Kendt tyrkisk forfatter: Sameksistensens kultur er ophørt

Den tyrkiske forfatter Elif Shafak mener, at hendes hjemland er splittet som aldrig før, og at fornuften er gået tabt forud for nyvalget om halvanden uge

”Det, vi oplever nu, er et helt nyt stadium i Tyrkiets politiske og sociale historie,” siger Elif Shafak.
”Det, vi oplever nu, er et helt nyt stadium i Tyrkiets politiske og sociale historie,” siger Elif Shafak. . Foto: Guillem Lopez/Scanpix.

Den tyrkiske forfatter og skribent Elif Shafak, der har skrevet en række prisbelønnede bøger, heriblandt ”Bastarden fra Istanbul” og ”Ære” (Det brogede bibliotek), er en af sit lands mest succesrige forfattere. Hun pendler mellem London og Istanbul og ser på udviklingen i Tyrkiet med bekymring.

Global Viewpoint har talt med Elif Shafak om demokratiets krise og polariseringen i Tyrkiet efter forrige weekends selvmordsbombeangreb, som kostede over 100 mennesker livet, og forud for nyvalget den 1. november.

Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk har sagt om Tyrkiet, at det har to sjæle: en sekulær og en religiøs, en moderne og en traditionel. To sjæle, som blandes i et og samme samfund og ofte endda i det enkelte mennesker. Det er sådan, folk virkelig er, har han sagt.

Som forfatter har Elif Shafak også skrevet om det kosmopolitiske og om hybride identiteter. Nu står Tyrkiets to sjæle splittet som aldrig før. Demokratiet og den modernisering nedefra, der var trådt i stedet for statsgrundlæggeren Kemal Atatürks diktatoriske modernisering ovenfra, har ikke alene givet præsident Recep Tayyip Erdogans islamistiske parti AKP magten ved at åbne for indflydelse fra de konservative landområder i Anatolien og sende militæret tilbage i barakkerne. De har tillige ladet en vifte af anderledes vælgergrupper trives: sekulære unge, feminister, kurdere og homoseksuelle eksempelvis.

Disse vælgergrupper viste ved det seneste valg i juni deres styrke, da de nægtede Erdogan det parlamentariske flertal, hvilket nu har udløst nyvalget.

Hvad er årsagen til spliden mellem landets to sjæle, som engang formåede at eksistere side om side?

”Det, vi oplever nu, er et helt nyt stadium i Tyrkiets politiske og sociale historie. Jorden under vore fødder er krakeleret. Den tiltagende turbulens i Tyrkiets indenrigspolitik er smeltet sammen med ustabiliteten i de internationale forhold og da særligt det, som sker i Mellemøsten. Så farlig en fusion af ballade indenlands og udenlands har vi aldrig haft forud. Så jeg mener ikke, at den klassiske dualitet mellem øst og vest, tradition og modernitet, konservativ og kemalistisk rækker til at forklare det aktuelle drama. Det, der foregår, er mere komplekst end som så.”

”Spaltningen er kulturel og politisk. Det er et tab af den fælles fornuft. En udhuling af indfølelsesevnen. Og derfor også en underminering af sameksistensens kultur. Jeg stiller mig kritisk over for en række ting, men især stiller jeg mig kritisk over for regeringen, fordi den har fjernet sig selv fra halvdelen af samfundet og måske mere til. I stedet for at bruge et roligt og konstruktivt sprog til at bygge bro og indgå kompromiser har regeringen alt for længe gjort brug af opflammende retorik og peget fingre ad de andre. Kløfterne i det tyrkiske samfund er i dag så dybe og så brede, at det bliver umådeligt svært at bygge bro over dem på kort sigt.”

Hvordan kan dette heles over tid?

”Tit og ofte ligger løsningen skjult i problemet. Vi må betragte problemet fra en anden vinkel. Vi må forstå den samfundsmæssige psykologi bag begivenhederne, for alt for ofte lader folk - især i Tyrkiet - sig styre af deres følelser frem for af principper og ideologier. Bølgerne går højt i Tyrkiet for tiden. Ligesom med de russiske matrjosjka-dukker har enhver undertrykt det med at indeholde eller føde en ny undertrykker i det lange løb. Det er problemets kerne.”

”Godt nok har vi stemmeurner, men vi har ikke kultur for demokrati, hvilket kræver en adskillelse af magten og lovens ord - og vigtigst af alt: respekt for meningsforskelle. Den eneste måde at hele det på er ved at styrke det pluralistiske demokrati. Hvis demokratiet bliver indskrænket yderligere - sådan som jeg frygter - så vil sumpen stikke dybere, og vi vil ryge ind i en voldsspiral af konflikt og hævn. Øje for øje. Det er meget skræmmende.”

”En del af problemet er folks fejlagtige tendens til at gøre sig selv til ofre. De konservative oplevede, at de var blevet bragt til tavshed i de seneste årtier; om det så er sandt eller ej, er en anden debat, men det er, hvad de tror på. Efter at de kom til magten, begyndte de til gengæld selv at bringe andre til tavshed: kurderne, hæren, kvinderne, de seksuelle mindretal, journalisterne og andre. Men chokerende nok mener mange fra regeringspartiet stadig selv, at det er dem, der er ofre. Det fremgår, når man taler med dem. Hvordan kan en regering, der har siddet ved magten i 13 år og har taget monopol på magten, stadig have en offerpsykologi? Hvordan kan de tro, at de er omgivet af fjender til alle sider? Men det tror de vitterligt.”

”Tyrkiet sidder fast i hængedyndet, fordi de magtfulde føler sig skrøbelige. De, der har kontrollen, agerer, som kunne de når som helst miste den. Derfor er ingen villige til at slippe magten. Ingen vil gå på kompromis.”

”Jeg er pessimist, når jeg betragter det mandsdominerede politiske system og dets politikere. Men jeg bliver altid håbefuld, når jeg i stedet fokuserer på menneskene. Tyrkiet er ikke noget typisk muslimsk land. Det har et robust civilsamfund og forholdsvis lang erfaring med vestligt demokrati. Der vil komme en bedre fremtid; men vejen dertil bliver ujævn og brutal.”