Rundt om i Europa har tilstrømningen af flygtninge skabt politisk uro og rådvildhed i store dele af befolkningerne, og mandag blev kontinentet så vidne til det første store politiske offer for flygtningekrisen.
Efter at have famlet rundt efter den rette politik i flygtningespørgsmålet i snart et år, trådte Østrigs socialdemokratiske forbundskansler gennem næsten otte år, Werner Faymann, tilbage, da han efter eget udsagn havde mistet baglandets respekt.
”Regeringen har brug for en ny kraftfuld begyndelse. Dette land har brug for en kansler, som partiet fuldt ud står bag,” sagde han om sin fratrædelse både som kansler og som formand for det socialdemokratiske SPÖ.
Kanslerens afgang kommer efter weekendens sammenstød ved Brennerpasset i Alperne på grænsen mellem Østrig og Italien, hvor vrede demonstranter kastede sten efter politiet, som svarede igen med tåregas, i protest mod det hegn, Østrig vil rejse for at holde flygtninge ude.
Hegnet udstiller med al tydelighed den afgående kanslers rådvildhed, eftersom han for otte måneder siden stod side om side med den tyske forbundskansler Angela Merkel, som åbnede den tyske grænse og kritiserede Ungarn for at holde flygtninge ude.
Siden har han trukket i land i takt med den enorme fremgang hos det højrenationalistiske Frihedspartiet (FPÖ), hvis præsidentkandidat for nylig fik 35 procent af stemmerne i første runde af Østrigs præsidentvalg – mere end de to regeringspartier, Faymanns SPÖ og det konservative ÖVP, tilsammen.
Og for knap to uger siden vedtog parlamentet i Wien en af de skrappeste asyllove i Europa, som blandt andet giver regeringen ret til at erklære undtagelsestilstand i flygtningekrisen.
”Det gav ikke mening for ret mange, da Faymann ændrede sin politik, og regeringen lukkede grænserne efter længe at have holdt fast i Merkels politik,” siger Laurenz Ennser-Jedenastik, adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Wiens Universitet.
”De indrømmelser, partiet har været villig til at komme med, bliver kun betragtet som en valgstrategi, der skal imødegå Frihedspartiets succes, og derfor bliver de ikke betragtet som troværdige.”
Mens Frihedspartiet har en klar flygtninge- og EU-kritisk profil, er Socialdemokraterne suverænt det parti i Østrig, der har haft flest konflikter i forsøget på at finde en konsekvent flygtningepolitik. Kanslerens afgang er en følge af en række valgnederlag kulminerende med, at støtten til partiet i dag er på sit laveste i partiets historie, tilføjer Laurenz Ennser-Jedenastik.
Peter Michael Lingens, politisk kommentator ved det østrigske nyhedsmagasin Profil peger også på håndteringen af flygtningekrisen som en af hovedårsagerne til kanslerens afgang. Det var et ”sympatisk træk”, at han i begyndelsen stod side om side med Angela Merkel. Han fornemmede, at han dermed kunne opnå civilsamfundets støtte og sympati på venstrefløjen i sit parti, som ellers var temmelig kritisk indstillet over for ham, vurderer Peter Michael Lingens. Men stemningen skiftede dramatisk i Østrig, efter at flere og flere flygtninge krydsede grænsen.
”Faymann valgte ikke alene at vende holdningsmæssigt 90 grader, som de fleste af os, men derimod 180 grader. Men det nyttede ham intet. Han havde opbrugt sin troværdighed,” skriver han.
Udviklingen i Østrig har klare paralleller til store dele af Europa, hvor partier som Alternative für Deutschland i Tyskland og Dansk Folkeparti i Danmark oplever fremgang i forbindelse med flygtningekrisen, mener Laurenz Ennser-Jedenastik.
”Men det er vigtigt at tilføje, at regeringen i Østrig er ufatteligt upopulær,” siger han.
Regeringskrisen handler dog om langt mere end spørgsmålet om flygtninge, mener Ruth Wodak, som er professor emeritus ved det britiske Lancaster Universitet og ekspert i østrigsk politik:
”Flygtningekrisen har næret regeringens krise, men det var ikke den, der skabte krisen. Socialdemokratiet har i de seneste år tabt en række regionale valg, på trods af at Østrig klarede sig bedre under finanskrisen end mange andre EU-lande. Der er en grundlæggende utilfredshed med den store koalition, og folk har det indtryk, at reformer af for eksempel uddannelse og pensionssystem går for langsomt, og at de to partier hindrer hinanden og skændes for meget. Mange vælgere føler sig ikke ordentligt repræsenteret, og derfor vælger mange at gå til Frihedspartiet, også i protest.”