De bekender sig til islam og spiser ikke svinekød, men ellers er de meget som os kinesere.
Sådan lyder forklaringen under et besøg i Beijings ældste og største moské, Oksegad-moskéen. Den kinesiske guide gør sit bedste for at forklare, hvordan det hele hænger sammen, om end set med kinesiske øjne.
Moskéen er centrum for hui'erne, der ud over at være muslimer, er et af de største etniske mindretal i Kina. Hui-muslimerne er efterkommere af arabiske handelsfolk, der via Silkevejen bragte den muslimske tro til Kina. Gennem århundrederne er hui'erne blevet blandet så grundigt med han-kineserne, at det i dag kan være svært at se forskel hvis det da ikke var for den lille, hvide kalot, som mændene bærer, eller de lette slør, der som regel dækker kvindernes hår.
Hui-muslimerne er så velintegrerede, at de taler kinesisk, fremhæver guiden. Til gengæld forholder det sig anderledes med Kinas andet muslimske mindretal, uighurerne i Xinjiang i Vestkina, forstår man. Uighurerne taler et tyrkisk-lignende sprog, og de er af centralasiatisk afstamning med "blå øjne og store næser", som han siger.
Så skulle det være på plads, og vi kan begive os ind i Oksegade-moskéen, hvor hr. Wei, også hui og medlem af Beijings Muslimske Forening, stolt viser rundt i det nyrenoverede område. Regeringen har postet 20 millioner yuan (cirka 14 millioner kroner) i moskéen, og der lugter stadig af maling. Alt sammen til ære for de mange muslimske gæster, der vil komme til Beijing under De Olympiske Lege i august og skal have et sted at bede.
Som for at understrege hui'ernes velintegrerede status er moskéen en blanding af kinesisk og islamisk arkitektur. Kinesernes forkærlighed for stærke farver træder tydeligt frem i de mange nymalede, røde søjler og blå stolper i den store bedehal, mens det islamiske islæt kan ses i smukt udskårne vinduer med arabiske tegn.
Hr. Wei fremviser det nyrenoverede Månetårn, der tidligere var den højeste bygning i hele området. I dag er det udkonkurreret af højhuse hele vejen rundt. I toppen er der en rød lampe til brug under ramadanen, den muslimske faste. Hr. Wei kan huske, at han som barn sad i gården sammen med de andre børn og utålmodigt stirrede op på lampen. Først når den begyndte at lyse ved solnedgang, måtte de få noget at spise. En anden barndomserindring står endnu tydeligere. Den er fra kulturrevolutionens start i 1966, da moskéen blev lukket, og alle imamer slæbt ud på gaden og ydmyget.
Min bedstefar var imam, og han fik skægget klippet af, fortæller hr. Wei og ler nervøst.
Men nu er det anderledes, og vi har igen fuld frihed til at dyrke vores religion, tilføjer han.
Der er religionsfrihed i Kina, og alle etniske minoriteter lever i harmoni med hinanden og det store flertal af han-kinesere. Sådan lyder den officielle kinesiske linje. De kinesiske ledere omtaler også ofte religion i positive vendinger og siger, at religion kan være med til at fremme det harmoniske samfund. Men som den seneste Tibet-opstand viser, kan det modsatte også være tilfældet. Når religionen ikke indordner sig under statslig styring og kontrol, opstår konflikten, især i grænseområderne.
I Tibet satte buddhistiske munke sig i spidsen for de demonstrationer, der senere udviklede sig til et voldeligt oprør vendt mod kinesere og kinesiske besiddelser. Også hui-muslimer, der er rejst til Lhasa for at drive forretninger, blev ofre for vreden. Det blev den største udfordring til det kinesiske styre i årtier.
Det, som munkene i første omgang protesterede mod, var blandt andet den stramme religiøse styring. At de er tvunget til at bruge timevis på den såkaldte "patriotiske uddannelse", hvor de skal terpe kommunistpartiets version af historien. De skal sværge troskab til den kinesiske stat, og det vil sige til kommunistpartiet, da parti og stat er det samme i Kina. Og de skal fordømme Dalai Lama, tibetanernes åndelige overhoved.
Det er det kinesiske kommunistparti, der styrer vores klostre, konstaterede Lodi Gyari, repræsentant for Dalai Lama, under en nylig høring i den amerikanske kongres.
I naboprovinsen Xinjiang minder problemerne meget om dem i Tibet, men her handler det om det føromtalte muslimske mindretal, uighurerne. De har ikke en karismatisk eksilleder som Dalai Lama, og som muslimer har de svært ved at få samme internationale opmærksomhed som tibetanerne.
Mens fokus var på situationen i Tibet, druknede rapporter om lignende protester i Xinjiang. Blandt andet i byen Hotan, hvor hundredvis af kvinder ifølge rapporterne gik på gaden i protest, fordi en uighursk forretningsmand var død under en varetægtsfængsling. Men kvinderne demonstrerede tilsyneladende også mod et kinesisk dekret, der forbyder dem at bære slør på arbejdet. Kina har slået hårdt ned på al uro i Xinjiang og afviser det som separatisme og terrorisme, hvilket er det samme i centralregeringens retorik. I de seneste uger har der været mange påstande om planlagte terrorangreb mod OL, og myndighederne har arresteret et stort, men ukendt antal uighurer.
Problemerne i yderområderne handler ikke bare om manglende religiøs frihed, men også om etnisk undertrykkelse. De etniske mindretal føler sig pressede af de mange tilflyttende kinesere, der ligesom den kinesiske centralregering ofte behandler dem på en bedrevidende og nedladende måde. Kina har hældt milliarder af kroner i udviklingen af både Tibet og Xinjiang, men når lokalbefolkningen så gør oprør, anser kineserne dem for at være nogle utaknemmelige skarn.
En højtuddannet tibetansk kvinde skrev for nylig på internettet, at hun aldrig havde lært sit eget sprog, men kun kinesisk i skolen. Hun fortalte også, at hun under en jobsamtale af den kinesiske arbejdsgiver var blevet spurgt, om det virkelig var rigtigt, at tibetanerne kun vasker sig to gange om året? Nogenlunde samme syn har kineserne på uighurerne:
De har ingen kultur, og de forsøger ikke at forbedre sig ved at studere hårdt. De fleste forretningsdrivende vil ikke ansætte dem og vælger i stedet kinesere. Deres religion, islam, er ikke noget værd. Den fylder deres hoveder med vrøvl, siger en kinesisk tilflytter i Xinjiang til nyhedsbureauet AP.
Oksegade Moskéen i Beijing ligger langt fra disse urolige områder, og hr. Wei undgår omhyggeligt at komme ind på Tibet og Xinjiang. Det skinner dog igennem, at han ikke har meget til, overs for de oprørske uighurer. Derimod er hr. Wei behørigt taknemmelig for de mange millioner, som regeringen har givet til moskéen, og han glæder sig til at vise den frem til OL-gæsterne.
Han låser døren op til noget af det helligste i moskéen, biblioteket, hvor gamle håndskrevne koraner er udstillet. Her er også billeder af mange fornemme udenlandske gæster, herunder Irans tidligere præsident, saudiarabiske prinser og endda den amerikanske bokser Muhammed Ali.
På en fremtrædende plads står en tavle med et kejserligt edikt fra Qing-dynastiets tid. I slutningen af 1600-tallet var der rygter om, at muslimerne pønsede på at gøre oprør. Kejser Kangxi tog selv på inspektionstur til Oksegade-moskéen, men fandt ingen beviser på en sammensværgelse. Derefter skrev han den kejserlige forordning, der advarede om, at alle "rygtesmede vil blive straffet med døden".
Både hr. Wei og den kinesiske guide fremhæver dette som et eksempel på, at Kinas kejsere gennem tiderne har beskyttet muslimerne.
bundgaard@kristeligt-dagblad.dk
