Japanerne fødes som shintoister og dør som buddhister

Det er et mindretal af japanerne, der kalder sig selv troende, men det forhindrer ikke cirka 70 procent af ...

Det er et mindretal af japanerne, der kalder sig selv troende, men det forhindrer ikke cirka 70 procent af dem i at deltage i den traditionelle nytårsbøn, hatsumodo, som her i Meiji-templet i Tokyo. Foto: Thomas Peter/ Reuters/Scanpix

Der er tale om en stigning i religiøsiteten. Jeg er derfor uenig, når folk siger, at unge japanere er ved at miste religionen
Nobutaka Inoue

Kun 20-30 procent af alle japanere kalder sig religiøse. Alligevel beder 70 procent af dem en bøn ved den lokale shinto-helligdom nytårsnat

Japan har godt 126 millioner indbyggere. Men hvis man samler de nationale statistikker over, hvor mange der på det religiøse felt er shintoister, buddhister, kristne, muslimer og tilhængere af alle mulige nye religioner, får man tilsammen et tal i nærheden af 200 millioner.

Forklaringen er, at de fleste japanere tæller med i statistikken som både shintoister og buddhister. Intet i de to religioner forbyder, at man kan være begge dele. De fleste familier foretrækker shinto-ceremonier ved livets glædelige begivenheder som fødsler og bryllupper, mens de ved død og begravelser finder den bedste trøst i de ceremonier, som praktiseres inden for den mere dystre buddhisme.

”Japanerne har en god evne til at gå til forskellige ceremonier under værtskab af forskellige religioner,” konstaterer professor Nobutaka Inoue fra Kokugakuin-universitetets shinto-fakultet.

Det betyder ikke, at jævne japanere opfatter sig selv som mere religiøse end andre. Tværtimod. Kun 20-30 procent af alle japanere svarer i en undersøgelse ja til, at de tror på en religion.

”Men alligevel praktiserer 70 procent af dem hatsumodo nytårsnat,” understreger Nobutaka Inoue, der har været med til at lave undersøgelsen.

Hatsumodo er en religiøs praksis, hvor man går hen i den lokale shinto-helligdom lige omkring midnat. Her beder man en bøn for det nye år, giver ofringer og skriver sine nytårsønsker på små plader af træ.

Nobutaka Inoue og hans kollegers undersøgelse er lavet på basis af rundspørger til en række universitetsstuderende 11 gange i løbet af perioden fra 1995 til 2012.

Resultaterne viser, at der i de seneste 20 år har været en lille stigning i antallet af unge japanere, der opfatter sig som troende inden for den ene eller den anden religion. Samtidig har der været en markant stigning i unge japanere, der er ”interesserede i religion”, således at de to grupper tilsammen nu udgør et flertal. Der er også flere - ikke færre - der nytårsnat besøger lokale shinto-helligdomme og om sommeren ved den buddhistiske Obon-festival besøger familiegravsteder.

”Der er tale om en stigning i religiøsiteten. Jeg er derfor uenig, når folk siger, at unge japanere er ved at miste religionen,” siger Nobutaka Inoue.

Tallene for helligdomsbesøgene nytårsnat viser imidlertid samtidig, at færre japanere praktiserer hatsumodo med familien, mens flere gør det med deres venner eller helt alene. Religion er blevet en individuel ting - hvor det tidligere var noget, man dyrkede sammen med sin familie.

”Engang var det noget, familien gjorde sammen. Nu er det mere baseret på hver enkelt persons individuelle interesse,” siger den japanske professor.

”Der er åbenlyse forandringer. Men der er altså også ting, som ikke er forandret. I den senere tid er følelserne over for begivenheder og ceremonier i helligdomme og templer en af de ting, som ikke er forandret,” siger han.

Når unge japanere går frem til et shinto-alter, bukker to gange, klapper to gange for at tilkalde sjælene eller guderne og derpå bukker igen for at vise deres respekt, udfører de en religiøs handling, men mange af dem vil hævde, at der ikke er tale om en bøn i vestlig forstand.

”Mange føler, at det vil være lidt pinligt at indrømme, at de beder for at blive i stand til at bestå en eksamen,” siger religionsforskeren Edward Drott fra Sophia-universitetet i Tokyo til den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung.

Mange japanere har, når de snakker om religion, overtaget et vestligt koncept for, at religion handler om at tro på og anråbe sig en forbindelse til noget overnaturligt, påpeger Edward Drott.

”Når japanere siger, at de ikke er religiøse, mener de, at de ikke i hverdagen tager aktiv del i noget religiøst fællesskab,” forklarer han.

Det betyder ikke, at unge japanere synes, at alle religioner er positive og spændende. Faktisk er der i Nobutaka Inoues og hans kollegers undersøgelse et flertal, der mener, at religion er ”farligt” eller ”til en vis grad farligt”. Et flertal, der godt nok er mindre i dag end for 20 år siden, men som stadig er der.

Det skal ses i sammenhæng med, at det var i marts 1995, for snart 21 år siden, at en religiøs sekt, Aum Shinrikyo, gennemførte en terroraktion i Tokyos undergrundsbane, hvor de slap giftgas ud. 13 mennesker døde, men 5000 blev syge og kvæstede, og mange fik handicap for hele livet.

De japanske myndigheder har siden ført en barsk kontrol med landets religiøse bevægelser.

”Aum Shinrikyo og terroraktionerne 11. september 2001 mod New York og Washington har givet mange unge mennesker en idé om, at religion er et negativt fænomen,” siger Nobutaka Inoue.

En opfattelse, som dog ikke påvirker deres positive billeder af de ceremonier ved templer og helligdomme, som de har kendt og holdt af, siden de var børn.

Japanerne er - bortset fra de få kristne og endnu færre muslimer i landet - ikke noget særligt religiøst folkefærd i vestlig forstand. Men hvis man tager i betragtning, at samfundet uden om templerne og helligdommene er forandret, som det er, er de måske i traditionel japansk forstand cirka lige så religiøse, som de altid har været, så snart de bevæger sig inden for portene til disse steder.