Maurice Sartre er professor emeritus i antikkens historie ved universitetet i Tours i Frankrig - med speciale i antikkens Syrien. Han interviewes af det franske magasin L'Express under overskriften: ”Islam har ikke gjort sit eksegetiske arbejde”.
Eksegesen er den kritiske læsning af de bibelske tekster, som vestlig universitetsteologi bedriver, idet man anbringer teksterne i deres historiske sammenhæng og inddrager en række hjælpediscipliner i tolkningen, som på den måde får et videnskabeligt grundlag.
L'Express taler med Maurice Sartre om den aktuelle krise i det Syrien, som gennem 5000 år har været dybt mættet med religion; hjemsted for ”transcendentale hændelser, mytologier og jordens helliggørelse”, som det blomstrende lyder fra intervieweren - fra sumererne til dramaet lige nu.
Så voldsomt religiøst ser området nu kun ud fra et moderne fransk perspektiv, svarer Sartre. Frankrig er et særtilfælde med sit strikte verdslige samfund. Der er heller ikke i dag mange lande, betoner han, hvor man kan leve uden en gud.
Ikke kun i Mellemøsten, men også i for eksempel USA, formes individet af sin religiøse baggrund. Amerikanske forældre skal angive hjemmets kirkelige tilhørsforhold, når de tilmelder deres barn i skolen; en eksotisk tanke for franskmænd, for Den Franske Revolution var - modsat den amerikanske - stærkt kirkefjendtlig og rensede den offentlige administration for al religiøs tone.
”Og vi har en fornemmelse af, at Mellemøsten emmer af religion, fordi vi kender til de mesopotamiske, græske, romerske og jødiske civilisationer, som har efterladt så mange tekster. Men kan man hævde, at religionens rolle var mindre hos gallerne og germanerne? Folkeslag, vi af mangel på skriftlige kilder kender mindre til?”.
Maurice Sartre medgiver dog, at det giver anledning til spændinger, at tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, har skullet sameksistere i regionen, for som åbenbaringsreligioner kan de ikke sjakre sig frem til kompromiser. Man står hver især med sin bog med Guds åbenbarede ord.
Uden nødvendigvis at give køb herpå har kristendommen og jødedommen dog undergået vældige forandringer, fordi deres bog undergik en tolkningshistorie:
”Fra og med 1700-tallet begyndte man at betragte Bibelen som en bog, der kunne udsættes for kritisk analyse. Judaismen og kristenheden har altid været rede til at yde et kolossalt eksegetisk arbejde. Men det er ikke tilfældet inden for islam. Den dag i dag er det stadig umuligt at røre et ord i Koranen. Man opdagede i Sanaa i Yemen eksistensen af et eksemplar af Koranen, som faktisk var ældre end den aktuelle, kanoniske version, som stammer fra begyndelsen af det niende århundrede, men det har været umuligt for muslimske lærde at arbejde seriøst med den. Analysen af den overlades faktisk til vestlige forskere,” siger han.
L'Express spørger, om der kan findes paralleller mellem antikken og nutidens spændinger. Og idet han opfordrer til stor forsigtighed ved sådanne sammenligninger, vil Sartre gerne vove et øje: Jødernes situation i den kristne æras første århundrede, hvor man gennemførte sin store, mislykkede opstand mod romerne, kan på nogle punkter minde om islams situation i dag. Rabbinerne blev dengang endnu mere påpasselige med foreskrivelsen af rituelle rensninger i et forsøg på at rejse en mur mellem jøderne og de farer, der udgik fra den hedenske verden, som væltede ind efter Jerusalems ødelæggelse.
”De var klar over, at en del af samfundet, hvis ikke flertallet, var ved at drive over i den moderne verden. Alt andet lige har islam så ikke gennem de seneste 50 år oplevet en tilsvarende situation?”.
Professoren fortæller, at da han for 40 år siden begyndte at undervise i Syrien, overholdt kun hver tiende elev ramadanen, og ingen kvindelige studerende bar slør. I dag ville ingen turde sige åbent, at han ikke overholdt ramadanen, og ingen muslimsk kvinde går ud med udækket hoved. Det er, fordi imamerne i mellemtiden, som rabbinerne for 2000 år siden, er begyndt at oprette en mur af strengt håndhævede religiøse forskrifter, der skal hindre ungdommen i at blive suget ind af moderniteten.
”Det sociale pres, som imamerne lægger, er af en styrke, så man oplever en gen-islamisering af det offentlige rum og en genkomst af religiøse praksisformer. Bevidste om samfundets dybe forandringer, vender de sig mod fortidens værdier uden at spørge sig selv, om man kan leve som Muhammed i år 620. Vor tids åbenlyse radikalisering er et svar på frygten for en massiv af-islamisering af civilsamfundet,” mener den franske historiker.