Kina lukker for dansk præst

I sidste øjeblik må planerne om en dansk præst og kirke i Shanghai droppes. Kinas myndigheder siger nej, fordi de frygter, at det skal åbne en sprække i deres afvisning af udenlandske præster

shanghai, kina, by, skyskrabere. -
Shanghai, kina, by, skyskrabere. - . Foto: stock.xchng.

Flere års arbejde med at få en dansk præst til Kina og dermed genetablere den danske kirke i Shanghai er mislykkedes. Kina har sat hælene i og afvist en ansøgning om at lade den danske præst arbejde i landet med fast base i Shanghai.

Afslaget kommer som en stor skuffelse og overraskelse ikke mindst for Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, der allerede havde fundet midlerne og ansat en præst. Planen var, at vedkommende skulle begynde på sin nye post fra august i år, oplyser Margith Pedersen, der er generalsekretær i DSUK.

Da Kina officielt ikke tillader, at udenlandske kirker slår sig ned i landet, havde man fra dansk side arbejdet med en alternativ model: Præsten skulle være tilknyttet det danske generalkonsulat i Shanghai og ambassaden i Beijing med titel af socialattaché. Der blev dog ikke lagt skjul på, at hovedopgaven var at fungere som præst for den voksende danske koloni i Kina. Desuden skulle præsten betjene danske søfolk og stå til rådighed for nødstedte danske turister i Kina. Danskerne har spillet med åbne kort i forventning om, at en godkendelse var på vej.

Vi modtog oprindeligt positive signaler fra kinesisk side, men nu er budskabet desværre et andet. Kineserne siger, at de aldrig tidligere har givet tilladelse til, at en udlænding med diplomatisk status arbejder som præst. Hvis de siger ja til Danmark, skal de også sige ja til andre lande, kristne såvel som ikke-kristne. Det tør de ikke åbne for, siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der er Danmarks ambassadør i Kina.

Vi er selvfølgelig overraskede og kede af, at det alligevel ikke er muligt, tilføjer han.

Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger hænger afslaget også sammen med en generel stramning i forbindelse med OL i august. Det, der før OL kunne lade sig gøre ved hjælp af lidt fleksibilitet, kan nu ikke lade sig gøre. Koncerter og andre arrangementer, der længe har været planlagt, er blevet aflyst. Også på det religiøse område er der blevet strammet, og iagttagere har blandt andet bidt mærke i, at der siden OL har været larmende tavshed om det ellers begyndende tøbrud mellem Kina og Vatikanet.

For de mange danskere, der arbejder og er bosat i Kina, kommer afslaget som en stor skuffelse. Ambassaden skønner, at der nu bor 3000-4000 danskere i hele Kina, inklusive Hongkong. Alene i Shanghai-området er der omkring 1000 danskere, mens tallet for Beijing er mindst 400. I begge byer har danskerne oprettet kirkekomiteer, der har lagt et stort arbejde i forberedelserne til, at den danske præst skulle ankomme.

Nu bliver det ikke til noget, og Danmark må nøjes med at se tilbage på årene 1927-1933, da man havde en dansk præst og kirke i Shanghai. I stedet har der i mange år været en dansk sømandskirke i den tidligere britiske kronkoloni Hongkong, og i de senere år har præsten også betjent det kinesiske fastland. Det bliver formentlig den model, man nu vil arbejde videre med.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk

LEDER SIDE 10