Jødiske samfund i en række europæiske lande slutter sig nu til den frygt for voksende antisemitisme, som danske jøder har givet udtryk for i forbindelse med flygtningestrømmen fra Nordafrika og Mellemøsten.
Bekymringen er udbredt blandt europæiske jøder, fortæller lederen af Konferencen af Europæiske Rabbinere, Pinchas Goldschmidt, der også er overrabbiner i Moskva.
”Når en ny migration kommer til Europa, er det vigtigt, at folk integreres fuldt ud og forstår værdierne i deres nye hjem. Der er en reel frygt for, at et mindretal af flygtningene tager værdier med sig, som er antisemitiske eller uforenelige med vestlige idealer. Det er uundgåeligt, at vi - mens vi hører beretninger om terrorister, der kommer til flygtningelejre og angriber europæiske hovedstæder - alle er udmattede af denne trussel,” siger han.
Som Kristeligt Dagblad skrev forleden, blev en jødisk mand for nylig overfaldet i Tyskland af to asylsøgere, der ved grænsen var blevet nægtet adgang til Danmark. De to flygtninge, den ene fra Syrien, råbte efter sigende ”jøde” på arabisk, væltede manden og løb med hans taske.
Hændelsen bidrager til en stigende frygt blandt jøder i flere europæiske lande, viser en rundringning til jødiske samfund.
”På den ene side er der det humanitære aspekt. Størstedelen af jøderne i Sverige har selv forældre eller bedsteforældre, som overlevede holocaust og fik et nyt hjem og et nyt liv i Sverige,” siger formand for Det Jødiske Centralråd i Sverige Lena Posner-Korosi:
”På den anden side ved vi, at mange flygtninge fra Mellemøsten har lært at hade jøder. Det er mildest talt problematisk.”
I Skandinavien har der de senere år været eksempler på antisemitiske demonstrationer. Ifølge den svenske avis Dagens Nyheter råbte demonstranter i Malmö i 2009 ”Hayber, Hayber ya Yahud” - en arabisk sang, som refererer til profeten Muhammeds massakre på den jødiske befolkning i byen Hayber i 629.
I Det Mosaiske Trossamfund i Oslo oplever man også flygtningestrømmen som et dilemma, fortæller formand Ervin Kohn. Den jødiske menighed ønsker at hjælpe nytilkomne muslimer og samlede for eksempel ind til en middag for muslimske menigheder i Oslo i forbindelse med sidste års muslimske eid-fest.
”Vi jøder har en flygtningehistorie, som er længere end de flestes. Vi ved, hvad resultatet af Evian-konferencen i 1938 førte til. Alle lande, så langt væk som Den Dominikanske Republik, lukkede deres grænser for jødiske flygtninge,” siger han med henvisning til en konference i Frankrig, hvor en lang række lande frabad sig at modtage jødiske flygtninge fra Nazityskland.
”Vi har derfor empati med syrerne, som er på flugt fra krig. Vi har empati med alle, som flygter fra forfølgelse. Samtidig er vi bevidste om den udbredte antisemitisme i den arabiske verden,” siger Kohn.
Det jødiske samfund i Tyskland oplever lignende bekymringer, idet ”mange af flygtningene kommer fra lande, hvor antisemitisme er en normal del af det daglige liv”, oplyser Jødernes Centralråd i Tyskland.
Cecilie Felicia Stokholm Banke, historiker og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, forstår godt bekymringen blandt jødiske samfund i Europa. De er alle sårbare, mener hun:
”Men det er klart, at man i Tyskland er mere opmærksom på problemet med antisemitisme på grund af holocaust og hele den historiske erfaring. Der er mindre tolerance over for negative holdninger til Israel og til jøder, og der er et stort apparat - herunder et uddannelsesapparat - som skal oplyse folk om, at antisemitiske holdninger ikke er i orden. Det er ikke det samme som, at Tyskland vil være bedre til at håndtere problemerne, hvis de opstår. Måske er næste skridt, at man begynder at undervise flygtninge i Danmark og resten af Skandinavien i, hvordan vi forholder os til jøder og antisemitisme.”
Antisemitiske holdninger forsvinder ikke automatisk, når flygtninge har boet her i en årrække, tilføjer hun:
”Noget tyder på, at visse små grupper blandt de palæstinensiske flygtninge, vi fik i 1980'erne, medbragte et syn på jøder og på holocaust, som ikke er i overensstemmelse med, hvad vi opfatter som i orden. Det er et begrænset fænomen, men stadig et problem, som man har bragt med sig, og som desværre har hængt ved.”