”Jeg fortæller sjældent fremmede, hvad jeg hedder”

Kristne tyrkere føler sig set ned på og chikaneret på trods af forbedringer i religionsfriheden

Linda Yildirim (i hvid kjole) på vej til gudstjeneste med sin bror, svigerinde og nevø. Linda Yildirim har flere gange følt sig chikaneret på grund af sin kristne baggrund. –
Linda Yildirim (i hvid kjole) på vej til gudstjeneste med sin bror, svigerinde og nevø. Linda Yildirim har flere gange følt sig chikaneret på grund af sin kristne baggrund. –. Foto: Nanna Muus Steffensen.

Vi kommer nok til at falde i søvn, siger den 30-årige Linda Yildirim og ler.

Hun går sammen med sin familie gennem centrum af Antakya i det sydlige Tyrkiet på vej til aftengudstjeneste i Skt. Pauls Kirke, byens græsk-ortodokse kirke.

LÆS OGSÅ: Muslimer kommer kristne til undsætning

Linda Yildirim bor til daglig i Istanbul, men voksede op i Antakya, hvor familien nu er samlet for at fejre den ortodokse påske. Selvom Linda Yildirim ikke går meget op i religion eller finder gudstjenester oprivende, oplever hun, at hendes kristne navn og baggrund ligger hende til last som tyrker.

Jeg fortæller sjældent fremmede, hvad jeg hedder. Jeg siger bare et typisk tyrkisk navn, ellers begynder de at spørge om så mange ting, fortæller Linda Yildirim næste dag på en café, mens resten af familien farver påskeæg hjemme.

Familien Yildirim er en del af de anslåede under en procent kristne tyrkere af en befolkning på knap 74 millioner mennesker. Ud af de kristne er to procent græsk-ortodokse som Linda Yildirim og hendes familie. Kristendommen har en lang historie her i Tyrkiets Hatay-region. Det var her i området, betegnelsen kristen første gang blev brugt. Og på bjergsiden, som Antakya, der i Bibelen omtales som Antiokia, ligger op ad, ligger Skt. Peters Kirke fra 300-400-tallet.

Tyrkiet har igennem de senere år bevæget sig imod større religiøs frihed, konkluderer en rapport fra USCIRF, en offentlig amerikanske kommission, som overvåger religionsfrihed verden over. Kommissionen peger blandt andet på, at ophævelsen af forbuddet mod at bære hovedtørklæder på Tyrkiets universiteter er et skridt mod mere religionsfrihed. Den amerikanske rapport konkluderer dog, at der stadig er begrænsninger af religionsfriheden i landet.

Det er Linda Yildirim enig i. Hun har gennem sin studietid og i sit arbejde med salg i Tyrkiet for en international virksomhed flere gange oplevet diskrimination.

Nogle kunder spørger direkte, hvorfor jeg hedder Linda. Hvis jeg så fortæller, at jeg er kristen, ringer de ikke tilbage, siger Linda Yildirim.

Hun har også oplevet, at politiet afbrød efterforskningen af et indbrud i hendes lejlighed, da de fandt ud af, at hun er kristen. En anden gang bad en færdselsbetjent om at se hendes tyrkiske id-kort, hvor en persons religion er angivet, da han hørte hendes navn. Da hun nægtede, blev hun taget med på politistationen, hvor hun blev tilbageholdt i fire timer.

Betjentene sagde: Tyrkiet er for tyrkere. Ingen andre skal leve her. Og tyrkere betyder selvfølgelig muslimer, siger Linda Yildirim, som mener, at den tyrkiske regering bærer ansvaret for den religiøse ulighed.

De prøver at gøre Tyrkiet til et radikalt muslimsk land med sharialov, siger Linda Yildirim og peger på planerne om nye, store moskéer i Istanbul som symptom på regeringens religiøse agenda.

Også regeringens retorik bidrager til de kristnes problemer, mener Linda Yildirim. I december udtalte Tyrkiets minister for miljø og by, Erdogan Bayraktar, eksempelvis, at han ikke anser kristendom for at være en religion, men en kultur.

Den græsk-ortodokse menighed i Antakya tæller omtrent 1200 personer, men flere i påsken, hvor folk kommer hjem på besøg. Kristne oplever Hatay-regionen som et fristed, hvor de ikke behøver være bevidste om deres religion, fortæller Fadi Hurigil, formand for Antakyas græsk-ortodokse kirkes støtteforening. De kristnes problemer er i høj grad strukturelle, mener han. For eksempel betaler støtteforeningen selv for kirkens elregning, hvorimod landets moskéer får statsstøtte til den slags. Fadi Hurigil roser dog premierminister Erdogans regering for at give ejendomme tilbage til de kristne menigheder.

Klokken fem søndag morgen begynder påskegudstjenesten.

Der bliver tændt stearinlys i kirken, hvorefter menigheden bevæger sig ud foran den. De to præster banker på kirkedøren for at markere Jesu opstandelse, og de troende bliver lukket ind i kirken igen.

Eftermiddagen tilbringer mange i deres sommerhuse i den kristne landsby Tokacli. Her sidder den 22-årige studerende Yusuf Yorgo Pasa i en gårdhave. Han mener, atder er forskel på at være kristen og muslim i det tyrkiske samfund, men problemerne bliver dog mindre og mindre.

Folk er bedre uddannede end før i tiden. Derfor er folk mere forstående over for hinanden, siger Yusuf Yorgo Pasa, inden han tager tilbage til Antakya for at deltage i påskefejringens sidste begivenhed: en stor middag for hele familien.

Knap 100 familiemedlemmer, herunder familien Yildirim, mødes for at spise og danse, inden mange næste dag rejser tilbage til hverdagen uden for Hatay.

Situationen i Libyen presser Schengen
Situationen i Libyen presser Schengen Foto: Nanna Muus Steffensen.