Kirken i Norge går løs på statsejet olieselskab

Den norske kirke tager parti i en miljøsag og truer med at afhænde aktier i det statsejede energiselskab Statoil. Det giver sagen tyngde, at kirken er involveret, mener miljøforkæmper. Statoil vil i næste uge fortælle, hvordan man arbejder med social ansvarlighed i området

Den norske kirke følger med beslutningen efter Sveriges største kirkelige samfund, Svenska kyrkan, der er klart imod statsligt ejerskab i virksomheder, der arbejder i en etisk gråzone.
Den norske kirke følger med beslutningen efter Sveriges største kirkelige samfund, Svenska kyrkan, der er klart imod statsligt ejerskab i virksomheder, der arbejder i en etisk gråzone.

Det statsejede norske energiselskab Statoil er kommet under pres på grund af olieboringer i Canada. Kampagnen Vi ejer Statoil er for tiden på rundrejse i Norge, hvor Greenpeace, miljøeksperter og repræsentanter for indianske urfolk i Canada gør opmærksom på konsekvenserne for det følsomme naturområde, hvor Statoil arbejder.

LÆS OGSÅ: Kirken i Norge frigør sig mere fra staten

Problemet er, at virksomheden investerer i tjæresandsprojekter, hvor olie, der ligger indkapslet i sand, enten vaskes frit med kemikalier eller koges ud af jorden. Det kræver et enormt energiforbrug og medfører store CO2-udslip.

Modstanden mod Statoil har fået ekstra tyngde, fordi Den norske kirke har udsendt en støtteerklæring, hvori den kræver, at Statoil trækker sig ud af det omstridte olieprojekt. Kirken ejer gennem Oplysningsvæsenets fond, der forvalter en del af Den norske kirkes kapital, aktier i Statoil for 10 millioner kroner og har gennem flere år stemt imod tjæresandsboringerne.

Næste generalforsamling i Statoil finder sted den 15. maj, hvor projektet i Canada igen er på dagsordenen. Hvis Oplysningsvæsenets fond bliver nedstemt, vil man sælge aktierne i Statoil. Det er et nødvendigt tiltag, siger generalsekretær i Samisk kirkeråd i Den norske kirke Tore Johnsen.

Det er et kæmpestort problem, at staten finansierer ødelæggelse af natur. Det er etisk og moralsk uforsvarligt, og vi mener, at sagen har en klar kirkelig legitimitet, vurderer han.

Kritiske røster har i norske medier fremført, at kirken bør holde sig fra politiske sager som denne, men det er Tore Johnsen helt uenig i.

Jeg mener, at det er en del af vores ansvar som kirke. Vi har tidligere sagt vores mening i politiske sager, men det er første gang, at kirken virkelig siger fra på denne måde. Det er tydeligt, at staten føler et ubehag ved, at vi peger på problemstillingen, anfører han.

Den norske kirke følger med beslutningen efter Sveriges største kirkelige samfund, Svenska kyrkan, der er klart imod statsligt ejerskab i virksomheder, der arbejder i en etisk gråzone.

Kampagneleder i norsk Greenpeace Martin Norman har været med til at organisere protesten, som ud over Den norske kirke bliver støttet af blandt andre Kristeligt Folkeparti, Arbejderpartiets ungdomsorganisation og Mellemfolkeligt råd.

Ved at benytte tjæresandsmetoden blåstempler Norge udnyttelsen af naturfolkets traditionelle område, og det er et stort etisk problem for den norske stat. Det har helt sikkert en positiv effekt, at kirken siger nej til metoden. Der er mangel på olie, så vi forstår godt Stat-oils dilemma, men nogen må gå foran og sige nej til den ødelæggelse, tjæresandsboringer forårsager, siger Martin Norman.

Senioranalytiker i den britiske rådgivningsvirksomhed Ecclesiastical Investments Neville White tror ikke, at Statoil beslutter at stoppe tjæresandsboringerne med det samme, men han peger på, at den folkelige modstand spiller en rolle for virksomhedens fortsatte ageren.

Det er væsentligt, at landets største trossamfund med mange medlemmer så klart siger fra, og Statoil er stadig i den første fase i projektet, så de kan nå at trække sig ud. Alle eksperter er enige om, at FNs miljømål kun kan nås ved at lede efter alternative energikilder, så det vil være den bedste løsning for Statoil, fremhæver han.

Statoil har kommenteret sagen ved at sige, at man på generalforsamlingen næste uge vil fremlægge resultaterne fra tjæresandsboringerne og fortælle, hvordan man arbejder med social ansvarlighed i området.