Jødiske ekstremister går til kamp mod julefejring i Israel

En demonstration ved et julemarked i Jerusalem er det seneste eksempel på, hvordan kirker i Israel møder modstand fra yderligtgående, jødiske grupper

Julestemningen i Jerusalem møder modstand fra den højreekstreme, jødiske gruppe Lehava. Her ses en palæstinensisk mand udklædt som julemand i Jerusalem i 2014.
Julestemningen i Jerusalem møder modstand fra den højreekstreme, jødiske gruppe Lehava. Her ses en palæstinensisk mand udklædt som julemand i Jerusalem i 2014. . Foto: Abir Sultan.

Julestemningen i Jerusalem møder modstand fra den højreekstreme, jødiske gruppe Lehava.

Da den kristne bevægelse YMCA holdt sin årlige julebasar i weekenden i centrum af Jerusalem, blev julegæsterne mødt af demonstranter fra Lehava, der råbte slagord om, at kristne bør forlade Israel, og at kristne ødelægger Israels jødiske sjæl.

”Vi mener, at ligesom araberne ikke vil lykkes med at besejre os med deres knivstikkerier, vil kristne heller ikke lykkes med at påvirke jødiske børn med gaver,” sagde gruppens leder, Bentzi Gopstein, til nyhedssiden Times of Israel med henvisning til, at jødiske børn også var velkomne til julearrangementet.

Lehava er især kendt for at bekæmpe ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. Deres medlemmer er berygtede for ofte at være voldelige over for arabere, og tidligere på ugen blev tre med tilknytning til Lehava idømt flere års fængsel for en brand på en flersproget skole i Jerusalem. Det er dog første gang, at gruppen går til kamp mod julearrangementer, understregede Bentzi Gopstein.

Demonstrationen er endnu et tilfælde af den modstand, som kirker i Israel oplever fra yderligtgående, nationalistiske jøder. I flere år har kirker og klostre både i Israel og på Vestbredden været plaget af hærværk og chikane fra ekstremistiske, jødiske grupper. Problemerne kulminerede i sommer, da der blev sat ild til kirken, der er bygget på det sted, hvor Jesus ifølge overleveringen udførte sit bespisningsunder.

Lehavas leder udtrykte efterfølgende sin støtte til at afbrænde kirker, hvilket førte til, at den katolske kirke i Israel anmeldte ham.

Der er flere forskellige yderligtgående, jødiske grupper, der er imod kristne i Israel, forklarer Schlomo Fischer, seniorforsker ved tænketanken Jewish People Policy Institute. Der er tale om relativt små grupper med få hundrede medlemmer. De har forskellige ideologier, men er fælles om modstand mod kristendom og ofte også islam.

”Siden middelalderen har der været bred enighed om, at man ikke kan sige, at kristendommen er afgudsdyrkelse ifølge jødisk lov. Men det er der visse ekstreme grupper, der ikke accepterer, og som mener, de kan finde jødisk belæg for deres kamp,” siger han.

Sommerens opsigtsvækkende brandattentat mod kirken for bespisningsunderet blev udført af en lille gruppe ekstremister, der ønskede at omstyrte hele det politisk system i Israel og erstatte det med et religiøst styre.

I tilfældet med Lehava ligger der en anden motivation bag protesten mod julemarkedet, siger Mordechai Kremnitzer, professor og vicepræsident ved tænketanken Israel Democracy Institute.

”Lehava er grundlæggende racister. Men selv racister forstår i dag, at de ikke bare kan optræde som rene racister. Derfor bruger de jødedommen til at legitimere deres sag,” siger han og forklarer, at når gruppen demonstrerer imod en julefejring, bunder det i et ønske om at komme til at fremstå som jødedommens forkæmpere. Men reelt er det en måde at pakke deres kamp imod arabere ind på.

Den israelske regering har flere gange udtrykt ønske om at få forbudt Lehava på grund af dens opfordring til vold.