Kinas store spring fremad - i Afrika

Verdens folkerigeste nation har vundet stort indpas i Afrika.

Lande har ikke venner, de har interesser.
Abdoulaye Wade, Senegals præsident, i et brev til Taiwan, hvor han forklarer sin beslutning om at droppe Taiwan for at alliere Senegal med Kina, 2005
Det 21. århundrede er århundredet, hvor Kina skal lede verden. Og når I leder verden, ønsker vi at være lige bag jer. Når I rejser til månen, vil vi ikke blive ladt tilbage.
Olusegun Obasanjo, Nigerias præsident,til Kinas præsident Hu Jintao i Lagos, 2006
Vi ved, at konkurrencen om kineserne er hård. Derfor skal vi stramme os an for at tiltrække dem. Mens alle tilbyder vanilje-creme, skal vi tilbyde chokoladesauce. Vi forsøger at være så fleksible og sensitive over for dem, som det er praktisk muligt.
Felix Mutati, Zambias handelsminister, 2011
Vi har et ordsprog: Hvor der er mennesker, er der kinesere, og er der kinesere, er der også en kinesisk restaurant.
Zhang Qingyang, Kinas generalkonsul i Sydsudan om hovedstaden, Jubas, mange nye kinesiske restauranter og hoteller, 2009
Kineserne kommer med det, Afrika har brug for: investeringer og penge til stater og virksomheder. Kina investerer i infrastruktur og bygger veje - Vestens engagement har ikke flyttet Afrika fremad.
Paul Kagame,Rwandas præsident, 2009
Vi er ikke længere nødt til uden videre at underskrive, hvad der bliver lagt foran vores næser. Nu har vi alternativer, og det er til vores fordel.
Rob Davies, Sydafrikas handelsminister, om, hvorfor Kina og den deraf øgede konkurrence om indflydelse i Afrika er godt, 2011
Den kinesiske regering hjælper tanzanierne, den hjælper ikke mig.
En af de hundredvis af kinesiske handelsfolk i Tanzanias største by, Dar es Salaam, 2010. Fler-tallet af små kinesiske handelsfolk og butiksejere i afrika klager over, at de ingen hjælp får fra Kina
Afrika har mindst en tredjedel af verdens råstoffer - råstoffer, som Kina har brug for, i takt med at dets produktionsøkonomi vokser. Og når man ved det, forstår man også, hvorfor Kina har så travlt med at bygge veje, havne og jernbaner over hele Afrika.
Martyn Davies, direktør for China Africa Network ved University of Pretoria, 2010

Omkring en million kinesere er flyttet til Afrika de seneste 10 år. Og dagligt søsættes nye store kinesiske projekter hen over det afrikanske kontinent.Kinas fordele er indlysende - og meget tyder på, at de afrikanske lande også har gavn af samarbejdet

Vægmalerierne siger mere end mange ord: billeder af små kinesiske mænd med tropehjelme, der forsøger at ride på en mægtig afrikansk elefant.

Sådan har kineserne valgt at udsmykke indgangen til den nyåbnede kinesiske skole i Zambias hovedstad, Lusaka. Et billede på kineserne i Afrika, der er til at tage og føle på.

”Kung fu-hold hver weekend - kom og deltag”, lokker et opslag, når man kommer indenfor i Chinese International School, der kombinerer sprogskole og børnehave. På reolerne står der lærebøger i kinesisk: ”Chinese Paradise - the Fun Way to Learn Chinese” og ”Monkey King Chinese”.

Her tager ambitiøse zambiske embedsmænd og forretningsfolk timer i mandarin. Det gælder for eksempel fire embedsmænd fra præsidentens kontor og 17 ansatte i Zambias nationalbank.

Fremadstræbende zambiske forældre sender deres poder i den kinesiske børnehave, så de er sikret den bedste start på tilværelsen i et land, hvor det er Bank of China, der ønsker gæsterne velkommen, når de ankommer i Lusaka International Airport.

Og hvor de kinesiske forretninger er blevet så omfattende, at samme banks filial i Lusaka er begyndt at håndtere ind- og udbetalinger i den kinesiske valuta yuan.

Med sin undergrund, der bugner af kobber og kobolt, er Zambia en lille, men vigtig strækning på ”Den Afrikanske Silkevej”, som den tidligere økonomiske Afrika-rådgiver i Verdensbanken Harry G. Broadman har døbt Kinas voksende og vidtforgrenede handelsruter ind i Afrika.

Denne nye silkevej dækker over strømmen af metaller, olie, mineraler, tømmer og landbrugsvarer, der løber hen over Afrika og skibes ud fra havne langs Afrikas østkyst: Mombasa, Dar es Salaam, Beira og Durban - og videre til Kina. Hvis de da ikke blot sælges til højestbydende på verdensmarkedet. Kinesernes langsigtede mål er at åbne de centrale dele af Afrika. Hvorfor man har udviklet en strategi, der handler om at begrænse den nord-sydgående strøm af mineraler for til gengæld at etablere transportveje på tværs af Afrika. Dermed mister Sydafrika rollen som privilegeret flaskehals for det mægtige kontinent.

Men strømmen går også den modsatte vej.

Man regner med, at omkring en million kinesere er flyttet til Afrika de seneste 10 år. Og dagligt søsættes nye store kinesiske projekter hen over det afrikanske kontinent:

I Gabon er kinesere ved at etablere, hvad der kan blive verdens største jernmine med anslået en milliard tons uudnyttet jernmalm.

I Senegals hovedstad, Dakar, er et Chinatown med flere tusinde kinesiske handelsfolk skudt op på kort tid. Og der er anlagt nye, prangende kinesisk-byggede nationalstadioner i lande som Tanzania, Zambia og Ghana; i Senegal er der bygget en ”venskabsbro” til 90 millioner dollars; i Mali et funklende nyt præsidentpalads. Og Liberia, hvor embedsmænd får tilbudt gratis undervisning i mandarin, har netop fået sin første kinesisk-sprogede radiostation.

Lige midt i Afrikas ressourcesvulmende hjerte i DR Congo er kineserne i gang med at etablere nye miner, 2800 kilometer jernbane, 3200 kilometer veje, flere hundrede klinikker, hospitaler og skoler og to nye universiteter i bytte for næsten 11 millioner tons kobber og 620.000 tons kobolt, som skal udvindes over de næste 25 år. Investeringerne beløber sig til 40 milliarder kroner.

Endda selve symbolet på panafrikansk sammenhold og genrejsning - Den Afrikanske Union (AU) - kunne for nylig slå dørene op til sit prangende nye 1,2 milliarder kroner dyre hovedkvarter i den etiopiske hovedstad, Addis Abeba. Bygget og betalt af Kina.

På det seneste har kinesiske byggefirmaer også slået kløerne i det boomende kirkebyggeri i Østafrika, ligesom det er kinesiske fabrikker, der trykker hovedparten af Afrikas bibler.

”Vestens relevans i Afrika er dalende, mens Kina stormer frem. Så det er ikke mærkeligt, at Vesten ser med skepsis på kinesernes såkaldte nykolonisering af Afrika,” siger Neo Simutanyi, leder af det uafhængige analyseinstitut Center for Policy Dialogue i Zambia, og tilføjer:

”Og kineserne er ikke patroniserende som Vesten. De kræver ikke en ny forfatning, hvis de skal gøre det ene eller det andet.”

Det er frem for alt olien, der har trukket Kina til Afrika. På under 10 år er Kina gået fra at være Asiens største olieeksportør til verdens næststørste olieforbruger efter USA. Og Afrika leverer i dag 35 procent af Kinas samlede olieforbrug.

Men for Afrika som helhed spiller olien til kineserne en mindre rolle, end mange tror. Faktisk udgør det kinesiske marked kun 13 procent af Afrikas samlede olieeksport, mens USA og Europa hver sluger en tredjedel af eksporten.

Faktisk er hele billedet af, at Kina først og fremmest satser på olie, minedrift og andet, der kan hentes op af jorden, forkert, påpeger Deborah Brautigam, en førende amerikanske forsker i forholdet mellem Afrika og Kina.

Kineserne satser i dag på en bred vifte af forretningsområder i Afrika.

”Virksomhederne søger efter forretningsmuligheder over hele feltet af sektorer i Afrika, både industriproduktion, landbrug, minevirksomhed og byggeri. Det største forretningsområde er ikke minedrift, men byggearbejde. Alene i Nigeria er der flere tusinde kinesisk ejede byggefirmaer, og de fleste får deres opgaver fra den nigerianske stat. Landene har penge, og de har veje og broer, der skal holdes ved lige. Det bliver ikke alt sammen betalt af bistandsmidler - og da slet ikke af Kina,” smiler Deborah Brautigam.

Hun fortsætter:

”For nylig var jeg i Kenya, hvor kineserne er ved at bygge en stor omfartsvej i Nairobi. Alle kalder den for ”den kinesiske vej” og går automatisk ud fra, at Kina finansierer den, men den bliver altså betalt af Kenyas regering og Den Afrikanske Udviklingsbank. Det ser man over hele Afrika.”

Kinas handelsministerium har opgjort, at kinesiske virksomheder årligt underskriver infrastrukturkontrakter for over 50 milliarder dollars i Afrika. Og en kinesisk undersøgelse af 1600 virksomheder viser, at Afrika i stigende omfang bliver brugt som en industribase.

På det seneste er kineserne også rykket markant ind i den finansielle sektor. Industrial and Commercial Bank of China har opkøbt 20 procent af sydafrikanske Standard Bank - kontinentets største.

Vejen for de kinesiske firmaer bliver banet af den kinesiske stat. Den uddeler hvert år milliarder af dollars i lån og tilskud til afrikanske stater som lokkemad for at sikre råstofaftaler eller finansiering af infrastrukturprojekter, der gavner de kinesiske virksomheder.

”Kina går sjældent ind med enkeltstående, rent private firmaer, men som led i et samarbejde mellem Kina og den afrikanske stat. Det giver dem en særlig status og gør dem næsten uangribelige for kritik,” siger analytikeren Neo Simutanyi.

Yusuf M. Dodia, der er formand for den zambiske brancheorganisation Private Sector Development Association (PSDA), er anderledes positiv over for den kinesiske tilstedeværelse:

”Kina har i dag klodens største beholdning af frie midler til investering, og samtidig står de afrikanske lande netop og mangler investeringer og know how for at udvikle økonomierne. Afrika har brug for udviklingspartnere, og vi har gennem historien erfaret, at kineserne er praktiske folk, der kommer med praktiske løsninger,” siger Yusuf M. Dodia.

”Det er en stereotyp vestlig opfattelse, at kineserne udnytter landene og deres arbejdere. Men det er en pudsig dobbeltmoral, når Vesten pludselig går så meget op i arbejdsforhold. Vesten får jo selv fremstillet alle sine ting i Kina,” siger Yusuf M. Dodia.

Han glæder sig over, at Afrika har fået alternativer modsat tidligere, hvor alle de vestlige donorer havde slået sig sammen i en fælles donorpulje.

”Hvis vi havde en uoverensstemmelse med bare et enkelt land, risikerede støtten at lukke fra alle lande. Her kommer Kina i stedet og siger: 'Vi vil gerne samarbejde med jer, og vi stiller ingen spørgsmål. I gør, hvad I gør, så tager vi den derfra.'”

”Vi er nødt til at spørge os selv, om vi er børn, der har brug for en mor, som holder os i hånden og fortæller os, hvad vi skal gøre. Vi ønsker bare at være uafhængige og selv bestemme vores fremtid,” siger Yusuf M. Dodia.