I hjertet af London ligger en tidligere presbyteriansk kirke, som er opført i 1754. Lige over for det imponerende Palace Theatre, som i mange år var hjemsted for succesmusicalen Les Miserable.
Men den fornemme placering var ikke nok til at holde liv i kirken. I 1980erne blev kirkebænkene erstattet af et dansegulv, hvor natklubgæster kunne danse under de høje hvælvinger og farverigt udsmykkede vinduer. Natklubben er siden blevet erstattet af en australsk sportsbar, hvor det er fodbold, gæsterne ser på skærmene om søndagen.
Kirken er blot ét eksempel på det liv, som tidligere kirker og religiøse bygninger har fået i Storbritannien. Men natklubber og værtshuse i tidligere kirker hører dog til undtagelsen og det sker ikke i nedlagte kirker, som har tilhørt den anglikanske Church of England.
Ifølge Louis Henderson fra Church of England har kirken har et særligt råd, som i hvert enkelt tilfælde tager stilling til, hvad der skal ske med kirkebygningen, når en kirke bliver nedlagt.
I første omgang tager Rådet for Overflødige Kirker, som er det officielle navn, stilling til, om bygningen skal rives ned, eller om der skal findes alternative løsninger. I 2006 var der 268 sager om nedlagte kirker, og kirken har en lang proces, hvor det er muligt at anke afgørelser.
Der er procedurer for, hvad der skal ske med bygningerne. Hovedvægten lægges på at finde passende alternative udnyttelser, så det er muligt at bevare disse bygninger, som er en vigtig del af den nationale kulturarv, siger Louis Henderson til Kristeligt Dagblad.
I 2006 blev det besluttet at rive tre kirker ned, én blev udnævnt til at være bevaringsværdig, og 25 fik tilladelse til at få et nyt liv.
Listen over alternative muligheder indeholder blandt andet kirkebrug for andre kristne organisationer, kultur- eller medborgerhuse, centre for kunst, musik og drama, museer, sport, lager, kontor, let industri eller boliger.
En af de ejendomsmæglere, som blandt andet sælger boliger i tidligere kirker og synagoger, er Jacob Sipos fra ejendomsmæglerkæden Urban Spaces i London.
Der er mange, der vil bo et unikt sted, men det er ikke alle, der vil investere i bygninger som tidligere kirker. Hvis vi siger, at en normal ejendom rammer 60 procent af de mulige købere, er det kun 10 til 15 procent, der vil bo i så specielle boliger, vurderer Jacob Sipos
Han fremhæver, at kirkebygninger typisk tiltrækker kunstnere, fotografer og mere kreative mennesker.
Den slags bygninger er ikke de mest praktisk indrettede, så de rammer ikke børnefamilier, men folk der søger en særlig livsstil, understreger han.
En af dem, der beklager, at kirkebygninger bliver private, er Tim Hughes, som er forfatter til en ny bog om kirker i Wales.
I Wales er der mange små og afsidesliggende kirker, og der lukker i snit én om ugen, hvilket ifølge Tim Hughes betyder, at op mod 3000 af de 7000 kirker i Wales er lukkede eller truet af lukning.
Det værste, jeg har set, er en tidligere kirkebygning, der bliver brugt som svinestald, fortæller Tim Hughes.
Kirkerne er del af vores historie, og mange af de middelalderlige bygninger er bevaringsværdige. Menighederne bliver stadig mindre, og de har ikke råd til bevare dem, men jeg håber, at de vigtigste bygninger bliver bevaret og brugt til blandt andet kunstudstillinger, så offentligheden kan blive ved med at komme ind og se bygningerne, siger Tim Hughes.
Selvom Church of England ikke umiddelbart tillader andre trosretninger, lykkedes det sidste år for en gruppe muslimer i byen Clitheroe i det nordlige England at få tilladelse til at konvertere en tidligere metodist-kirke til en moske.
Der var en stor lokal modstand til trods for, at bygningen ikke havde været brugt som kirke i mere end 40 år, men blandt andet huset en fabrik. Men en aktiv lobbykampagne fra den lokale muslimske leder, Sheraz Arshad, sikrede i december, at de 300 muslimer i området nu fik deres egen moske. Det skete med et snævert flertal i det lokale byråd.
Et andet eksempel på, at religiøse bygninger kan skifte trosretning er Jamme-moskeen i det østlige London. Bygningen blev først indviet som moske i 1976, men kan dateres tilbage til 1743, og er opført som kapel for huguenotter, der var flygtet fra Frankrig. Efter en periode blev bygningen for en kort bemærkning overtaget den wesleyanske metodistkirke, inden en ny gruppe af immigranter overtog bygningen i 1898. Denne gange var det jøderne, som indrettede en synagoge i bygningen, som nu i 30 år har fungeret som moske, og er dermed et levende bevis på, at det kan komme nye trosretninger i gamle kirkebygninger.