Jeg kan se fremskridtet, men jeg er ikke en del af det

Etiopiens mange fattige er vidner til landets økonomiske boom, men de har svært ved at få en bid af kagen. Uden kapital, gode forbindelser eller uddannelse er velstandskredsløbet næsten umuligt at få hul på

Samir Elias på 20 år bor i et lille lerklinet hus uden for Addis Abeba. Hun og hendes familie mærker ikke noget til det igangværende etiopiske væksteventyr.
Samir Elias på 20 år bor i et lille lerklinet hus uden for Addis Abeba. Hun og hendes familie mærker ikke noget til det igangværende etiopiske væksteventyr. Foto: Karitte Lind Bejer.

Vejen til den 20-årige kvinde Samir Elias' hjem er ikke nem at holde styr på.

Først går turen i rask tempo ad en brostensbelagt gade i Lukanda-bydelen i Addis Abeba, Etiopiens hovedstad. I horisonten anes de moderne skyskrabere i centrum på baggrund af en diset blå himmel.

Derefter går ruten skarpt til højre ned ad en smal støvet jordvej, der skråner heftigt nedad mellem stadig mindre cement- og blikhuse. Dernæst ind i en baggård og ud igennem en smal åbning bagerst i gården, så ned ad en lille jordsti på en endnu stejlere skråning. Cementboligerne er nu afløst af stadig mindre og mere skæve lerklinede huse, og udsigten til de nye skyskrabere er for længst druknet bag bliktage og mure af ler.

Til sidst toner den unge etiopiske kvindes lille hjem frem. Der er ikke vinduer i det lerklinede hus, og den lille stue er næsten bælgmørk, indtil Samir Elias slår døren op på vid gab og slipper en bred stribe solskin ind. Huset deler hun med sin mand, deres toårige søn og datter på syv måneder.

Samir Elias' mand forhandler khat - det ”grønne guld”, der er lovligt i Etiopien og udgør en af landets store eksportvarer. Hun ved ikke, hvad hendes mand tjener. Det må hun ikke spørge ham om, men hun ved, hvor mange af pengene hun får.

”30 birr (10 danske kroner, red.) om dagen til at købe mad og fornødenheder til børnene og mig selv for,” siger hun.

Pengene slår ikke altid til. Et kilo teff, som Samir Elias bruger til at bage de store madpandekager injira, der udgør hovedingrediensen i etiopiernes måltider, koster mellem 12 og 17 kroner per kilo. 30 birr rækker ikke langt.

”Men vores familie har også nogle økonomiske problemer,” konstaterer Samir Elias nærmest undskyldende.

Boligens møblement består af et lavt skab, fire højryggede stole og et lavt træbord. Derudover er et hjørne af boligen indrettet med tæpper og puder på gulvet, som det er skik og brug. Mange steder er lerflager faldet af væggene og blotter strukturerne under leret. Når det er koldt ude, er huset også koldt. Når det regner, drypper vandet ned gennem loftet, fortæller den unge kvinde tøvende.

Huslejen for den faldefærdige bolig er 700 birr eller 235 danske kroner om måneden. En formue for familien, men der er akut boligmangel i Addis Abeba, der hver dag tiltrækker nye indbyggere fra hele landet, og de mange private udlejere udnytter situationen til at skrue priserne i vejret.

I løbet af de seneste 10 år har Etiopiens økonomi udviklet sig til Afrikas fjerdestørste, og landets årlige vækstrater er skyhøje; i gennemsnit 10 procent om året i det seneste årti og næsten dobbelt så høje som resten af det østlige Afrikas.

Der er ingen tvivl om, at det er en kraftpræstation for et land, der for 30 år siden var berygtet verden over for hungersnød og død. Selv i en tid fyldt med beretninger om afrikanske landes imponerende økonomiske vækst slår Etiopiens vækst andre succesfulde afrikanske økonomier som Kenya og Tanzania med flere hestelængder.

Regeringen har investeret massivt i landbruget, i sundhedsvæsnet og i uddannelse af befolkningen. På kun 10 år er etiopiernes gennemsnitlige levealder vokset med otte år, og stort set alle børn bliver indskrevet i grundskolen.

Landet eksporterer blandt andet guld, kaffe, blomster, tekstiler og læder, og regeringen satser på, at Etiopien vil være et middelindkomstland i 2025.

Og Etiopien ér en succeshistorie, vurderer Dereje Feyissa Dori, forskningschef for Afrika-studier ved tænketanken ILPI, instituttet for international lovgivning og politik.

”Den spektakulære forandring i Etopien er gjort mulig i kraft af den relative fred og stabilitet, der har hersket i landet de seneste 20 år. Dette har igen bevirket, at landets diplomatiske regionale indflydelse er vokset,” konstaterer han i den britiske avis The Guardian.

Ved første blik ligner Addis Abeba da også en by, der bliver revet ned og bygget op på samme tid. Overalt vidner byggetomter fyldt med brokker fra nyligt nedrevne lerklinede huse og bliktags-skure om den markante økonomiske udvikling.

De små huse bliver erstattet af nye lejlighedskomplekser i lyserøde og gule farver. De nye boliger er dyre og hovedsageligt tiltænkt landets lille, men voksende middelklasse. For hver velstillet etiopier er der otte-ni fattige. En ny højbane er ved at blive anlagt, og det er regeringens målsætning at have anlagt 64.500 kilometer nye veje ved udgangen af 2015.

Samir Elias ved, at Etiopiens økonomi er blevet meget stærkere. Hun er født og opvokset i Addis Abeba, kender byen godt og har forlængst bidt mærke i de nye bygninger, vejanlæg og togbanen.

”Jeg kan godt se, at der finder fremskridt sted i byen, men jeg er ikke en del af det,” konstaterer hun.

En svag lugt af solvarmt affald og menneskelige efterladenskaber fra den åbne rendesten uden for bliver båret med brisen ind i den 30-årige Belaynesh Alemus stue.

Belaynesh Alemu er gift og mor til fire børn i alderen 1 til 10 år. Familien har desuden adopteret en 12-årig niece, da pigens far døde, og moderen ikke længere kunne forsørge hende. De syv mennesker bor i to små værelser i et lerklinet hus. Boligen er lidt rummeligere end Samir Elias', har flere møbler, og der ligger endda lidt legetøj spredt ud på gulvet og vidner om, at Belaynesh Alemu-familiens økonomi befinder sig et niveau over Samir Elias'.

Men familiens grundlæggende problem er det samme: Landets økonomiske vækstmirakel ruller uden om dem.

”Min mand var arbejdsløs i lang tid, men han har lige fået et midlertidigt arbejde med at køre taxa. Jeg får 30-50 birr (10-17 danske kroner, red.) om dagen til mad og andre fornødenheder,” siger hun.

Med fem børn løber familiens udgifter til tøj, medicin, skoleudgifter og andre fornødenheder nemt højere op, end pengene rækker.

Belaynesh Alemu er klar over, at Etiopiens økonomi befinder midt i et tigerspring af rang. Men det er svært at få lov til at være med i festen, fortæller hun. Det kræver kapital at starte en forretning og kapital at tage en uddannelse, og hvis der er noget familien ikke har, er det kapital.

For nylig er familien dog begyndt at spare op, fortæller Belaynesh Alemu stolt. Til sammen lægger hun og hendes mand 40 birr - 14 danske kroner - hver måned i et lokalt drevet opsparingsinitiativ, en såkaldt Saccos.

”Jeg er kommet med på et kursus under SOS Family Strengthening Program. Jeg lærer at drive en forretning, føre et regnskab og at spare op. Vores plan er, at jeg kan åbne en kiosk om et år eller to. Det vil hjælpe familiens økonomi og give en stabil indtægt,” håber hun.

Muslimske Samir Elias deltager også i SOS' entrepre-nørkursus. Og hun sparer også op i den lokale Saccos; syv kroner hver måned. Samir Elias håber, at opsparingen, kombineret med et Saccos-lån, på sigt bliver hendes chance for at blive en del af vækstmiraklet. Så vil hun sælge smykker, og det bakker hendes ligeledes muslimske mand op om.

”Jeg vil gerne arbejde, og det må jeg gerne,” siger hun.

Belaynesh Alemu, der her ses med sønnen Daniel på knap to år, håber, at hun med hjælp af et såkaldt Saccos-lån kan åbne en kiosk om et år eller to.
Belaynesh Alemu, der her ses med sønnen Daniel på knap to år, håber, at hun med hjælp af et såkaldt Saccos-lån kan åbne en kiosk om et år eller to. Foto: Karitte Lind Bejer