Katastrofe slår bunden ud af Nepals sundheds-væsen

Weekendens store jordskælv i Nepal har blotlagt hospitalernes miserable tilstand i det fattige land, hvor det enorme antal sårede bliver mødt af begrænsede midler og utilstrækkeligt personale.

De 28 millioner nepalesere har blot 2,1 læge og 50 hospitalssenge for hver titusind indbygger ifølge en WHO-rapport fra 2011.

De dårlige forhold forværrer den humanitære krise, som det værste jordskælv i landet i otte årtier har udløst. I aftes var dødstallet efter jordskælvet steget til over 4000, og antallet af kvæstede opgjort til over 7500.

Men langt flere mennesker frygtes fanget i ruiner rundt om i landet. Indtil videre er mange af de alvorligt sårede i hovedstaden, Kathmandu, blevet transporteret til Bir Hospitalets traumecenter, som åbnede i februar i år med 200 sengepladser.

Læger fortæller, at der er brug for over tusinde ekstra sengepladser for at kunne behandle patienterne.

”Jordskælvet har afsløret, at infrastrukturen på Nepals bedste offentlige hospital er faldet fra hinanden, netop som stedet skulle tage sig af flere mennesker i en fart,” siger Sarvendra Moongla, en af hospitalets kirurger.

Stærkt tilskadekomne er blevet lagt på hospitalets støvede marmorgulve. Hundredvis af andre patienter ligger på jorden uden for hospitalet under telte, mens de pårørende kæmper med at skaffe dem mad og drikkevand.

Mange patienter er udskrevet før tid for at få plads til de sårede. Lægerne har flyttet patienter i kørestole og sårede overlevende til en legeplads over for hospitalet.

Uden for hovedstadens lægefaktultet sidder 20-årige Khile Sherpa og venter på behandling. Hans højre øje er flænset, og det halve af ansigtet er dækket af en bandage. Han blev evakueret fra en teltlejr på Mount Everest, hvor mindst 17 bjergbestigere meldes dræbt.