Rigtig mange danskere har dykket i Rødehavet ved Sharm el-Sheikh, sejlet fe- luke på Nilen, beundret py-ramiderne og betragtet det virvar af hestekærrer, dyttende biler og det imponerede mylder af mennesker i Kairo og andre byer i Egypten. De færreste har formentlig overvejet, at ni ud af 10 voksne kvinder, de møder eller taler med på ferien, blev omskåret, da de var piger eller helt unge. Deres forældre ville sikre, at de forbliver jomfruer til den dag, de skal giftes, at de ikke vil være deres ægtemænd utro, og at de kan ”styre sig”, hvis de bliver enker eller skilt.
Det utrænede øje kan ikke se, at kvindernes kønsorganer blev skamferet typisk i 10-årsalderen, men mange egyptere mener, at omskæring, opdragelse og streng kontrol af piger hænger uløseligt sammen med den gode opførsel, som hele familiens omdømme afhænger af: En ordentlig pige er indadvendt, hun kigger ikke direkte på fremmede, hun pjatter og griner ikke højt, når hun færdes i det offentlige rum.
”Man ser de værste ting oppe på Haram-gaden,” siger Zeinab og fortæller hovedrystende om de højrøstede, lattermilde piger og de unge kvinder med spraglede tørklæder, der taler i mobil, når de er på bytur i Kairo.
Zeinab er selv 22 år, hjemmegående og mor til to piger på et og tre år. Både hun og manden kommer fra en landsby et par timers kørsel fra Kairo, men som så mange andre egyptere slog de sig ned i et af hovedstadens mange, fattige boligkvarterer, efter at de blev gift i 2011, fordi manden kunne få arbejde. Og den unge mor og hendes mand er ikke i tvivl om døtrenes skæbne:
”Omskæring er vores tradition, det er nødvendigt. Og jeg ønsker, at mine piger skal være respektable og vokse op med vores traditioner,” fortæller den unge kvinde, der ligesom de andre egyptiske kvinder, Kristeligt Dagblad har mødt i forbindelse med et speciale i mellemøststudier, kun vil udtale sig anonymt.
Hun slutter sætningen med at takke Allah, fordi hun er omskåret, og fortæller, at det var en kvindelig læge, der foretog indgrebet, da hun var 14 år, men at hun heldigvis ikke blødte eller led som de kvinder, hun hører om på tv.
Omskæring af kvinder – eller skamfering af de kvindelige kønsorganer – blev forbudt ved lov i Egypten i 2008. Efter forbuddet iværksatte myndigheder, FN og egyptiske rettighedsorganisationer store kampagner for at informere forældre om faren ved omskæring og markere over for læger og sygeplejersker, at de skulle indstille gængs praksis. Men antallet af omskæringer er ikke gået ned.
En befolkningsundersøgelsen fra 2008 viste en gennemsnitlig udbredelse på 91,1 procent, lidt højere blandt uuddannede kvinder fra landet eller fattige kvarterer, færre blandt de velstående og veluddannede. Syv år senere viste den opfølgende undersøgelse, at tallet var 92,3 procent. Stigningen kan dog forklares med måden, undersøgelserne blev udført på. Umiddelbart kan man kun konkludere, at procenten fortsat er tårnhøj.
Kampagnerne, der fokuserede på hygiejniske forhold ved hjemmeomskæring, og helbredsproblemer som blødninger, smerter, infektioner og komplikationer ved graviditet og fødsler, betød, at fire ud af fem indgreb i dag bliver foretaget på klinikker og hospitaler. Trods forbuddet er det stadig sådan, at hvis en læge anbefaler omskæring, anses det for at være i orden. Det kan lægen gøre, hvis klitoris viser tegn på at vokse, eller de indre skamlæber er unaturligt store eller uens.
Gynækologiprofessor Ayman Nour er med til at undervise praktiserende gynækologer i, at omskæring krænker kvinders grundlæggende menneskerettigheder. Han siger, at næsten ingen vil udføre indgrebet mere:
”Hvorfor skulle læger gøre det for et par håndører, de risikerer at miste deres autorisation?”.
Faktum er dog, at hver femte af verdens kvinder, som er omskåret, bor i Egypten – og at FN vurderer, at yderligere tre millioner piger bliver omskåret hvert år. Det vil sige, at 600.000 af de piger må være egyptere – og da fire ud af fem som nævnt bliver omskåret af sundhedsfagligt personale, så må en del læger være villige til at løbe risikoen – betaling eller ej.
Så sent som i februar sagde den egyptiske sundhedsminister, Ahmed Emad Eddine, ellers, at omskæring vil være udryddet i 2030, og et par uger senere lancerede hans viceminister, Maisa Shawqy, kampagnen ”Læger mod omskæring”.
”Målet er at uddanne og ruste læger til at give lægefaglige råd til familier, så de undlader at omskære (deres døtre, red.),” udtalte Shawqy om kampagnen.
Tanken er, at lægerne, som er med i projektet, skal tale med familier, når de kommer for at få poliovaccineret deres børn. Og så skal der laves nye tv-kampagner, der sætter fokus på de skader, indgrebet gør på piger.
Men det bliver op ad bakke. I Egypten bliver ritualet brugt til at sende et vigtigt signal til naboerne, landsbyen og mulige ægtefæller om familiens værdier og den afgørende respekt for traditionerne. På dagen for indgrebet fester familien.
”Jeg var syv år, og min mor tog mig med hen til sin søster, men jeg vidste ikke hvorfor. Mine kusiner på otte og 13 år var der også. Jeg husker, de voksne snakkede om, at vi skulle være rene, perfekte og uplettede. Vi fik fint, hvidt, løst tøj på. Pludselig kom der også to kvinder. De så skræmmende ud, som taget ud af en uhyggelig film. De havde et barberblad og noget alkohol.”
Gomana på 29 år er synligt påvirket, da hun graver den 22 år gamle oplevelse frem. Hun fortæller videre, hvordan den ene kvinde holdt hende bagfra og den anden spredte hendes ben:
”Og så skar hun. Der var så meget blod, jeg skreg, og jeg tror, jeg besvimede.”
Hun husker, at alle de voksne var glade, og at moderen sagde som trøst, at det snart ville gå over, og at profeten havde bestemt det.
”Omskæring har intet at gøre med religion,” siger Ramla, en 63-årig pensioneret universitetsprofessor fra et af Kairos anerkendte universiteter.
Hun betegner sig selv som lærd, religiøs og konservativ, og i hendes familie stoppede traditionen, fordi hendes far var imod:
”Der er mange, der mener, det er et krav i islam. Det er det ikke, og det har heller ikke noget med moral at gøre. Alligevel mener folk, at omskæring gør piger høflige og rolige. Det gør det selvfølgelig også, men jeg tror, det er psykisk – pigerne går i stykker indeni, og de føler skam og kan ikke klare at være sammen med andre mennesker. Jeg havde en rengøringskone på et tidspunkt med en meget livlig datter på omkring 12 år. Moderen fortalte, at de var nødt til at omskære hende, for at hun skulle køle af. Og hun kølede af.”
Statistikkerne viser, at mødre, som er omskåret, også er mere tilbøjelige til at få deres døtre omskåret. Og i lands-byerne eller de mange landsbylignende miljøer i fattigkvarterene har de traditionelle jordemødre også en del at skulle have sagt.
Jordemødre har ingen sundhedsfaglig uddannelse, men bliver typisk oplært af et ældre familiemedlem. De rådgiver lokale kvinder om graviditet og fødsel, og selvom de ikke længere står for hovedparten af omskæringerne, lytter kvinderne til dem, når de taler om nødvendigheden af omskæring.
”Det kan ikke forklares, det er noget, vi forstår,” som Nadia, en jordemoder fra et af de mange fattigkvarterer, der omgiver pyramiderne ved Giza, siger.
Ud over at hjælpe til ved fødsler på et af de nærliggende offentlige hospitaler hjælper Nadia de lokale kvinder med at føde, der ikke har råd til de cirka 50 kroner, det koster at tage ind på selv de ringeste hospitaler. Hun siger, at forbuddet fra 2008 er forkert, men hun er utryg ved interviewet og vil ikke sige direkte, at hun foretager omskæringer. Hun formulerer sig anderledes:
”Hos os kan man slet ikke forestille sig en kvinde, der ikke er ren.”
Egypterne har to ord for omskæring, khetan, som efter forbuddet er det officielle ord, og som har en negativ klang, og tahara, som betyder ren.
En anden jordemoder, Fareha fra nabodistriktet, forstår ikke de spørgsmål, vi stiller om omskæring, for-di vi bruger ordet khetan. Hun tror, vi taler om blod-prøver. Da misforståelsen er opklaret, forklarer den 70-årige dame, at det er bedst, hvis en kvinde er flad og glat – og med en tynd revne i midten.
”Man kan i hvert fald ikke gå med bukser, hvis klitoris vokser eller noget hænger ud,” siger hun og understreger, at hun sender pigerne videre til lægen, hvis de skal omskæres.
Hun tjekker typisk pigerne i nabogaderne, fra de er otte år og så hvert år, indtil de skal giftes.
”Skal der skæres, skal der jo skæres,” siger hun.
