Klimaløsning kræver opgør med kolonitidens verdenssyn

Opdelingen i rige og fattige lande går tilbage til kolonitiden, men i dag er verden langt mere kompleks, og nogle såkaldt fattige lande er i realiteten rige og bør forpligte sig mere i en klimaaftale, skriver Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp

I dag er verden meget mere kompleks end i kolonitiden, og det er svært at forstå, hvorfor et land som Qatar kaldes fattigt, når det i realiteten er rigere end for eksempel Grækenland, skriver Mattias Söderberg. På billedet nyder to mænd solnedgangen over Qatars hovedstad, Doha. -
I dag er verden meget mere kompleks end i kolonitiden, og det er svært at forstå, hvorfor et land som Qatar kaldes fattigt, når det i realiteten er rigere end for eksempel Grækenland, skriver Mattias Söderberg. På billedet nyder to mænd solnedgangen over Qatars hovedstad, Doha. - . Foto: Redux.

Klimatopmødet i Paris, COP21, begyndte godt med en lang række pæne taler fra verdens ledere. Det var et godt signal til forhandlerne om, at der er brug for succes i Paris.

At nogle af talerne var store statsledere som USA’s og Kinas præsidenter Barack Obama og Xi Jinping gav mødet stjernestatus, og der er nok få aviser i verden, som ikke omtalte mødet.

Men klimatopmødet i Paris skal jo også levere en aftale. I dagene efter åbningen har atmosfæren været god, men desværre har det stadig været svært for diplomaterne at knække de hårdeste nødder. Den tekst, klimaforhandlerne nu har overleveret til ministrene, er derfor stadig fuld af parenteser – det vil sige tekst, hvor der ikke er enighed om formuleringerne.

Ministrene har en svær opgave foran sig, og det bliver en travl uge.

Der er tre ting, som er ekstra svære at løse. For det første skal landene blive enige om en ny måde at dele verden op på. Indtil nu har man talt om rige og fattige lande. Det er en nem opdeling, som går tilbage til den tid, hvor de rige, vestlige lande havde kolonier, og der var en tydelig forskel på landene. Men i dag er verden meget mere kompleks, og det er svært at forstå, hvorfor lande som Singapore og Qatar kaldes fattige, når de i realiteten er rigere end for eksempel Grækenland.

Hvorledes landene er opdelt, er vigtigt, idet typen af forpligtelser i en ny aftale afhænger af, hvilken kategori landene tilhører. Det er derfor ikke ligegyldigt, om man er et rigt eller fattigt land. Samtidigt er der dog en voksende enighed om, at verden ser anderledes ud nu sammenlignet med for 50 år siden, og at måden, opgaverne fordeles på, dermed også skal fornyes. Men hvordan? Det skal ministrene nu blive enige om.

For det andet kommer aftalen i Paris ikke til at være ambitiøs nok. Det ved vi allerede nu, idet stort set alle lande har præsenteret deres nationale klimamål. Det er derfor afgørende, at aftalen skaber incitament og mulighed for at øge landenes ambitionsniveau i de kommende år. Det var nemt for statslederne at vise vilje til at nå en ambitiøs aftale i deres åbningstaler i begyndelsen af mødet, men det er sværere, når de konkrete løsninger skal forhandles på plads.

For det tredje skal der opnås enighed om, hvordan de mange klimaopgaver skal betales. Der er enighed om, at regningen er stor, men det er svært at blive enige om, hvordan pengene skal findes – ikke mindst i fremtiden, hvor verden nok kommer til at se anderledes ud. Det er jo ikke sikkert, at de lande, som har penge i dag, også har penge i morgen.

Det bliver ikke nemme forhandlinger, når klimaministrene mødes i dag, men idet deres regeringsledere for en uge siden sagde, at der bliver en aftale, så er de nødt til at levere et resultat.

Presset er stort, og spørgsmålet er, hvordan den endelige aftale forhandles på plads. Hvis ministrene blot vælger den nemme løsning og laver en aftale, som alle lande uden problemer kan og vil acceptere, så bliver det nok en sølle aftale med få ambitioner og en meget ringe mulighed for at løse de voksende klimaudfordringer, verden står over for.

Men hvis ministrene holder fast i, at vi er nødt til at gøre noget ved klimaforandringerne, så kan de måske presse ambitionsniveauet op. Det må vi håbe. Verden har brug for, at der sker noget – nu.