Obamas eftermæle: Jo, han forsøgte

Fortællingen om Barack Obama, hvis folkelige popularitet er vokset støt op til det kommende magtskifte, har taget mange drejninger over de seneste otte år, og det står særligt klart nu, hvor han tager sin afsked som præsident

Et af de mest følelsesladede øjeblikke i Obamas otte år i embedet indtraf i juni 2015, da præsidenten afsluttede sin mindetale ved begravelsen af den skuddræbte pastor Clementa Pinckney i Emanuel Church i Charleston ved at synge gospelsangen ”Amazing Grace”, som hele menigheden istemte. Ifølge amerikanske medier var præsidentens rådgivere og hustru skeptiske, da præsidenten luftede sin idé om at synge sangen. ”Jeg tror, at hvis jeg synger, så vil kirken synge sammen med mig,” skal Obama ifølge ABC News have svaret. Præsten Pinckney og otte af hans elever i en bibelstudiegruppe blev dræbt af en ung hvid racist, som i denne uge er blevet dømt til døden for massakren, som han ikke har udvist anger for. –
Et af de mest følelsesladede øjeblikke i Obamas otte år i embedet indtraf i juni 2015, da præsidenten afsluttede sin mindetale ved begravelsen af den skuddræbte pastor Clementa Pinckney i Emanuel Church i Charleston ved at synge gospelsangen ”Amazing Grace”, som hele menigheden istemte. Ifølge amerikanske medier var præsidentens rådgivere og hustru skeptiske, da præsidenten luftede sin idé om at synge sangen. ”Jeg tror, at hvis jeg synger, så vil kirken synge sammen med mig,” skal Obama ifølge ABC News have svaret. Præsten Pinckney og otte af hans elever i en bibelstudiegruppe blev dræbt af en ung hvid racist, som i denne uge er blevet dømt til døden for massakren, som han ikke har udvist anger for. – . Foto: Joe Raedle/GettyImages/AFP/Scanpix.

Hver morgen, ofte før daggry, lyser Barack Obamas mobiltelefonskærm op med en daglig andagt i form af et bibelcitat, en salme eller en passage fra en religiøs bog, udvalgt og afsendt af en religionskyndig tidligere medarbejder.

Præsidenten går dagligt i enrum for at bede til Gud. Han konsulterer ofte religiøse ledere, når han står over for at træffe vigtige beslutninger med et moralsk element, og hvert år på hans fødselsdag, den 4. august, holder han et telefonisk bønnemøde med en kreds af præster.

Barack Obama er et religiøst menneske. Og hans ofte subtile gudstro er en nøgle til at forstå hans politiske identitet og hans projekt for det USA, som den demokratiske politiker om blot en uge overdrager til sin efterfølger, den ukonventionelle republikaner Donald Trump.

Han kom til magten med et oprigtigt håb om at bygge broer mellem USA’s stridende politiske partier og befolkningsgupper, og det er netop hans kristne overbevisning, der førte ham til at tro, at han kunne samle en delt nation. Han har ofte gentaget sin tro på, at guds-tro og åndelighed kan løfte den politiske debat ved at ”åbne hjerter og sind”.

Som journalisten Greg Jaffe, der dækker Det Hvide Hus for avisen The Washington Post, skriver i en artikel:

”For Obama er gudstro et middel til at bevæge sig fra den grufulde virkelighed – verden, som den er – til løftet om en verden, som den bør være.”

I dag erkender Barack Obama, at hans måske største løfte til det amerikanske folk er slået fejl. Den nation, som valgte ham til præsident to gange, er efter efterårets bitre præsidentvalgkamp mere ideologisk og socialt splittet end i 2008, da han bjergtog amerikanerne med sine løfter om ”håb og forandring”. Som mediet New York Magazine konstaterer i en nylig artikel: ”I bakspejlet føles Obama-årene som en lang ’kold borgerkrig’.”

Den afgående verdensleder forlader embedet med dybere furer i ansigtet, end da han som blot 47-årig flyttede ind i Det Hvide Hus som den første afroamerikanske præsident nogensinde. Valget af Barack Hussein Obama – søn af en muslimsk gedehyrde fra Kenya, et billede på opfyldelsen af den amerikanske drøm – blev af hele verden set som et eksempel på amerikanernes bemærkelsesværdige evne til at rette op på fortidens synder. Men de høje forventninger, som folket havde til den usædvanlige og karismatiske politiker, der lovede dem, at ”ja, vi kan”, er blevet dæmpet af virkelighedens barske kendsgerninger.

Han overtog en nation i knæ, tynget af to krige og en dyb økonomisk krise. Dertil kommer, at et kamplystent republikansk parti har spændt ben for hans dagsorden. Også Obamas eget progressive bagland, der er nedslået over hans manglende indsats for at fremme visse liberale mærkesager, vendte ham i nogen grad ryggen. Som Obama erkender i bogen ”The Audacity of Hope” (”Mod til at håbe”) fra 2008, så indbyder han til urealistisk høje forventninger.

”Jeg fungerer som et blankt lærred, på hvilket folk af vidt forskellige politiske overbevisninger projicerer deres egne synspunkter. Som et sådant vil jeg uundgåeligt skuffe nogle, om ikke dem alle,” skriver han. 

I den forbindelse har Kristeligt Dagblad set nærmere på hans eftermæle på tre centrale områder:

Indenrigspolitik
Fortællingen om Barack Obama, hvis folkelige popularitet er vokset støt op til det kommende magtskifte, har taget mange drejninger over de seneste otte år, og det står særligt klart nu, hvor han tager sin afsked som præsident.

Da Barack Obama blev indsat som præsident i 2009, lå USA’s ledighed på 7,6 procent, og inden året var omme, var den vokset til 10 procent. Millioner af amerikanere mistede hus og hjem i den værste økonomiske krise, som USA havde oplevet siden 1930’erne.

I de otte år, der er gået siden da, er der skabt flere end 11 millioner nye jobs i USA, og ledigheden er faldet til 4,7 procent. Bolig- og aktiemarkederne er stærke, og set udefra står amerikanerne i stor taknemmelighedsgæld til den mand, som trak dem ud af det økonomiske hængedynd ved hjælp af en økonomisk vækstpakke til knap 5000 milliarder kroner og redningsaktioner, der sikrede bank- og bilindustrierne fra et kollaps.

Når Obama alligevel ikke hyldes som en økonomisk mirakelmager, skyldes det, at mange amerikanere ikke kan mærke fremskridtene. Mange af de nye jobs er i service- og sundhedsindustrien, og de kommer ikke de amerikanere, som bor i traditionelle industriområder, til gode. De produktionsjobs, som mange lokalsamfund igennem generationer har været afhængige af, rykker stadig til udlandet, og intet kommer i deres sted.

Samtidig er den gennemsnitlige husstandindkomst ikke fulgt med inflationen. Mens amerikanske familiers omkostninger til eksempelvis sundhed og uddannelse er skudt i vejret de seneste to årtier, er lønningerne slet ikke fulgt med, og det bidrager til en generel følelse af bekymring.

Barack Obamas største indenrigspolitiske bedrift er vedtagelsen i 2010 af hans sundhedsreform, som er den mest gennemgribende sociale lovgivning indført i USA i de seneste 50 år. Reformen, i folkemunde kaldet Obamacare, er langtfra perfekt, men den fjernede nogle af de største uligheder i det amerikanske sundhedssystem ved at tvinge næsten alle amerikanere til at tegne en sundhedsforsikring og ved at sikre økonomiske tilskud til de, der ikke har råd til selv at betale hele præmiesummen. Samtidig indførte den hidtil usete reguleringer af sundhedsforsikringsindustrien.

Sundhedsreformen gjorde præsident Obama til en blandt en lille håndfuld amerikanske præsidenter, som det for alvor er lykkedes at omforme nationens velfærds-system. Men ikke en eneste republikaner i den dengang demokratisk kontrollerede kongres stemte ja til reformen, og afstemningen markerede det endelige farvel til Obamas valgløfte om at indføre en ny, tværpolitisk æra i Washington.

Hans afløser, Donald Trump, kræver da også, at Kongressen omgående omstøder den kontroversielle reform, og Senatet gik natten til i går i gang med at tage de første skridt til dette. Dermed er der udsigt til, at Obamas store mærkesag bliver revet helt eller delvist i stykker i de kommende år.

Værdipolitisk har Obama været med til at skubbe USA i en mere social liberal retning. Han var i 2012 den første amerikanske præsident, som offentligt støttede homoseksuelle ægteskaber, og da Højesteret i 2015 afgjorde, at alle amerikanere har ret til at gifte sig med et medlem af det samme køn, lyste Det Hvide Hus triumferende op i regnbuefarver. Det var også under Obama, at USA’s forsvarsministerium tillod kvindelige kampsoldater og bød transseksuelle velkomne i militæret, ligesom han også har indsat to kvinder i Højesteret og fremmet kvinders ret til ligeløn.

Racepolitik
Barack Obama sikrede sig en plads i historien, da han blot fem årtier efter raceadskillelsens ophør blev USA’s første afroamerikanske præsident. Han og hans fotogene unge familie bragte stil og glans til det ufashionable Washing-ton i en sådan grad, at mange – med henvisning til den legendariske kong Arthurs eventyrlige hof – taler om ”et sort Camelot”.

Det er umuligt at sige, hvor mange unge sorte drenge og piger, der er blevet inspireret at det positive eksempel, som Barack Obama og hans populære førstedame, Michelle Obama, har sat. Men rent politisk har Obama skuffet dem, der troede, at han ville være ”det sorte Amerikas præsident”. Ifølge flere målinger mener de fleste amerikanere, at relationerne mellem racerne er værre i dag, end de var for otte år siden. En række politidrab på ubevæbnede sorte mænd førte i 2014 til optøjer og demonstrationer i flere byer og gjorde den politiske og sociale bevægelse Black Lives Matter (Sorte liv har betydning) til talerør for den frustration over de ulige vilkår for sorte og hvide, som mange afroamerikanere bærer rundt på.

Nogle afroamerikanske kommentatorer peger på, at Barack Obama, der voksede op i den multikulturelle delstat Hawaii med sin hvide mor, ikke har samme erfaringer med racisme og forskelsbehandling som en typisk afroamerikansk mand. Men selvom Obama aldrig har været ivrig efter at tale om racisme, så har han også givet racedebatten en personlig dimension. Det skete mest tydeligt, da han efter en hvid nabovagts drab på den unge ubevæbnede teenager Trayvon Martin i Florida i 2012 konstaterede, at ”hvis jeg havde en søn, ville han ligne Trayvon”.

Udenrigspolitik
Præsident Obamas udenrigspolitiske eftermæle er blandet.

Han satte en stopper for USA’s brug af tortur mod terrormistænkte, og han stod bag en optøning af relationerne til to af USA’s mangeårige arvefjender, Iran og Cuba.

Han opfyldte også sit valgkampløfte om at trække amerikanske soldater ud af Irak og Afghanistan, om end dette ifølge nogle analytikere åbnede døren for ekstremisterne i Islamisk Stat, IS, der nu terroriserer både Mellemøsten og Vesten.

Obamas internationalistiske udenrigspolitik har i høj grad været tynget af problemer og tilbageslag. Hans planer om at ”genstarte” USA’s forhold til Rusland er slået gevaldigt fejl, og det er heller ikke lykkedes ham at holde Kinas regionale magtambitioner i skak. Han har optrappet droneangrebene mod formodede terrorister i lande som Yemen, Pakistan og Afghanistan, hvilket har ført til tusindvis af utilsigtede drab på civile mænd, kvinder og børn. Samtidig har Obama øget efterretningstjenesternes hemmelighedskræmmeri og overvågning af borgerne.

Obamas største udenrigspolitiske fiasko er krigen i Syrien, hvor hans afventende og inkonsekvente politiske kurs har bidraget til at gøre konflikten til en humanitær katastrofe.

Særligt Obamas erklæring om, at det syriske styres brug af kemiske våben mod befolkningen ville udgøre en ”rød linje”, som ville føre til vestlig intervention, gjorde skade, da den viste sig at være en tom trussel.

Erklæringen kuldkastede USA’s omdømme i Mellemøsten og åbnede for, at Rusland og Iran tog styringen i det syriske morads.

Den 1. maj 2011 meddelte Barack Obama med ordene ”Vi fik ham”, at amerikanske elitesoldater havde sporet sig frem til al-Qaedas leder, Osama bin Ladens, skjulested i byen Abbottabad i Pakistan og dræbt ham. Her befinder Obamas stab, herunder daværende udenrigsminister Hillary Clinton, sig i Det Hvide Hus’ Situation Room, hvor de op til bin Ladens død får de seneste meldinger fra de amerikanske elitesoldater. Billedet har været genstand for adskillige analyser, blandt andet fordi Hillary Clinton til højre i billedet er den eneste, der synes at være personligt berørt af, hvad der foregår. Drabet på bin Laden blev modtaget med jubel hos den amerikanske befolkning og var en stor personlig triumf for Obama. –
Den 1. maj 2011 meddelte Barack Obama med ordene ”Vi fik ham”, at amerikanske elitesoldater havde sporet sig frem til al-Qaedas leder, Osama bin Ladens, skjulested i byen Abbottabad i Pakistan og dræbt ham. Her befinder Obamas stab, herunder daværende udenrigsminister Hillary Clinton, sig i Det Hvide Hus’ Situation Room, hvor de op til bin Ladens død får de seneste meldinger fra de amerikanske elitesoldater. Billedet har været genstand for adskillige analyser, blandt andet fordi Hillary Clinton til højre i billedet er den eneste, der synes at være personligt berørt af, hvad der foregår. Drabet på bin Laden blev modtaget med jubel hos den amerikanske befolkning og var en stor personlig triumf for Obama. – Foto: Pete Souza/Polaris/Polfoto
Barack Obama og vicepræsident Joe Biden har kørt et tæt parløb på især den indenrigspolitiske scene. Så tæt at Obama i sin afskedstale i Chicago tidligere på ugen direkte henvendt til Biden kaldte ham en bror. Nu da Republikanerne vil omstøde sundhedsreformen Obamacare, som mange demokrater opfatter som Obamas største sejr, har Biden i et interview med CNN advaret dem med ordene ”omstød loven og se, hvad der så sker”. Her strækker de to ud efter en joggingtur rundt om Det Hvide Hus. –
Barack Obama og vicepræsident Joe Biden har kørt et tæt parløb på især den indenrigspolitiske scene. Så tæt at Obama i sin afskedstale i Chicago tidligere på ugen direkte henvendt til Biden kaldte ham en bror. Nu da Republikanerne vil omstøde sundhedsreformen Obamacare, som mange demokrater opfatter som Obamas største sejr, har Biden i et interview med CNN advaret dem med ordene ”omstød loven og se, hvad der så sker”. Her strækker de to ud efter en joggingtur rundt om Det Hvide Hus. – Foto: Pete Souza/Polaris/Polfoto