Kenya fastholder mænds ret til polygami

Ny kenyansk lov vil stille kvinder endnu dårligere

En ny lov vil tillade kenyanske mænd at have mere end en hustru, mens kvinderne kun må have en ægtemand. Loven afventer præsident Uhuru Kenyattas underskrift. Arkivfoto af en gade i Kenyas hovedstad, Nairobi.
En ny lov vil tillade kenyanske mænd at have mere end en hustru, mens kvinderne kun må have en ægtemand. Loven afventer præsident Uhuru Kenyattas underskrift. Arkivfoto af en gade i Kenyas hovedstad, Nairobi. Foto: Walter Zerla/.

Kenyas kvindegrupper raser, og kvinderne i det kenyanske parlament udvandrede i protest, da landets nye ægteskabslovgivning blev vedtaget sent torsdag i sidste uge. Loven giver Kenyas mænd lov til at gifte sig med så mange kvinder, de ønsker, og blev vedtaget efter en hidsig forudgående debat mellem de mandlige og kvindelige parlamentsmedlemmer.

Debatten handlede om landets traditionelle ægteskaber, der indgås ved udveksling af en brudepris, men hverken involverer kirke eller rådhus og om, hvorvidt en kenyansk kvinde har ret til at få at vide, når hendes ægtemand tager sig yderligere en hustru eller flere.

Kvindernes jubel var ellers stor, da den oprindelige udgave af lovforslaget blev fremsat sidste år. Det gjorde det obligatorisk for en kenyansk mand at indhente skriftligt samtykke fra sine hustruer på, at de kendte til hinandens eksistens.

LÆS OGSÅ: Afrikansk homofobi: Kirkerne er i bevægelse

I dag er det langtfra altid tilfældet, og i værste fald opdager den kenyanske kvinde først sin med-hustru eller med-hustruer, når manden dør, og arven skal fordeles. Én hustru og ét hold børn arver oftest manden, og det har stillet andre efterladte børn og hustruer svagt, fordi de risikerer at blive smidt på porten af svigerfamilien eller den arveberettigede med-hustru.

Det er netop paragraffen om kvindernes ret til at kende til hinandens eksistens, der deler vandene.

Parlamentsmedlem Samuel Chepkonga understregede, at en kenyansk kvinde, der gifter sig på traditionel vis, må være indforstået med, at hendes ægteskab er åbent for polygami.

Ifølge traditionel lov behøver kvinder, du har giftet dig med, ikke at få at vide, hvornår du tager dig en hustru mere, sagde han under debatten.

Det er underviser i jura på Nairobi Universitet og medforfatter til den oprindelige udgave af den nye ægteskabslov Nancy Baraza uenig i. Ifølge hende indebærer afrikanske ægteskabstraditioner, at en ægtemand konsulterer sin første hustru, før han tager en hustru mere.

I mange tilfælde var det den første hustru, der fandt frem til hustru nummer to. Hvad, vi forsøger, er at bibeholde hustruens værdighed (...), men den måde, debatten fandt sted på i parlamentet, afspejler vores samfunds holdning til kvinder, siger hun til den kenyanske avis The East African.

Loven afventer nu kun præsident, Uhuru Kenyattas, underskrift for at træde i kraft, og når den gør det, er Kenyas kvinder dårligere stillet end mændene, indvender kritikere af loven. Kenyanske kvinder må kun have en mand.