Kort nyt

Washington USA's præsident, Barack Obama, fordømmer drabene på to politibetjente i New York, som blev begået i lørdags. Obama tilføjer, at politibetjente i USA ”fortjener vores respekt og taknemmelighed hver eneste dag”. De to betjente blev dræbt, mens de sad i deres patruljevogn på en opgave i New York-bydelen Brooklyn. Myndighederne har identificeret gerningsmanden som en 28-årig mand, der rejste til New York tidligere lørdag, efter at han havde skudt sin kæreste i maven. Hun er uden for livsfare. /ritzau/

Beijing Kina tror på, at Rusland vil være i stand til at klare dets nuværende økonomiske problemer, og Kina er parat til at tilbyde enhver form for ønsket hjælp, siger den kinesiske udenrigsminister Wang Yi. ”Vi tror på, at Rusland har mulighederne og kundskaberne til at overvinde de nuværende problemer i økonomien. De kinesisk-russiske strategiske partnerskabsforbindelser befinder sig på et højt niveau, og vi hjælper og støtter altid vores venner,” siger Wang Yi./ritzau/Itar-Tass

Malmø For anden nat i træk vågnede indbyggere i Malmø i går op til en kraftig eksplosion på Ramels Väg i den belastede bydel Rosengård. Braget kunne høres langt omkring, og det kom fra samme kontor, som blev udsat for et sprængattentat natten til lørdag. Politiet har mistanke om, at en konflikt mellem beboere og ejeren af ejendommen kan ligge bag eksplosionerne. /ritzau/TT