Kampen om offerrollen. Den franske filosof Pascal Bruckner advarer modsproglige udglidninger i debatten om historiens store forbrydelser

BEGREBET ”ISLAMOFOBI” dukker regelmæssigt op i debatten, og får ofte den virkning, at der blokeres for kritik af islam. Den franske filosof Pascal Bruckner behandler denne medie-strategi i sit essay ”De forbyttede ofre”, som står at læse på det tyske netmagasin Perlentaucher.de.

Han fortæller, at ordet ”islamofobi” faktisk optræder første gang i 1910 i en rapport fra en medarbejder i det franske koloniministerium, der anbefaler støtte til islams udbredelse sydover i Afrika. Islam er nemlig ”en praktisk og føjelig religion”, mener han og tilføjer, at den også bedre kan antages af afrikanerne end kristendommen, som han betragter som ”for kompliceret, for abstrakt og for streng for negrenes enkle og materialistiske mentalitet”. Men først skal man overvinde en udtalt ”islamofobi” blandt de franske embedsmænd i Nordafrika, lyder det.

Derpå begraves ordet helt op til dette århundrede, hvor det nu pludselig er allestedsnærværende. Det benyttes med flid af OIC, Organisationen for Islamisk Samarbejde, og en række muslimske menneskerettighedsorganisationer i USA og Europa. Det breder sig sågar ind på universiteterne, hvor islamofobi-anklagen hindrer klassisk, akademisk diskussion. Således blev den franske middelalderhistoriker Sylvain Gouguenheim udsat for en kampagne, fordi han beskrev arabernes rolle ved overleveringen af antikkens viden til middelalderens Europa som mere beskeden, end det ofte fremføres i medierne.

Gougenheims pointe blev kaldt en krænkelse af de arabiske folk, og han beskyldtes for at tilhøre det yderste højre og være racist.

Det er kommet så vidt, at udsagn om en religion altså kan betegnes som racistiske, konstaterer Bruckner.

”Dette er et mysterium: forvandlingen af religion til race. Den fornyede inddeling af verden i racer er nok det mest forbløffende resultat af kampen mod diskriminering, som bliver ved med på ny at skabe den misere, som den ville befri sig fra. Vi antog ellers, at universelle religioner som islam eller kristendom omfatter mange folkeslag og ikke er etnisk afgrænsede. Men nu lader begrebet islamofobi et trossystem og dets troende smelte sammen.”

Det er jo sært, at ingen så taler om kristofobi, for de kristne fra Mellemøsten til Pakistan er jo ellers dagens virkelige forfulgte, ligefrem martyrer, bemærker Pascal Bruckner. Den forrygende skævhed afslører det taktiske i brugen af islamofobi-begrebet.

BEMÆRKELSESVÆRDIG ER TILLIGE mange islamiske organisationers tvetydige holdning til jødernes holocaust. Tvetydigheden udspringer ifølge forfatteren af samme offermentalitet, der fører islamofobi-klagerne i marken. Man vil på én gang forklejne jødernes holocaust og tilrane sig begrebet i dets fulde, tragiske symbolkraft. Der er tale om en debatform, der, med Bruckners ord, ikke anser holocaust som ”barbariets kulmination, men som en lejlighed til at udmærke sig selv ved ulykken og opnå evig hævd på immunitet”.

Sådan udmærkelse og immunitet ønsker man jaloux at føre over på sig selv. Andre end jøderne bør i denne logik tilkendes retten til at føre holocaust-begrebet i deres fane, for de fortjener det mere: palæstinensere, afrikanere, muslimer.

Generalsekretæren for det Muslimske Råd i Storbritannien, Sir Iqbal Sacranie, foreslog i 2006, at den årlige Holocaust Memorial Day omdøbtes til Genocide Memorial Day (Folkemords-mindedag), og udtalte i den forbindelse:

”Muslimer føler sig krænkede og udelukkede ved den kendsgerning, at deres liv ikke regnes af samme værd som dem, der gik tabt i holocaust.” Det gælder altså i debatten om at indtage jødernes plads som ofre, og samtidig - med en symmetrisk omvending - fremstille jøderne som vore dages nazister.

Begreber forvanskes, sproget bliver afpresningsmiddel. Hvordan skal man reagere på det? Man må ikke lade sig lokke til at fortrænge jødernes lidelser, siger Bruckner, og man skal anerkende muslimernes ret til vores respekt som indbyggere i de vestlige lande. Men den respekt skal fortjenes ved en utvetydig anerkendelse af vestlige love og et afkald på specielle rettigheder og særbehandling. Muslimer skal tillige skåne deres egne religiøse mindretal for forfølgelse og anerkende fri forskning i Koranen på vore vestlige læreanstalter.

Bruckner slutter sit lange essay:

”Religiøs forfølgelse af muslimer er naturligvis utilladelig og skal straffes. Men det på betingelse af, at dette også gælder for kristne, jøder, hinduer og buddhister i de muslimske lande. Skal islam få status af normalitet på vor grund, så skal den her have nøjagtig samme stilling som de øvrige religioner.”