Moldova er landet uden forældre

I Moldova, Europas fattigste land, vokser flere end 40.000 børn op uden deres forældre, som har forladt dem for at tjene penge i udlandet. Forældre kan kun give deres børn tryghed ved at rejse væk, siger 60-årige Valentina Gaitur, der opdrager sin datters børn

16-årige Maria Setnic tager sig af sine fire søskende, mens deres far arbejder i Rusland.
16-årige Maria Setnic tager sig af sine fire søskende, mens deres far arbejder i Rusland.

Da navlebrok lænkede Maria Setnics mor til sengen, overtog den 16-årige moldover ansvaret for sine fire søskende. Mens familien venter på, at der bliver råd til maveoperationen, fodrer Maria høns og hesten, tilbereder måltiderne og passer og plejer sin mor. For far kan ikke hjælpe.

For at forsørge familien forlod han flækken Ocnita i det nordlige Moldova for otte år siden. Han bygger tage i Moskva, hvor lønnen ofte er 10 gange så høj, og kommer kun hjem på lynvisit hver tredje måned.

”Jeg føler mig som en forælder, fordi jeg har hjulpet til i huset, siden min far tog af sted. Jeg forstår godt, at han er nødt til at arbejde i Rusland, men mine søskende har ikke samme respekt for mig som for ham,” siger Maria Setnic og vender vinaigrette i aftensmaden, en slags pastasalat, mens hun skælder ud på to søskende, der slæber deres mudrede sko rundt i sofaen.

Marias familie er langtfra den eneste i Moldova, der mangler en far – eller en mor. Flere end 40.000 børn i den tidligere sovjetrepublik vokser op uden mindst én af deres forældre, en andel svarende til over 20 procent af landets børn. Det viser en undersøgelse foretaget af FN’s børnerettighedsorganisation, Unicef.

For at forsørge deres familier ser forældrene ofte ingen anden udvej end at forlade Moldova, Europas fattigste land. Lave lønninger, høj ledighed og drømmen om økonomisk tryghed tvinger de arbejdsdygtige moldovere over grænserne til lande som især Rusland og Italien.

Migrationen har stået på i årtier, og i dag arbejder op mod halvdelen af landets 3,6 millioner borgere i udlandet. Fænomenet er udbredt over hele det sydøsteuropæiske land, men især landdistrikternes mange støvede landsbyer som Ocnita består efterhånden primært af børn og bedsteforældre.

Et cykelbud overhaler en hestekærre læsset med bundter af pindebrænde og svinger ned ad den hullede jordvej mod familien Setnics skæve betonhytte.

”Der er post,” siger buddet og stikker hovedet ind i den lille stue, hvor senge og sofaer står op og ned ad hinanden som tetrisbrikker, og lurvede gulvtæpper hænger ned fra de tynde betonvægge som isolering mod de kolde vintre.

Maria Setnic tager sig til hovedet. Det er elregningen på 270 kroner. Det er den slags tunge udgifter, der dækkes af de 1850 kroner, som far Mihai senest sendte hjem fra Moskva.

Migranter som Marias far gør ikke kun en afgørende forskel i familiens eget husholdningsbudget. Ifølge de seneste tal fra Verdensbanken sendte moldoviske migranter over 13 milliarder kroner hjem i 2014. En sum, som udgør over en fjerdedel af landets samlede bruttonationalprodukt.

Siden Sovjetunionen kollapsede for 25 år siden, og Mol-dova blev et selvstændigt land, er moldovernes behov for at tjene penge uden for landets grænser kun blevet større. Landet, der ligger klemt inde mellem Rumænien og Ukraine, har ingen kystlinje eller nævneværdige ressourcer og industrier, altså bortset fra den vigtige vin-eksport til Rusland, som i en årrække var en god forretning for moldoverne. Men da Moldova i 2013 forsøgte at tilnærme sig EU, forbød Ruslands præsident, Vladimir Putin, pludselig al moldovisk vin. Kvaliteten af vinen er ikke god nok til russerne, lød den officielle forklaring.

Alt i alt en økonomisk situation, som stadig færre mol-dovere stiller sig tilfredse med.

”Det er forståeligt, at de unge mennesker rejser væk. De har jo ingen fremtid her,” siger 60-årige Valentina Gaitur, der er i gang med at hjælpe sit otteårige barnebarn, Paula, med dagens lektier i rumænsk.

Sammen med sin mand har hun de seneste fire år taget sig af Paula og storebror David på ni år. Valentinas datter og svigersøn har begge forladt landsbyen Costuleni ved grænsen til Rumænien. De har opgivet deres kandidatgrader i engelsk og historie og arbejder nu i stedet på en byggeplads i Sankt Petersborg.

”Min mand og jeg har betalt for vores datters uddannelse. Det er en katastrofe, at hun ikke kan bruge den,” siger Valentina, mens Paula bøjer videre på de rumænske verber.

David lister ind i stuen og sætter sin tablet til opladning.

”Man skulle tro, han var afhængig af de computerspil,” siger Valentina Gaitur med et opgivende smil.

David og Paulas forældre har som mange andre moldoviske migranter ændret familiens økonomiske situation markant. De sender tablets og Barbiedukker hjem til deres børn, giver dem mulighed for at børste tænder i Colgate og sørger samtidig for at lægge parketgulve og installere porcelænstoilet i parcelhuset. En livsstil, som de færreste børn med hjemmeboende forældre kan hamle op med.

”Det er jo derfor, de rejser væk,” siger Valentina Gaitur.

”Kun ved at rejse væk kan forældre som min datter og hendes mand sikre deres børn den opvækst og tryghed, de ønsker at give dem.”

Men de materielle goder kan ikke ændre ved, at David længes efter at spille fodbold i haven med sin far. Hans forældre er kun hjemme sammenlagt to måneder om året, og David kan slet ikke huske, at der nogensinde var en hverdag, hvor mor og far boede under det samme nylagte tag som ham. Deres forhold er reduceret til en daglig videochat på computeren, og det nager bedstemoderen. Hun kan ikke lide at se kløften mellem forældrene og børnene vokse sig større og større:

”Min datter vil så gerne hjælpe Paula med lektierne, når hun er hjemme. Men Paula vil ikke. Hun vil kun hjælpes af mig nu.”

Længe har de økonomiske fordele stjålet fokus i Moldovas migrationsdebat, fordi børn med migrantforældre statistisk set klarer sig bedre i skolen, har bedre helbred, bor bedre og går pænere klædt end børn med hjemmeboende forældre. Men der er andre og mere negative konsekvenser.

”Det særlige bånd mellem forældre og deres børn bliver revet over af det savn og den mangel på omsorg, som de forladte børn føler,” fortæller Tudor Radeanu, der er leder af Familie- og Socialforvaltningen i Ungheni-regionen i den sydøstlige del af landet, hvor Cosuleni ligger, og tusindvis af børn er blevet forladt.

At de forladte børn mærker migrationens konsekvenser, ses blandt andet ved, forklarer Radeanu, at de er overrepræsenterede i sager om stoffer, kriminalitet, selvmord og seksuelle overgreb.

”Vi har en hel generation af børn, som nærmest ikke kender deres forældre. De fleste af de børn vokser op uden gode rollemodeller, og deres følelser over for forældrene falmer. Vi oplever, at de børn udvikler en kulde for omverdenen, og jeg frygter, at vi indtil videre kun har set begyndelsen på migrationens konsekvenser,” siger han.

Samme frygt næres hos Liliana Rotaru, der er direktør i den moldoviske afdeling af Håb og Hjem til Børn, en organisation, som hjælper landets mest udsatte børn.

Liliana Rotaru fortæller om selvmordssager blandt alkoholiserede børn i 15-årsalderen. I alle sager var børnene blevet efterladt af deres forældre hos enten bedsteforældre, venner eller hos den mest tvivlsomme af alle værger: staten og dens berygtede børnehjem.

Her har Maria Setnics bror Andreu tilbragt det meste af sit 15-årige liv. Da han rundede den skolemodne alder, viste han tegn på indlæringsvanskeligheder. Og da familien samtidig manglede penge til mad, følte den sig nødsaget til at sende Andreu på et af landets internater, som er betegnelsen på de kummerlige børnehjem, der førhen lå spredt over hele Sovjetunionen.

Ifølge Håb og Hjem til Børn er internaterne voldsomt underbemandede, deres undervisning og lektiehjælp mangelfuld, og børnene får sjældent mulighed for at komme ud. Derudover betyder det manglende opsyn, at der ofte opstår et hierarki, hvor de stærkeste børn undertrykker de svageste.

Siden sovjettiden har det været ganske almindeligt for udsatte familier at sende deres børn på internater, hvis familierne ikke magtede opdragelsen, og pengene var for få. Og før 2008 krævede det blot én simpel ansøgning at sende sit barn væk. Kun få af børnene har reelt set ingen familie. Det anslås, at hele 96 procent af børnehjemsbørnene har levende slægtninge.

Nu er internaterne ved at lukke, og der bliver holdt skarpere øje med dem, der fortsat eksisterer. Eksempelvis afslørede journalister så sent som sidste år overgreb på udviklingshæmmede børn på et internat i landets nordøstlige del.

Det børnehjem, som Andreu Setnic boede på, er også lukket nu, og han bor igen sammen med sine søskende i Ocnita. Men som mange andre af landets tidligere børnehjemsbørn har Andreu svært ved at falde på plads i skolesystemet og samfundet.

”Jeg gider ikke gå i skole, jeg gider ikke lære noget,” siger han og fortsætter:

”Mit ønske er at få en hest, så jeg kan ride brænde rundt til folk i byen.”

Ud over at internaterne lukker, vedtog Moldovas regering for nylig en lov, som skal sikre, at børnene efterlades hos en ansvarlig værge, hvis forældrene forlader dem.

Men Moldova oplever nu et nyt problem: Mange forældre er begyndt at tage børnene med ud af landet. I 2014 fik moldoverne som følge af en aftale med EU gavn af unionens regler om fri bevægelighed. Siden da har de ikke været afhængige af menneskesmuglere for at krydse grænserne, og det er blevet nemmere at forlade landet permanent. Det afspejler sig i Moldovas befolkningstal, som er blandt verdens hurtigst skrumpende.

Maria Setnic drømmer ikke om et bedre liv uden for Moldova. Hun elsker gåturene langs floden og det åbne marklandskab omkring Ocnita. Her vil hun bo, når hun engang får gjort sin uddannelse som kok færdig.

”Jeg ønsker at finde en mand, som jeg kun får ét barn med. På den måde er der forhåbentlig råd til, at jeg kan blive i Moldova hele mit liv,” siger Maria og kalder sine søskende ind til aftensmad.

Der er en plads tilovers ved det sprukne kakkelbord. Men far spiser ikke med i dag.

60-årige Valentina Gaitur og hendes mand, 62-årige Vladimir, opdrager deres børnebørn, mens børnenes forældre arbejder i Rusland. – Alle fotos: Simon Johansen.
60-årige Valentina Gaitur og hendes mand, 62-årige Vladimir, opdrager deres børnebørn, mens børnenes forældre arbejder i Rusland. – Alle fotos: Simon Johansen.