Kulturkampen mod islam tager til i Norge

RB Plus. arkivfoto:Norge tager også flygtningebørns telefoner. Vores naboer mod nord beslaglægger også ...

En ny undersøgelse af nordmændenes indstilling viser ifølge den norske avis Aftenposten, at 38 procent af befolkningen i dag vil have færre flygtninge mod 29 procent i 2015. Foto: JONATHAN NACKSTRAND/AFP / Scanpix Denmark

Det er gået op for Norge, at vi er den yderste grænse i Schengen-samarbejdet, og folk ser med uro på Sverige, hvor der store dele af efteråret var kaos.
Hilde Sandvik

Befolkningens skepsis over for flygtninge stiger i takt med, at skillelinjerne i værdidebatten trækkes op. Kommentator frygter voldsretorik og polarisering

Den åbne danske debat om islam og indvandring har længe været den mest kritiske, ophedede og hårde i Skandinavien, men den førerposition haler Norge nu kraftigt ind på. Hvor den norske tone ifølge mange iagttagere tidligere har ligget mellem Sveriges ofte tilbageholdende debat og den danske, er der de seneste uger sket en markant udvikling.

En ny undersøgelse af nordmændenes indstilling viser ifølge den norske avis Aftenposten, at 38 procent af befolkningen i dag vil have færre flygtninge mod 29 procent i 2015.

Selvom 48 procent stadig støtter det nuværende niveau på omkring 30.000 asylansøgere sidste år – eller ønsker flere – er det dog en klar tendens. Det mener Hilde Sandvik, der indtil for nyligt var debat-og kulturredaktør på Bergens Tidende.

”Mange tør ikke stå ved, at de er bange for den store migrationskrise, og hvis man kigger på debatsiderne, er kritikken mere udbredt i dag end for et år siden. Der er som i Danmark enighed om at stramme asylpolitikken, og når man hører, at prognosen for flygtninge i Europa er større end sidste år, spreder uroen over islam og flygtninge sig, og det udstiller den undersøgelse,” siger hun.

Politisk står Fremskridtspartiets integrationsminister, Sylvi Listhaug, i spidsen for kulturkampen og den hårde flygtningekurs, mens forfatteren Hege Storhaug supplerer hende med opsigtsvækkende kritik af islam i de norske aviser.

Hilde Sandvik mener, at tonen er skiftet fra kritisk til decideret anti-islamisk.

”Det er gået op for Norge, at vi er den yderste grænse i Schengen-samarbejdet, og folk ser med uro på Sverige, hvor der store dele af efteråret var kaos. Mange reagerer i panik, og derfor får de meget klare argumenter hos Listhaug og Storhaug større forklaringskraft i befolkningen,” siger hun.

Sandvik er i gang med at opbygge et fællesnordisk debatforum på internettet.

I flere byer marcherer den højreradikale gruppe ”Odins soldater” i gaderne, mens norske Dagbladet skriver, at modstykket ”Allahs soldater” skal være på vej. Sandvik frygter den opskruede stemning.

”Islam som kultur er under kraftig beskydning i en sund og åben debat om grænserne for demokratiet. Det er som samfund vigtigt stå fast på. Samtidig er det dog skræmmende, at der i kølvandet er skabt denne voldelige retorik, hvor man nærmest opfordrer til krig på gaderne, og polariseringen er ekstrem,” siger hun.

Tor Bjørklund, professorer i statskundskab ved Universitet i Oslo, peger på, at mange kalder Listhaug og Storhaug racister, men at de almindelige nordmænd i vid udstrækning deler deres holdninger.

”De er kontroversielle, men også enormt populære, fordi de med klar retorik kan give en forklaring på, hvordan man løser udfordringerne og siger fra i debatten om islams forenelighed med norske værdier. Efter sagerne om migranters overgreb på europæiske kvinder er det hele blevet sort/hvidt, og Fremskridtspartiet, der aldrig tidligere har slået sig op på ligestilling, kører nu en meget klar linje, der vinder opbakning. Kulturkampen er spidset til,” siger han.