Laos på vej ind i fremtiden

Da vores børn, hvoraf den ældste nu er 23 år, var små begyndte min mand at strikke denne julekrybbe. Første søndag i advent blev selv krybben, fårene og hyrderne sat op. Og børnene fik fortalt om Betlehem og om at vente på at Jesus blev født. Vi snød lidt og hen imod jul kom englene til - engle med strithår og rockguitar og mere engleagtige harpespillende engle. Senere kom englene med de sænkede flammesværd til. Som et tegn på, at nu var der åbent ind til Paradis igen.Lillejuleaften kom Maria og Josef gående lidt borte. Englene er strikket rundt om piberensere, så de kan bøjes og bevæges. Juleaften var Josef og Maria i stalden med Jesus. Et par dage efter kom de hellige tre konger ridende langvejs fra og helligtrekongers aften var de ved stalden. På billedet kan man ikke se, at der øverst i vinduet hænger endnu flere engle og en adventsstjerne.Nu hvor børnene er voksne eller store, stilles hele krybben op første søndag i advent. P.S. min mand er også præst og hedder Kaaleeraq Finn  Rosing Illum, skriver præsten i Sønder Bjert Tine Illum.

Bredden af den mægtige Mekong-flod er blevet hævet og inddæmmet, så de små caféer og boder, der før lå ud til vandet, nu ligger 200 meter inde på land. Foto: Mette Holm.

Julekrybber hører julen og er med til at pege på det centrale i julen. Julekrybbben her er lavet af en af vore gode venner Britta Rouither i porcelænsler. Hvad man ikke kan se på billedet, er at Jesus sutter på tommelfingeren. Hver enkelt af figurene har sine forbilleder, eksempelvis er kvinden med krukken, en nydansk kvinde, der ofte kom for at låne mel.Vi samler lidt på julekrybber, men denne her sætter vi størst pris på. Der findes kun dette ene eksemplar, skriver Kerstin og Bjarne Nederby Jessen.

Laos planlægger at opføre en dæmning over Mekong-floden trods protester fra flere nabolande. Dæmningen vil blandt andet afskære migrationsruterne for en hel række unikke fiskearter og ramme de lokale fiskere hårdt. Foto: Mette Holm.

Julekrybber hører julen til og er med til at pege på det centrale i julen, og hjemme hos os er vi glade for julekrybber og har flere.  For os symboliserer de det mest centrale i julen. Denne julekrybbe har vi købt i bazaren i Jerusalem af en kristen palæstinenser. Den er udskåret i oliventræ.  Stalden er en den halve side af et stykke træstamme, som er udhulet og dermed giver rum for den hellige familie. Figurerne er stiliserede og uden klare ansigtstræk. Vi blev meget grebet af netop denne julekrybbe, da vi så den under et besøg i april i år. Nu bor den hjemme hos os, og det er den første jul, vi har den fremme, skriver Kerstin og Bjarne Nederby Jessen.

Myndighederne har opført et dige med en fornem promenade. Folk i Vientiane har endnu ikke vænnet sig til den – de fleste holder sig væk. Indtil videre består trafikken primært af kække drenge på farvestrålende cykler. Foto: Mette Holm.

Denne julekrybbe købte jeg for ca. 55 år siden ved søndagsskolens juleafslutning, for de stjerner jeg havde optjent ved fremmøde i årets løb. Den har ligget sammenklappet i en skuffe i mange år, men nu kommer den frem igen hvert år, ligesom i min barndom. Jesu familie med dyrene i stalden er der selvfølgelig. Foruden englene, hyrderne med deres hunde og lam, vismændene og de hellige trekonger, som er ankommet på en prægtig elefant. Den er en god stemningsskaber med det store opbud af engle, mennesker og dyr, skriver Arne Jensen fra Langeskov.

Planerne er store i Laos’ hovedstad, Vientiane, hvor kulørte prospekter foran tilgroede marker viser, hvordan der langs Mekong-floden skal ligge vældige futuristiske kultur-, indkøbs- og kontorpaladser. Foto: Mette Holm.

Foto: Mette Holm.

I en årrække har vi nydt solen i Goa. På markedet i Mopsa så vi en kitchet julekrybbe, som vi imidlertid ikke tog os sammen til at købe. Da vi nogle dage senere besluttede os for at købe julekrybben, kunne vi ikke opdrive den. Vi fortalte det til en af strandsælgerne, som efter to tre dage overrakte os krybben i den bagende sol på den eksotiske strand. Siden da er den hvert år blevet stillet op af vore børnebørn, skriver Bodil og Troels Johansen

Foto Foto: Mette Holm.

relevante temaer

Laos er et af verdens få tilbageværende kommunistiske etpartistyrer, og selvom det både er mere moderne og bekvemt end Nordkorea, halter landet langt efter de ligeledes etpartistyrede naboer Vietnam og Kina. Noget er dog ved at ske

En eksplosion har fundet sted i Laos hovedstad, Vientiane; en infrastrukturel eksplosion. Bredden af den mægtige Mekong-flod er blevet hævet og inddæmmet, så de små caféer, der før lå ud til vandet, nu ligger 200 meter inde på land. Bredden er brolagt, så Vientianes beboere ikke længere kan dyrke deres nyttehaver på den i tørketiden.

Der er opført et dige med en fornem promenade så ny, at den endnu ikke har oplevet regntiden. Folk i Vientiane har endnu ikke vænnet sig til den de fleste holder sig væk, selv en søndag aften lige før solnedgang.

Med blik for fremtidens forventede trængsel af fodgængere og motionister på de brede fortove er der opsat splinternye rækværk. Det virker en smule overdrevent, da trafikken på den flot asfalterede vejbane mest består af ældre motionsløbere, kække drenge på farvestrålende cykler og måske tre-fire biler i timen.

LÆS OGSÅ: Laos minoriteter betaler prisen for narkokrigen

Buske og træer har dårligt nået at slå rod her, hvor alting ellers vokser sig stort og saftigt på et øjeblik. Promenaden har fået ranke gadelygter, som dog ikke kan overstråle gadebelysningen i Thailand på Mekong-flodens modsatte bred.

Store kulørte prospekter foran tilgroede, tottede marker viser, hvordan her langs floden skal ligge vældige futuristiske kultur-, indkøbs- og kontorpaladser: Laos pragt, Vientiane New Worlds internationale residenser, kultur- og turistcentrum på billederne er alle herlighederne strålende oplyst, stjerner på himlen, klart blåt vand i floden. Prospekterne signalerer, at fremtiden tilhører Laos eller i hvert fald den sydkoreanske bygherre bag Vientiane New World; på en byggetomt, der foreløbig tjener som soldaterkaserne, vajer Sydkoreas flag. Også store selskaber fra nabolandene Kina, Vietnam og Thailand har byggeplaner samt hoteller, restauranter og dansesteder i Vientiane.

Unge soldater i splinternye uniformer med små legetøjslignende maskinpistoler spærrer vejen til byens eneste højhus, der endnu ikke er taget i brug. Et større nybyggeri længere ude ad promenaden stråler som et juletræ statens gæstehus, måske, opført til lejligheden.

I begyndelsen af november var Vientiane stadset op til fest i anledningen af værtsskabet for det europæisk-asiatiske topmøde, ASEM, det niende i rækken siden oprettelsen i 1996 og den første store internationale begivenhed nogensinde i Laos.

Opgaven var enorm, ikke mindst sikkerheden omkring stats- og regeringscheferne. Med 50 meters mellemrum hele vejen fra lufthavnen og overalt i byen var der politi i nye uniformer, bevæbnet med nye maskinpistoler og en lille flaske vand. Byens ressourcer var spændt til bristepunktet. Beboernes ellers betydelige tålmodighed ligeså.

Så snart ASEM-mødet var overstået, og de fornemme gæster var rejst, blev Vien-tiane atter sig selv. De prostituerede var tilbage på flisen. Næste morgen lå politimændene atter og drev den af i deres hængekøjer i teaktræernes svale skygge og holdt et søvnigt øje med trafikken. Teakbladene fik atter lov at blive liggende på fortovet, når de dalede til jorden. Tiggerne og skrotsamlerne traskede atter rundt i de støvede baggyder og råbte på affald. De nye politibiler var borte; ingen kunne give et fornuftigt svar på, hvor alle de nye, spændstige politifolk og de unge soldater var blevet af.

Mens landets ledere var pavestolte og pralede af værtskabet for ASEM, hæftede hovedstadens beboere sig mest ved besværet, forhindringerne, omvejene, de forbløffende trafikpropper af store limousiner med tonede ruder, de drastiske indgreb i hverdagen.

Nostalgikere og formentlig også andre vil begræde, at byens gamle centrum, den fine Nam Phu Plads med det lille sløve springvand i midten, nu er bygget næsten 100 procent ud med to enorme, moderne etablissementer, døbt henholdsvis Hot og Cold, så pladsen er næsten lukket. De gamle etablissementer, Café Opera, Det Svenske Bageri og caféen ved springvandet, er blevet spærret inde af fremtiden.

Laos er et af verdens få tilbageværende kommunistiske etpartistyrer, og selvom det både er mere moderne og bekvemt end Nordkorea, halter landet langt efter de ligeledes etpartistyrede naboer Vietnam og Kina.

Prøver man at snakke politik med laoterne, ler de bare.

Du ved jo godt, at vi ingen indflydelse har. Og hvis vi så meget som folder et banner ud, er det durk i kachotten Hvad kan vi gøre?.

Fængsel er ingen spøg her. Det er små isolationsceller, hvor man hverken kan ligge eller stå udstrakt. Mad og sengeleje får man kun, hvis familien kan forsyne én.

Langmodige Laos emmer af tålmodig tolerance. Buddhismen ligger dybt i de fleste. Munkene går deres tiggergang i daggryet og får mad af troende langs ruten. Men man skal ikke tage fejl af den tilsyneladende sindige fordragelighed. Kritik og modstand tåles ikke og straffes hårdt. De gamle partisaner fra nationalistiske, kommunistiske Pathet Lao er stadig ved magten, nu i landets eneste lovlige parti, Det Laotiske Folks Revolutionære Parti; og selvom de har lukket en brutal kapitalisme ind fra Kina og Thailand, har de ikke givet sig på ideologien og enevælden.

Da viceministeren for videnskab og teknologi i 1990 krævede politiske reformer, blev han spærret inde. Han døde i fangenskab i 1998. Den dag i dag ved de færreste laoter, at kongen og dronningen blev sendt i arbejdslejr i 1975 og døde dér af overanstrengelse, sult og manglende lægebehandling. Man spørger ganske enkelt ikke til kongefamilien eller den modige viceminister. Man spørger ikke til fortiden. Man spørger i det hele taget ikke.

Ved de stærkt kontrollerede valg til Nationalforsamlingen kan der gå måneder, før laoterne får at vide, hvem deres nye ledere er. Oplysning er magt. Oplysning er svært tilgængelig i Laos, oplysningsniveauet tilsvarende ringe. Videbegærligheden til gengæld enorm. Så som tilrejsende europæer bliver man bombarderet med spørgsmål om, hvad der foregår ude i verden, især i forhold til Laos. Tag Verdenshandelsorganisationen, WTO, som Laos efter 15 års forhandlinger netop er optaget i med virkning fra begyndelsen af 2013. Det skriver eksempelvis thailandske aviser og måske også de vietnamesiske meget mere om end de laotiske. Det er altid så sørgeligt, når et folk har mere tillid til tilrejsende fremmede end til deres egne ledere, men sådan er det i Laos. Hvad kommer WTO til at betyde for os? Er det godt? Er det skidt?

Umiddelbart må Laos vinke farvel til en række import-afgifter og handelsaftaler med andre lande til værn om landets omfattende og forældede landbrug.

WTO-medlemskabet bliver på alle områder en enorm belastning for lille Laos, hvis ledere tjente deres sporer i junglekrigen og ikke kan hamle op med galoperende frie markedskræfter, som er ved at omslutte det lille bjergrige land, hvis livsnerve er Mekong-floden; og hvor de færreste nogensinde har set havet.

Korruptionen er overvældende alt koster, og de formastelige prøver ikke engang at skjule salget af deres ydelser. For eksempel forlanger journalister fra medierne, der alle er statslige, kørsel, penge og forplejning for at dække selv den mindste begivenhed ud over statsanliggender, som de er tvunget til at dække. Politiet er også til fals for højestbydende; social- og sundhedssikring eksisterer ikke.

Medlemskabet af WTO kommer til at betyde lavere indtægt med deraf følgende forringede levevilkår for de i forvejen fattige fiskere og bønder i landområderne, mens befolkningen i Vien-tiane, der allerede er meget bedre stillet end det øvrige land, ifølge en lokal forskningsrapport utilgængelig for offentligheden får det bedre.

Også WTO erkender, at optagelsen umiddelbart kommer til at skabe problemer i Laos, men understreger, at i det lange løb vil medlemskabet i kraft af generel kapacitetsopbygning og hjælp til udvikling blive en fordel også for fattige laoter, som er langt flertallet.

Laos ligger nummer 138 ud af 187 lande på UNDPs indeks over levefod, udregnet på parametre som sundhed, uddannelse, indtægt, lighed og fattigdom. Norge ligger nummer 1, Danmark nummer 16. Den Demokratiske Republik Congo er nummer sjok.

Trods fattigdommen har Laos dog oplevet en årlig økonomisk vækst på omkring syv procent de seneste 10 år. Industrien er overordentlig beskeden, og de fleste forbrugsvarer er importeret fra naboerne Kina, Thailand og Vietnam. Væksten drives af salg af mineraler og strøm fra en række kraftværker på Mekongs bifloder til de energigrådige naboer.

Mekongkommissionen, MRC, er sammenslutningen af de fire nedre lande på floden, Thailand, Laos, Cambodja og Vietnam, som blev oprettet for at administrere de fælles ressourcer, forebygge strid og værne om menneskene, miljøet, de enestående fiskeforekomster og den ligeledes enestående biodiversitet langs floden. Flere steder på floden er fredet, mens nogle er med på Unescos Verdensarvsliste. Og ikke at forglemme hver eneste bugtning og fisk i floden har blandt fiskerne deres egen skytsånd.

65 millioner mennesker langs Mekong-floden herunder flertallet af de 6,5 millioner laoter lever udelukkende af floden; op imod 300 millioner har gavn af den uden at være helt afhængig af den. Inddæmningerne af floden og dens bifloder koster ifølge MRC fiskere og bønder langs nedre Mekong samlede indtægter på anslået 500 millioner dollar.

Laos spørger ikke sine egne borgere til råds, og hvis deres indvendinger mod indgrebene i deres levebrød overhovedet formuleres, bliver de ikke hørt. Men også i udlandet var modviljen betydelig, da Laos for nylig tog første spadestik til et overordentligt kontroversielt dæmningsprojekt, Xayaburi, hen over Mekong-floden.

Opførelsen af Xayaburi-dæmningen strider mod Mekong-aftalen fra 1995, der forpligter MRCs medlemslande til at enes om enhver opdæmning af moderfloden; Xayaburi er aftalens første egentlige test; aftalen dumper med et brag: Efter et halvt års frugtesløse forhandlinger meddelte MRC i fjor, at landene ikke kunne enes. Dermed skulle projektet ifølge Mekong-aftalen sløjfes eller bearbejdes til et format, man kunne enes om.

Vietnam, der er Laos politiske storebror, nære allierede og sidste land, før Mekong-floden løber ud i Det Sydkinesiske Hav, er dybt skeptisk over for inddæmning af selve moderfloden og har flere gange opfordret Laos til at droppe idéen. Cambodja har det lige sådan, men har langt mindre indflydelse i Laos end Vietnam.

Ikke desto mindre klemte den laotiske regering på og underskrev i august en aftale med Thailand om, at Thailand aftager 95 procent af strømmen fra kraftværket, der bliver en tredjedel større end Avedøreværket og efter planen står klar i 2019. Det kommer til at gå hårdt ud over 2100 mennesker, der tvangsflyttes, når deres hjem og jord oversvømmes. Flere end 200.000 andre får også deres levebrød ødelagt.

Xayaburi-dæmningen afskærer migrationsruten for en hel række unikke fiskearter. Der findes omkring 1500 fiskearter i Mekong-floden, blandt dem den 350 kilo tunge Mekong-katfisk, Pangasianodon gigas, en gigantisk malle. Hvert år fiskes der mindst halvanden million ton fisk i Mekong. Derudover opdrættes mindst 200.000 fisk ton i floden, sandsynligvis meget mere.

Xayaburi-dæmningen møder stor international kritik; blandt andet fra den uafhængige organisation International Rivers. Her siger programdirektøren for Sydøstasien, Ame Trandem, på telefonen fra Bangkok:

Ved ensidigt at give sig i kast med Xayaburi-dæmningen har Laos brudt Mekong-aftalen såvel som den regionale samarbejdsånd. Nu forfølger Laos ensidigt egne interesser helt i strid med nabolandenes bekymringer. Og endda med Thailand i en nøglerolle i kraft af aftalen om at aftage strømmen fra dæmningen.

I Laos kan regeringen gøre, hvad den vil, uden at rådføre sig med befolkningen. Det er ikke tilfældet i Thailand, hvor beboere langs Mekong har besluttet at rejse sag mod regeringen, fordi aftalen om køb af strøm fra Xayaburi-dæmningen krænker deres forfatningssikrede rettigheder ved så at sige at tage brødet ud af munden på dem. Et af argumenterne er, at der i strid med Mekong-aftalen aldrig blev foretaget en ordentlig vurdering af konsekvenserne for dem, der lever af og ved Mekong-floden i Thailand.

Domstolen har endnu ikke afgjort, om sagen kommer for, siger Ame Trandem.

Men det giver håb om, at den thailandske stat må opgive aftalen om at købe strøm fra Xayaburi.

Og så er der ikke grund til at bygge den. Regeringerne i Cambodja og Vietnam ventes snart at formulere deres modstand på ny, nu da byggeriet er gået i gang.

Xayaburi-dæmningen undergraver ifølge International Rivers international udviklingsbistands erklærede mål om fattigdomsbekæmpelse.

Derfor skal internationale bistandsydere trykke Laos på pengene, siger Ame Trandem.

Danida støtter MRC med i alt 65 milliioner kroner i årene 2011-2015, men støtter kun Laos indirekte gennem frivillige organisationer som for eksempel Dansk Blindesamfund, så Danmarks økonomiske muligheder i den forbindelse er begrænsede.

International Rivers fik USAs præsident, Barack Obama, til at bringe sagen op over for asiatiske ledere under hans besøg i regionen.

Da præsident Obama mødtes med Thailands Yingluck Shinawatra, snakkede han om fødevaresikkerhed og udtrykte bekymring over dæmningen; han påpegede, at Amerikas statslige bistandsprogram, USAid, følger udviklingen nøje. Og vi håber, at Obama vil fortsætte dialogen med regeringer i regionen og opfordre dem til at lægge pres på Laos, siger Ame Trandem.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Rundtur i Pometet

kr. 50,00 Køb

Mozart - Argerich og Abbado

kr. 129,00 Køb

Barenboim i Berlin, Luther i Wittenberg

kr. 6.195,00 Køb

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

Sæt med 8 smukke kunstkort af Arne Haugen Sørensen

kr. 115,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.