Der er trængsel i metroen en hverdagsmorgen, når hele Beijing tilsyneladende er på vej til arbejde. En pæn portion mennesker er presset ind i togvognen, og folk står som sild i en tønde. Ved næste station maser endnu flere sig ind, og den ledige plads bliver reduceret til millimeter.
Overbefolkning, trængsel og lange transporttider er blandt årsagerne til, at færre kinesere end ventet ønsker at få flere børn.
Det var ellers tanken, da kommunistpartiets ledelse i slutningen af 2013 besluttede at lempe på etbarnspolitikken.
Formålet var at rette op på en skæv udvikling med en aldrende befolkning og fald i arbejdsstyrken. Ledelsen valgte derfor at bløde op på den ordning, der i mere end tre årtier dikterede, at folk i storbyerne kun måtte få et barn.
Hvis den ene af ægtefællerne er enebarn, må parret nu få to børn, lød det glade budskab.
Men godt et år senere er begejstringen til at overse. På landsplan har kun én million par søgt om tilladelse til at få barn nummer to, og især de største byer som Beijing og Shanghai trækker ned. I Beijing har kun 6,7 procent af de par, der ellers var berettigede til at få to børn, søgt om lov, mens tallet er under fem procent i Shanghai, som i forvejen har én af verdens laveste fødselsrater.
Forklaringerne er mange, men spørger man en ung kvinde som Zhang Yanyan, er der én årsag, der går igen:
”Flere af mine venner er blevet gift og har fået det første barn, men de vil ikke have flere. Det er i forvejen dyrt, når barnet skal i børnehave og i skole. Og får de et barn mere, bliver det dobbelt så dyrt. Og de bliver nødt til at få en hushjælp for at få hverdagen til at hænge sammen, og det er også dyrt,” siger hun.
Zhang Yanyan er selv på vej mod de 30 år og dermed grænsen for, hvornår en kvinde bør gifte sig og få børn i Kina. Så langt er hun dog ikke nået og er ærligt talt i syv sind:
”Når jeg hører mine venner fortælle om deres overvejelser, kommer jeg i tvivl om, hvorvidt jeg selv skal have børn. Også fordi mine veninder har fortalt om, hvor smertefuldt det er at føde,” tilføjer hun.
Forureningen vejer også tungt, men det er især økonomien, der får hende og andre storbykinesere til at tøve. Zhang Yanyan underviser på et universitet i Beijing, hvor månedslønnen er beskeden. Hun har 4900 kroner efter skat, men en tredjedel går til leje af et værelse i en lejlighed, som hun deler med andre. Prisen er almindelig i hovedstaden, hvor boligpriserne er steget støt i de senere år. Det presser de unge familier, der ofte må have hjælp fra forældrene, hvis de overhovedet skal ind på boligmarkedet.
På plussiden tæller, at Zhang Yanyan har mindre end en times transport fra og til arbejde, hvilket er privilegeret i en storby som Beijing med over 20 millioner indbyggere.
”n af mine kollegaer har to timer hver vej. Hun er gift og har en datter, men hun bliver passet af hendes mormor, der bor i en provins langt fra Beijing. Så hun ser kun sit barn i ferierne. De vil ikke have et barn mere,” siger Zhang Yanyan, der til sidst nævner en enkelt undtagelse:
Hendes fætter er netop blevet far til barn nummer to, en pige.
Parret havde i forvejen en datter på fire år, men hun var ensom. Så da det blev tilladt at få et barn mere, besluttede de straks at gøre det.
Men de bor også i hjembyen Luoyang i Henan-provinsen, langt fra hovedstaden Beijing.
Grafik: Kina kort fortalt. Hold musen hen over billedet for at læse.
