Japansk nytår: En rejse tilbage til rødderne

TOPSHOT - People release balloons to celebrate the New Year at the Prince Park Tower in Tokyo on January 1, ...

På intet tidspunkt af året er en japaner tættere på sin sentimentale furusato end i nytårsferien. Nytår er i modsætning til jul en højtid i de buddhistisk-shintoistiske japanske familier - og den mest højtidelige, man har af slagsen. Foto: AFP or licensors / Scanpix Denmark

Nytår er i modsætning til jul en højtid i japanske familier. De fleste holder den i familiens skød, og det kan godt være anstrengende

Furusato er for de fleste japanere et sted. Det er det sted, man kommer fra. For mange i den ældre generation er det den lille landsby ude i bjergene, hvor man voksede op, inden man kom på universitetet og flyttede til storbyen.

Men furusato er mere end et sted. Det er også et begreb. En forestilling om det oprindelige, det rigtige Japan, som skulle ligge et eller andet sted derude, hvor tagene er stråtækte, rismarkerne er grundlaget for tilværelsen, og hvor der på denne årstid ligger flere meter sne.

For mange unge og midaldrende japanere, der er født og opvokset i byen, er furusato måske det sted, ens forældre oprindeligt kom fra. Et sted, hvor man næsten aldrig har sat sine ben, og hvor man ikke kender en sjæl - så det er i realiteten blevet til et begreb.

På intet tidspunkt af året er en japaner tættere på sin sentimentale furusato end i nytårsferien. Nytår er i modsætning til jul en højtid i de buddhistisk-shintoistiske japanske familier - og den mest højtidelige, man har af slagsen.

Hvis man har en fysisk furusato, sætter man sig ind i sin bil eller et proppet lyntog og kaster sig ud i et veritabelt rejsekaos for at begive sig ”hjem” i nogle få dage. Har man ikke det, opsøger man alligevel sin furusato ved sammen med sin familie i den store by at holde nogle af de traditioner i hævd, som man har med sig ude fra landet.

Man holder fri fra arbejde i tre-fire dage i træk, hvilket stadig er den eneste gang på året for mange japanere. Alle butikker - og langt de fleste restauranter og cafeer - er lukket fra den 1. til den 3. januar, bortset fra døgnbutikkerne, der er bemandet af udlændinge og får færre og færre varer på hylderne. Der er så stille i gaderne, så stille i togvognene, så stille i samfundet. En virkelig højtid.

Og man ser kohaku sammen nytårsaften, og det er endnu mere obligatorisk, end Dronningens nytårstale er det i danske familier. Kohaku er den statslige tv-kanals traditionsrige fem timer lange nytårsshow med en ganske særlig blanding af speedet småpigepop, hård rock og virkeligt flotte enka-sange - med fuldkommen overdrevent smagløse kostumer og smagløs scenografi. Alle ser det - hvis man er af hankøn ikke sjældent under indtagelse af pæne mængder alkohol. Man sidder generationerne sammen, og man elsker at hade det sammen.

Derpå går mange omkring selve nytårstimen sammen med familie og venner hen i den lokale shinto-helligdom. Man ringer med klokken, går frem til alteret og viser sin respekt for de sjæle, som bor i helligdommen, smider nogle mønter til helligdommens drift, skutter sig lidt i den kolde nat og går hjem igen.

De unge mødes i Tokyo ved Meiji Jingu, den centrale shinto-helligdom for Meiji-kejseren midt i byen. Nogle står i kø i timevis, der åbnes præcis klokken 12, og i løbet af nytårsnat defilerer ikke færre end to millioner Tokyo-boere forbi.

Næste morgen mødes man til den egentlige markering af nytåret, det store nytårsmåltid i familiens skød. Morgen er så meget sagt, for alle de traditionelle nytårsretter med alle de traditionelle ingredienser, som hører sig til, og som man aldrig får resten af året, skal først lige tilberedes og serveres.

Der knokles i køkkenet, og selv far og bedstefar, som ellers aldrig viser sig i køkkenet, giver en hånd med. Måske er det hele parat først på eftermiddagen, hvor alle er blevet hundesultne, og hvor selv sorte soyabønner, lotusrod som pickles, tunfiskerogn og mast kartoffelmos med søde-kartofler og søde kastanjer glider ned i festligt lag.

Den 2. og 3. januar fortsætter på samme måde. Man besøger fætre, kusiner og gamle skolekammerater og hjælper hinanden med at spise hinandens nytårsmorgenborde op, mens der skåles i øl og sake.

Der synges så romantisk om det fjerne furusato i mange af sangene ved kohaku-showet. Det er ikke bare ord. Mange japanere har virkelig et romantisk forhold til deres furusato, uanset hvor tæt et forhold de i virkeligheden har til den.

Men megen nytårsferie er der ikke tale om. Når de travle japanere møder op på arbejde den 4. januar om morgenen, er der mange med små, trætte øjne.