Lena Lee Skibye og Nanna Schelde
skriver fra Istanbul
Kontoret minder om Elvis Presleys trofæværelse på Graceland. Meterstore portrætfoto af en sorthåret mand hænger i tunge rammer over mørkebrune lædersofaer. Stedet er dog ikke USA, men den tyrkiske millionby Istanbul. Manden på billederne er den 41-årige kurdiske folkesanger Ferhat Tunc, som til forskel fra Elvis stadig er i live, men som i visse egne af Tyrkiet har næsten samme status som den amerikanske rocklegende.
Det med at være levende kunne ellers lige så godt være mislykkedes for kurderen, der i de seneste 20 år har været anholdt, fængslet og tortureret så mange gange, at han ikke længere har tal på det. Blå ringbind med udklip fra hans lange karriere handler ironisk nok mestendels om påstået kriminalitet, ikke om musik. For tiden er Tunc, som forfatteren Orhan Pamuk var det indtil for nylig, anklaget for at have overtrådt den omstridte paragraf 301. Det er også forbudt at synge om folkemordene på kurderne.
Ferhat Tunc mener ellers, han om nogen er berettiget til at besynge sit folks skæbne. Først og fremmest fordi han selv har været vidne til overgrebene. Han blev født i 1964 i den østtyrkiske provins, som han stadig kalder Dersim, selvom den efter militæraktionerne 1936 ændrede navn til Tunceli. Her gik han både i grund- og realskole. I 1978 blev den politiske situation i Tunceli så tilspidset, at hans politisk aktive forældre blev nødt til at flygte til Frankfurt. Sønnen fulgte, mod sin vilje, efter, da han havde færdiggjort gymnasiet.
– Jeg ville slet ikke flytte. Jeg ville blive og kæmpe for demokratiet sammen med mine kammerater. Også selvom mange blev dræbt, fortæller Ferhat Tunc.
Så længe han kan huske, har han følte det som sit kald at kæmpe mod overmagten, på trods af at han efter eget udsagn ikke er særlig interesseret i politik.
Af samme grund regnede han kun med at blive i Tyskland et par måneder, men militærkuppet i 1980 forhindrede ham i at tage tilbage til sin hjemegn. I stedet oplevede han endnu en gang at være i mindretal i et samfund, hvor særligt sproget blev et stort problem for kurderen, der sjældent kom ud af den tyrkiske ghetto.
En dag hvor han alligevel bevægede sig uden for, stødte han tilfældigt ind i den amerikanske reggaemusiker Daniel Sumers, som blev fascineret af den unge kurders sangstemme. Allerede i Tunceli var Tunc begyndt at synge sit folks gamle sange, så han var glad, da Sumers tilbød ham en plads i sit internationale band, som ud over amerikaneren bestod af tre tyskere og en græker. Her kunne Tunc udtrykke sig på tyrkisk og lige så kritisk, han ville, mens han spillede på sin baglama – et langhalset, guitarlignende instrument med tre dobbeltstrenge.
Bandet fik hurtigt succes, kom på turné, og Ferhat Tunc droppede ud af universitet for at spille på fuld tid. Trods det søde musikerliv nagede overgrebene i Kurdistan ham mere og mere:
– Jeg kunne ikke glemme min bedste ven, der stadig var i Tyrkiet. Jeg måtte gøre noget for friheden. Det nytter ikke noget at sidde i et andet land og bare kigge på begivenhederne.
I 1985 valgte han derfor at tage til Istanbul for igennem sin musik at præge kampen for demokratiet. Også selvom han vidste, at den beslutning i yderste instans kunne koste ham livet.
Allerede efter få koncerter stemplede den tyrkiske regering Ferhat Tunc som værende terrorist i ledtog med den kurdiske oprørsbevægelse PKK.
Sang han en kurdisk sang om kærlighed, blev det opfattet som propaganda, og i to år var han konstant overvåget af det tyrkiske militær, som altid kunne finde en paragraf eller en undskyldning for at anholde sangeren. Flere gange blev han udsat for tortur.
– De tvang mig til at løbe barfodet rundt i fængselsgården i 10 graders frost, og hvis jeg stoppede, blev jeg gennembanket. Senere udsatte de mig også for musiktortur, som kan gøre et menneske vanvittigt, siger Ferhat Tunc.
Så langt kom det heldigvis ikke for sangeren, der aldrig har tvivlet på, at han hurtigt ville rejse sig igen efter overgrebene. Et blyantsportræt af den kurdiske frihedskæmper Seyit Riza, som blev hængt i Dersim i 1938, indgyder nyt mod.
Også et stort fotografi af datteren betyder meget. Ferhat Tunc erkender, at hun og hustruen er hans svage punkt. Da datteren var lille, blev hun drillet af de andre børn, fordi "hendes far var terrorist". Hver gang han blev fængslet, troede hun, at han ikke ville komme tilbage.
For hendes far var og er det eneste rigtige dog at gå i fængsel for sagen:
– Jeg vil ikke sendes i eksil. For mig er det lig med døden. Det er o.k. at være i fængsel, det har kun gjort mig stærkere hver gang, og det har hjulpet mig til at kæmpe mod det fascistiske system, siger Ferhat Tunc.