Koptere uden for magten i Egypten

Forfatning kan skrives helt uden medvirken fra liberale og kristne

Forfatning kan skrives helt uden medvirken fra liberale og koptere i Egypten.
Forfatning kan skrives helt uden medvirken fra liberale og koptere i Egypten. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Egypten efter Hosni Mubarak bevæger sig fra den ene krise til den anden. I øjeblikket er det den kommende forfatning, der udløser heftig debat og splitter landet i to store grupper med islamisterne og dele af styret på den ene side og alle andre på den anden side. En udvikling, som landets kristne og liberale har advaret mod siden Hosni Mubaraks fald, men som mange mener er uundgåelig.

LÆS OGSÅ: Broderskabets U-vending

Jeg opfordrede parterne til at skrive forfatningen inden parlamentsvalget ud fra den logik, at den stærke part efter valget vil forsøge at sætte sit præg på forfatningskomiteen, siger Tahani al-Gibali, en kvindelig egyptisk dommer.

Men sådan blev det ikke. Parlamentsvalget er nu overstået, og arbejdet med forfatningen tilbagestår.

For en uge siden blev en komite på 100 personer nedsat af parlamentet med det formål at forfatte landets kommende forfatning. Men komiteens sammensætning skaber voldsom utilfredshed, fordi den domineres af islamister.

Islamisternes dominans har således allerede fået de liberale politikere til at trække sig, og senest har også den koptiske kirke meddelt, at man trækker sine seks medlemmer ud af komiteen.

Den koptiske kirke har trukket sine medlemmer ud af komiteen, fordi det er meningsløst at deltage, siger den koptiske kirke i en pressemeddelelse.

Kritikken hagler ned over komiteen, der indtil videre støttes af Det Øverste Militære Råd, Det Muslimske Broderskab og salafisterne. De liberale politikere har nu oprettet en alternativ forfatningskomite i protest mod den islamist-dominerede komite, men det ser ikke ud til at bremse parlamentsvalgets vindere i deres arbejde på den nye forfatning. Den alternative komite tilskrives ikke nogen egentlig værdi, fordi den er lige så lidt repræsentativ som den officielle forfatningskomite, og fordi den ikke har et parlamentarisk flertal bag sig.

Egyptens koptere udgør omkring 10 procent af landets samlede befolkning på 84 millioner. Mange tusinder af de demonstranter, der stod forrest i demonstrationerne mod daværende præsident Hosni Mubarak, deler nu kopternes frygt for, at forfatningen entydigt vil blive forfattet af islamister.