Kuglerne, der dræbte fredsprocessen i Israel

I lørdags var tusinder af israelere samlet på Rabin-pladsen i Tel Aviv for at mindes den tidligere ...

I lørdags var tusinder af israelere samlet på Rabin-pladsen i Tel Aviv for at mindes den tidligere premierminister Yitzhak Rabin, der blev dræbt for 20 år siden. - Foto: Abir Sultan/EPA/Scanpix

Lektien fra mordet på Rabin er glemt blandt unge på højrefløjen. De er vrede over, at deres egne ledere var tilbageholdende under rydningen af bosættelserne i Gaza. Vi er tilbage ved samme slags voldsretorik som før mordet på Rabin.
Yair Sheleg, leder af forskningsprogram

20 år efter drabet på Israels premierminister Yitzhak Rabin virker hans hovedværk, Oslo-aftalen, mere utopisk end nogensinde før

Da den ultranationalistiske israeler Yigal Amir i dag for 20 år siden skød tre dræbende kugler i ryggen på Yitzhak Rabin, var det ikke bare en premierminister, han ramte.

Skuddene var i lige så høj grad et attentat mod både Israels demokrati og mod den skrøbelige fredsproces med palæstinenserne, der få år forinden var begyndt med Oslo-aftalen.

”Få politiske attentater har gennem historien opnået deres mål så gennemført som dette,” skriver Avi Shlaim, professor emeritus i internationale forhold ved Oxford Universitet i avisen The Guardian.

Mordet på premierministeren skete ved en fredsdemonstration i Tel Aviv den 4. november 1995. Demonstrationen var til støtte for Oslo-aftalen, som Rabin to år forinden havde indgået med lederen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, Yasser Arafat.

Aftalen var banebrydende. Forud havde gået en seks år lang blodig intifada, og det var første gang, at både is-raelerne og palæstinenserne anerkendte hinanden som reelle forhandlingsparter. Inden da anså Israel PLO for en terrorbevægelse. Oslo-aftalen var begyndelsen på en fredsproces, der skulle munde ud i en egentlig fredsaftale, og aftalen har siden været grundlag for alle fredsforhandlinger.

Målet for den ekstremistiske jøde Yigal Amir var at få den fredsproces, Oslo-aftalen havde indledt, til at løbe af sporet. Og det mål lykkedes til fulde:

”Attentatmandens kugler satte en stopper for denne proces. Hvad der ville være sket, hvis Rabin ikke var blevet dræbt, kan man ikke vide. Historien afslører ikke dens alternativer. Hvad, der dog er temmelig klart, er, at Oslo-aftalen brød sammen, fordi Israel løb fra sin side af aftalen, efter at Likud-partiet vendte tilbage til magten i 1996 under lederskab af Benjamin Netanyahu (Israels mangeårige og nuværende premierminister, red.),” skriver Avi Shlaim.

I de seneste uger er 20-året for drabet på Rabin blevet markeret over hele Israel i en tid, hvor konflikten mellem israelere og palæstinensere igen balancerer på kanten af en voldelig intifada. Fredsprocessen har ligget stille i halvandet år, og Oslo-aftalen synes længere væk end nogensinde før.

For få uger siden sagde den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, fra FN's talerstol, at palæstinenserne ikke længere føler sig forpligtet af aftalen. Og i Israel står fredsbevægelserne og venstrefløjen stadig mere marginaliserede.

Netop i denne ophedede og fastlåste situation udgør mordet på Rabin en ekstra vigtig lektie, siger Yair Sheleg, leder af forskningsprogrammet om stat og religion ved tænketanken The Israel Democracy Institute (det israelske demokrati-institut).

”Attentatet var et angreb mod hele det demokratiske fundament for Israel og udgør en vigtig påmindelse for israelerne om at lægge en dæmper på retorikken,” siger han.

Yair Sheleg uddyber, at attentatet kom efter et par år, hvor højrefløjens fordømmelser af Oslo-aftalen havde nået et ekstremt niveau, og kritikken ofte krydsede grænsen til egentlig tilskyndelser til vold. At det i sidste ende kom så vidt, at regeringslederen blev myrdet, kom som et chok for højrefløjen, siger han:

”I årevis efter så man en klar tendens til blandt højrefløjens ledere at lægge en dæmper på retorikken. Man var meget opmærksom på ikke at give incitamenter til vold,” siger han.

Det blev især tydeligt, da Israel trak sig ud af bosættelserne i Gaza i 2005. Højrefløjen var om muligt endnu mere rasende, end efter at Oslo-aftalen blev indgået. Men lederne formåede i store træk at undgå at krydse grænsen mellem kritik og opfordring til vold.

I dag har det ændret sig, mener Yair Sheleg. Blandt den yngre generation på den yderste højrefløj er voldelige incitamenter igen blevet udbredt.

”Lektien fra mordet på Rabin er glemt blandt unge på højrefløjen. De er vrede over, at deres egne ledere var tilbageholdende under rydningen af bosættelserne i Gaza. Vi er tilbage ved samme slags voldsretorik som før mordet på Rabin,” siger han.

Blandt andet hører man jævnligt højreekstreme fodboldhooligans i Jerusalem hylde drabsmanden Yigal Amir fra tribunerne. På samme måde er voldelige hævnangreb begået af højreekstreme bosættere blevet et udbredt problem både i Israel og på Vestbredden.

I en nylig meningsmåling fra Israel Democracy Institute svarer 42 procent af israelerne, at de tror, at et politisk motiveret attentat nemt vil kunne ske igen.

Og netop på grund af ekstremismen både blandt jøder og palæstinensere er der igen brug for en leder af Rabins støbning, argumenterer journalist og forfatter Ari Shavit i en kommentar i dagbladet Haaretz.

”Op til 20-året for hans mord står det klart, at Yitzhak Rabin er mere vedkommende end nogen sinde før,” skriver han.

Ari Shavit mener, at Israels eneste håb er at omfavne arven efter Rabin som en kontant leder, der formåede at ramme balancen mellem at føre en hård og kontant linje over for landets fjender og være bevidst om Israels forpligtelse til at søge freden.