien, der stadig kunne få børn, så der var store forhåbninger til os,” siger Jalila.
”Men det var voldtægt på voldtægt med lovens og min families billigelse. Piger som mig bliver voldtaget med deres forældres accept,” siger hun.
To år efter at Jalilas far havde sendt hende over til Redouans familie, fødte hun sit første barn. Og inden for et år kom yderligere en søn. Børnene gjorde også hendes mand stolt, og han lovede Jalila, at han ville holde op med at slå hende. Men løfterne holdt ikke så længe, og volden begyndte igen.
Men var der slet ikke noget positivt ved Redouan, var han aldrig omsorgsfuld eller god ved hende? fristes man til at spørge.
”I Marokko går manden forrest, og kvinden følger efter, to meter bagved. Sådan var hele vores ægteskab. Han var uden for huset. Jeg var inde. Han rørte mig kun for at tvinge mig til sex,” fortæller Jalila.
For at understrege sin magt, siger hun, yndede Redouan også at vifte hende om næsen med deres ægteskabscertifikat, hvor det er skrevet ind, at hans familie betalte cirka 11.000 kroner i medgift til Jalilas familie.
”Jeg har betalt en formue for dig. Jeg har ret til dig,” sagde han ifølge Jalila.
Mens barn fulgte barn i ægteskabet, og nummer tre kom til, forsøgte Jalila adskillige gange at forlade svigerfamiliens hus og søge tilflugt for volden hos sin far. Men det nyttede ingenting. Hverken hendes far eller brødre ville hjælpe hende. Tværtimod låste de hende en af gangene inde i familiens hundehus og truede hende med bank, hvis hun ikke frivilligt vendte tilbage til sin mand. Hun opsøgte også en hjælpeorganisation for kvinder, men de fortalte hende, at så længe hun ikke var skilt eller enke, kunne man intet gøre for hende.
”Min værdighed sivede ud af mig. Jeg følte mig så ydmyget. Ingen fandt det værd at hjælpe mig,” siger hun.
Efter den tredje søn forsøgte hun at overtale Redouan og hans familie til skilsmisse. Hun tiggede og bad, siger hun, og det endte med, at de accepterede at gå med til skilsmisse, hvis hun ville føde familien et barn mere og lade det blive hos dem. Jalila gik med på forslaget og blev gravid igen. Men for første gang fødte hun en datter – og hun kunne ikke få sig selv til at give afkald på den lille pige.
”Min mor forsvandt, da jeg var lille. Jeg havde ingen søstre, ingen veninder. Jeg følte, at min datter var en kæmpe gave, en kompensation for alt det, jeg havde manglet. Så jeg var nødt til at blive og skaffe min mand en søn i stedet for,” siger hun.
Graviditet nummer fem resulterede i en dreng, og Jalila havde på forhånd besluttet, at hun hverken ville se barnet eller amme det for ikke at blive fristet til at beholde det. Hun gennemførte det, og svigerfamilien fik drengen, der blev døbt Ismail. Til gengæld fik Jalila sit eget lille hus, hvor hun flyttede ind med de fire andre børn.
Men Ismail lå som en skygge over det nye liv. Jalila blev ved med at høre hans spæde gråd efter fødslen for sig, og de andre børn undrede sig over, hvor deres lillebror var blevet af. Efter nogle måneder lykkedes det hende at få fat i ham og rejse op i bjergene uden for byen Béni Mellal, som de boede i.
Her slog hun sig ned med alle fem børn og skaffede sig arbejde som hushjælp hos nogle af de europæere, der har feriehytter på stedet. De store børn kom i skole, og alle trivedes, siger hun, åbenlyst stolt og glad.
Redouan lod det ske. Lige indtil hun skrev en artikel på nettet, som hun kaldte ”Voldtægt med lovens billigelse”. Så opsøgte han hende i landsbyen, hvor hun boede og overfaldt hende.
”Han sagde: ’Jeg har aldrig voldtaget dig. Jeg blev gift med dig. Men nu skal du se, hvad voldtægt vil sige.’”
Og så voldtog han Jalila en gang mere, brændte sit forbogstav ”R” ind i hendes venstre underarm for at markere sin ejendom og brækkede ringfingeren på højre hånd, hvor hendes vielsesring stadig sad.
Voldtægten resulterede i et sidste barn, en datter mere, der nu er knap et år gammel.
Den 38-årige marokkanske kvinde har siden forsøgt at få hjælp til skilsmisse hos en menneskerettighedsorganisation, men hun tør ikke håbe på for meget.
”Vores love er døde bogstaver. De bliver ikke overholdt. Naturligvis er det ikke lovligt at mishandle kvinder, men ingen gør noget ved det, når det sker,” siger Jalila Sadik.