Den nye våbenhvile blev underskrevet i Minsk, næsten et år efter at russiske tropper invaderede Krim-halvøen med maskerede ansigter og fjernede militære kendetegn. I mellemtiden er tusindvis af ukrainere blevet dræbt, og andre hundredtusinder er flygtninge i deres eget land.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har makuleret de regler, der har sikret fred i Europa og i meget af verden i tre generationer, fast besluttet som han er på med magt at genskabe fordums russisk/sovjetiske indflydelsessfære.
Mens Rusland gjorde sit til at undertvinge Ukraine, sad jeg selv fængslet uden meget håb om nogensinde at genvinde min frihed. Den tidligere præsident, Viktor Janukovitsjs, styre dansede til Kremls toner, og der måtte modet hos millioner af ukrainere til for at kræve min fængsling ophævet. Jeg fik min frihed med en bitter eftersmag, for samtidig begyndte krigen imod mit land.
Nu er lederne af Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine enedes om en ny køreplan for fred i vort land efter et helt års grusomheder, sabotage og løgnagtighed i en skala, vi ikke har været vidner til, siden nazisterne herskede i Europa. Jeg kan ikke andet end nære et grundløst håb om, at den nye aftale i Minsk vil bære frugt til forskel fra aftalen, der blev indgået samme sted i september 2014. Folket i Donbass bliver stadig bombarderet og holdt besat af russiske tropper og deres lokale medskyldige. Folket har fortjent at vende tilbage til det almindelige liv.
Og lige så vigtigt er det, at vore krigsfanger og gidsler får lov at vende hjem til deres familier nu. En lakmustest på, hvor forpligtet Kreml føler sig af Minsk-aftalen, er, om styret løslader Nadija Savtjenko, Ukraines første kvindelige jagerpilot. Savtjenko har sultestrejket i over to måneder i Rusland i protest mod den himmelråbende lovstridige fængsling af hende på anklager, som er endnu mere latterlige end dem, jeg selv sad fængslet for.
Selvfølgelig håber jeg, at den nye våbenhvile vil holde og bringe fred til Ukraine. Det er dog næppe sandsynligt, da aftalen ingen håndhævelsesmekanisme har i form af for eksempel automatisk udelukkelse af Rusland fra det internationale pengeoverførselssystem Swift i tilfælde af brud på aftalen.
Ukraine og landets partnere er nødt til at udvikle en klar strategi og handlingsplan, i tilfælde af at den nyeste af Minsk-aftalerne bliver skudt i sænk. Det bør omfatte forsyninger med dødbringende forsvarsudstyr til de ukrainske styrker, for styrke afskrækker, mens svaghed fremprovokerer. I et bredere perspektiv fortjener Ukraine trods den højspændte situation i landet en klar køreplan for sikkerhed væk fra den aktuelle gråzone og hen imod en euro-atlantisk fremtid. Vi har allerede betalt en høj pris for vores europæiske ambitioner, og det ville være urimeligt at vise os døren nu.
Hertil kommer, at hvis Ukraines partnere mener det alvorligt med at opretholde retssikkerheden, så bør Kremls ledere indklages for Den Internationale Straffedomstol i Haag for de utallige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som de russiske styrker har begået i Ukraine. Siden invasionen af Krim-halvøen for et år siden har Rusland gang på gang forbrudt sig alvorligt mod FN-charteret, en række internationale traktater og internationale humanitære normer.
Vi ukrainere har lært meget om os selv - og om Rusland og Europa - i løbet af dette år. Vi har fundet en ny og ubrydelig national enhed i vort lands lidelser.
Men det jordskælv, som Rusland udløste i Ukraine, har også afsløret farlige brudlinjer ned igennem Europa. Putin har i Ukraine fundet det perfekte middel til at forvirre og splitte Vesten.
I sandhed har vi i løbet af det seneste år i Ukraine set til med vantro, når Europa har fundet det svært at forholde sig til så åbenlyst et angreb. Havde det ikke været for nedskydningen af Malaysia Airlines Flight 17 over oprørernes territorium, hvor alle 298 ombordværende blev dræbt, er det tvivlsomt, om USA og EU nogensinde ville være blevet enige om økonomiske sanktioner mod Rusland.
Den første brudlinje, som Rusland har blotlagt, går ned gennem Europas tidligere østblok. Polen og de baltiske lande har konsekvent fordømt Ruslands handlinger og krævet et hårdt modsvar. Andre steder i regionen har landenes ledere imidlertid været hurtige til at undskylde den russiske invasion og annektering af Krim-halvøen eller til at hævde, at Rusland simpelthen er for stort til, at man kan gøre front mod landet.
Og så er der dannet sådan noget som en politisk femtekolonne i Europa: Kontinentets euroskeptiske partier til både venstre og højre holder Putins autoritære nationalisme frem som en model for den form for aliberalt styre, de gerne ser etableret, i fald EU går i opløsning.
Faktisk finansierer Kreml mange af disse partier. Lenin sagde engang, at kapitalisterne vil sælge os det reb, som vi vil hænge dem med. Nu lader det til, at de europæiske regeringer er villige til at lade Putin købe de stemmer, som han vil ødelægge EU med.
Der er også andre Kreml-støtter. Iblandt dem er akademikere, der som sovjet-apologeter ser en chance for genoprejsning 25 år efter Sovjetunionens sammenbrud. Og nu, hvor opinionsundersøgelser viser, at et betragteligt mindretal af europæerne er på linje med Putins retorik, synes hans strategi med at splitte EU og Nato at gøre reelle fremskridt.
Lad mig gøre det klart: Den ultimative prøvelse, som vil vise, om den europæiske og den transatlantiske enhed kan vare ved, bliver ikke konfrontationen med Grækenland, men hvad der sker i Ukraine. Brudlinjerne, der går fra Ukraine, underminerer de værdier, som har opretholdt Europas fred og velstand siden krigens tid. Lykkes det ikke at forsvare disse værdier i Ukraine, vil de falde fra hinanden også langt uden for vore grænser.