Der er ingen slinger i Brexit-valsen blandt de britiske konservative partimedlemmer. Da De Konservatives årlige partikongres sluttede i Birmingham i går, kunne den nye premierminister og partileder, Theresa May, på de delegeredes bifald mærke, at hun har partiet bag sig, når hun senest med udgangen af marts næste år sætter gang i processen med at forlade EU.
”Vores love laves ikke i Bruxelles, men i Westminster, vore dommere sidder ikke i Luxembourg, men i domstole over hele landet,” fastslog premierministeren, som i valgkampen op til sommerens folkeafstemning ellers talte for at blive i EU – om end noget halv- hjertet.
Ifølge Theresa May er det alt for tidligt at sige, hvor det fremtidige forhold til EU lander. Men hun lagde op til, at briterne fortsat skal være en del af det europæiske politi- og antiterrorsamarbejde. Og at det ikke kun er på grund af den store indvandring fra andre EU-lande, at briterne melder sig ud af unionen:
”Vi forlader EU for igen at blive et fuldstændig selvstændigt land. Og vi skal have en aftale, der virker for Storbritannien. Og det Storbritannien, vi bygger efter Brexit, vil være et globalt Storbritannien.”
Et budskab, der er opbakning til blandt menige medlemmer som Emma Holton fra Herefordshire på grænsen til Wales.
”Jeg var for at blive i EU. Men nu er beslutningen taget, og så står vi sammen som parti. Vi har som land behov for at tage kontrollen tilbage,” siger Emma Holton, som dog mærker en vis bekymring for de økonomiske konsekvenser af udmeldelsen.
Men end ikke det faktum, at pundet har tabt 15 procent i værdi siden folkeafstemningen i juni, kan ødelægge den begejstrede stemning. Og selvom De Konservative var splittede op til folkeafstemningen, er det svært at finde medlemmer, som vil kæmpe imod Brexit.
For Robert John Perry fra Hornhurch and Upminster i det østlige London handler det bare om at komme ud.
”Der er en meget positiv stemning her, og en følelse af, at vi skal ud af EU. Og det gælder også de, der stemte for at blive. De bakker op. Og hvis det stod til mig, så skal vi ud hurtigst muligt,” siger Robert John Perry, der går rundt med en badge, hvor der står ”Leave means Leave” – ”Ud betyder ud”.
Hans egen valgkreds var med over 70 procent den i landet med den næsthøjeste andel af nej-sigere til trods for, at den ligger i London-området, som ellers var mest positivt stemt over for EU.
”Jeg ved, at der er to år til at forhandle udmeldelsen på plads, men hvis Europa-Parlamentet ikke vil spille med, så må vi selv diktere vores betingelser,” siger han.
En anden glad nej-siger er den pensionerede advokat Sumal Fernando fra Market Harborough i Leicestershire. Han kom til Storbritannien fra Sri Lanka i 1975.
”Jeg er meget optimistisk. Vi skal ud af det bureaukratiske rod, som er skabt af Bruxelles, Juncker og Tusk (henholdsvis formand for EU-Kommissionen og EU’s præsident, red.). Fremover kan vi handle med hvem, vi vil. Det er ikke kun Europa. Der er 200 andre lande i verden,” siger Sumal Fernando.
Meget handler om , hvordan den fremtidige samhandel skal være, og her tales der om en blød eller hård Brexit.
”Den bløde løsning vil være, at vi forbliver som en del af toldunionen. Den hårdeste vil være, at samhandel med EU sker inden for rammer af WTO (Verdenshandelsorganisationen, red.),” forklarer Philippe Legrain fra Europa Instituttet ved London School of Economics.
Minister for international handel, Liam Fox, er en af høgene på partiets højrefløj. Han taler begejstret om de muligheder, der ligger åbne for briterne, når de engang har forladt EU. Og han er ikke bekymret for, at den økonomiske vækst vil gå ned, hvis Storbritannien lukker for arbejdskraft udefra.
”Ingen har sagt, at vi ikke vil have indvandring. Men vi har sagt, at vi skal have kontrol over indvandringen. Det handler om, at vi skal være i stand til at vælge den type af indvandring, som passer bedst til landets behov til enhver tid. Det handler ikke om, at Storbritannien skal være mere isolationistisk og protektionistisk. Vi forlader EU, fordi de lægger begrænsninger for os,” siger Liam Fox.
Senator Philip Ozouf fra den selvstændige ø Jersey i Den Engelske Kanal forudser, at et Storbritannien efter Brexit vil skele til øen, som ikke er medlem af EU, men omfattet af toldunionen.
”EU-borgere kan komme ind på kvoter, som bliver givet til virksomheder. Kvoterne bliver reguleret i forhold til ledigheden og behov. Det er simpelt og effektivt, og vi bruger det meget dynamisk,” forklarer Philip Ozouf.
Jerseys borgere er generelt velhavende, og finansvirksomheder udgør den største sektor. Derfor er det svært at finde lokale til det mere manuelle arbejde. I landbruget må udlændinge derfor udgøre op til 80 procent af de ansatte, mens kvoterne for andre erhverv er meget lavere.
Et af de spørgsmål, som dukker op igen og igen i Brexit-debatten, er, hvordan briterne vil beskytte deres eneste landfaste grænse til EU; grænsen mellem Republik-ken Irland og Nordirland.
”Vi vil finde ud af over tid, hvad der skal ske med grænsen. Men det er sikkert, at ingen vil vende tilbage til fortidens lukkede grænse. Vi vil have en løsning, som fungerer,” siger den nordirske førsteminister Arlene Foster.
Hun er fra DUP, Det Demokratiske Unionistparti, som har tætte forbindelser til De Konservative, og som bruger partikongressen i Birmingham til at markere sammenholdet i den britiske union, når briterne forlader Den Europæiske Union.
Førsteministeren afviser enhver tale om, at den fysiske grænsekontrol kan flyttes, så den bliver mellem Nordirland og resten af Storbritannien.
”Vi har gjort det helt klart, at det er et kardinalspørgsmål for os, og at der ikke kan være nogen former for interne grænser i Det Forenede Kongerige (Storbritannien og Nordirland, red.), og det har jeg også pointeret over for Theresa May,” siger Arlene Foster.