Attentatet på satirebladet Charlie Hebdo i Paris i sidste uge er utilgiveligt. Men den vestlige furore over islamistiske ekstremisters blodige bersærkergang i bladets redaktionslokaler skygger for en vigtig diskussion af forholdet mellem ytringsfrihed og moral.
Det siger en af USA's førende konservative meningsdannere, Bill Donohue, der er formand for den New York-baserede højrekristne interessegruppe Catholic League (Katolske Liga), i et interview med Kristeligt Dagblad.
”Alle har en juridisk ret til at fornærme min eller din religion, men ingen har den moralske ret til det. Vi er nødt til at have denne diskussion side om side med diskussionen om, hvad vi skal gøre med muslimske barbarer, der dræber, fordi de er fornærmede. Drab som reaktion på en krænkelse må fordømmes utvetydigt. Men vi bør heller ikke tolerere den type intolerance, der fremprovokerede denne voldelige reaktion,” siger han.
De, der ukritisk forsvarer Charlie Hebdos ret til at krænke muslimer og andre troende, misforstår ifølge Bill Donohue ytringsfrihedens principper.
”Formålet med ytringsfrihed er ikke at sikre retten til forsætligt og vedvarende at krænke troende mennesker med sjofelheder. Formålet med ytringsfrihed er politisk debat. Den eksisterer for at beskytte mænd og kvinders ret til at være enige eller uenige om, hvordan 'det gode samfund' skal indrettes,” siger han.
Bill Donohue henviser til en af den amerikanske forfatnings penneførere, præsident James Madison, der i 1788 skrev: ”Frihed kan trues af misbrug af frihed såvel som af misbrug af magt.”
”De franske tegnere er ikke forkæmpere for frihed. Det forholder sig snarere modsat: Deres obskøne skildring af religiøse figurer repræsenterer et misbrug af frihed,” siger han.
Det er ”beklageligt”, at Charlie Hebdos udgiver, Stéphane Chabonnier, ikke forstod den rolle, han spillede i sin egen tragiske død, fremfører Bill Donohue:
”Chabonnier sagde, at profeten Mohammed ikke er 'hellig' for ham. Muhammed er heller ikke hellig for mig, men jeg kunne aldrig drømme om med fuldt overlæg at fornærme muslimer ved at rakke ned på deres profet. Jeg har intet imod humor, der går til grænsen, men der findes sjofelheder, der er vanskelige at forsvare. De, der arbejder på dette blad, har en lang og modbydelig tradition for at gå skridtet videre end blot latterliggørelse af offentlige personer, og det gælder især deres behandling af religiøse figurer.”
Bill Donohue henviser til, at Charlie Hebdo har trykt billeder af eksempelvis onanerende katolske nonner, paver iført kondom og profeten Muhammed i pornografiske stillinger.
”Det centrale problem med både muslimske ekstremister og uansvarlige kunstnere er, at ingen af dem besidder beherskelsens dyd. Gjorde de det, ville de ikke opføre sig som barbarer og uansvarlige libertinere,” siger han.
Bill Donohue afviser, at han med sine udtalelser direkte eller indirekte placerer skylden hos ofrene for massakren i Paris:
”Jeg gør blot en iagttagelse. Der er en forskel på at forklare og at retfærdiggøre. Var Charlie Hebdos udgiver og bladets tegnere ikke konsekvent gået efter muslimer på uanstændig vis, ville de være i live i dag. Det er en kendsgerning, som vi er nødt til at tale om.”
Problemet er, at debatten om ytringsfrihed og om truslen fra den politiske islam domineres af ekstremerne på begge sider af det politiske spektrum, fremfører Bill Donohue.
”Dem på venstrefløjen påkalder sig retten til at gøre præcis, som de ønsker. Der er ingen forståelse for konceptet om, at noget kan ramme under bæltestedet. Højrefløjen er lige så vanvittig. Her er hadet mod muslimer så stort, at der intet klarsyn er. Jeg plæderer for, at vi alle tager en dyb indånding og tænker over, hvordan vi begynder at respektere hinanden. Vi lever lige nu i en enten-eller verden uden plads til nuancer,” siger han.
Bill Donohue, der er en hyppig gæst i amerikansk tv og radio, er en fremtrædende og ofte polariserende figur i USA, og han har flere gange selv været sagsøgt for æresfornærmelse. Det, siger han, giver ham en særlig indsigt i betydningen af ytringsfrihed.
”Jeg ville selv acceptere enhver krænkelse eller forhånelse, før jeg ville acceptere, at staten skulle intervenere og begrænse vores ytringsfrihed. Jeg mener, at ord skal bekæmpes med ord. Men vi taler for lidt om selvbeherskelse og almindelig pli. Vi skal leve sammen side om side, så hvorfor skulle vi gang på gang forsætligt krænke hinanden?”, spørger Bill Donohue.
Selvcensur er ”en positiv evne”, uddyber han.
”Vi har et personligt ansvar for at trække vores egne grænser hver dag. Hvis vi ingen selvcensur havde, ville samfundets sociale sammenhængskraft erodere, og folk ville begynde at kræve, at staten trådte til med censurlove. Bare se på Weimarrepublikken i 1920'ernes Tyskland, hvor den moralske armod fik folket til at kræve orden, hvilket åbnede for nazisternes fremmarch. For at holde staten på afstand, er vi nødt til at udvise selvbeherskelse. Hvis ikke, er vi i vanskeligheder i Vesten, og jeg tror desværre, at vi allerede har passeret det kritiske punkt,” siger han.